14 fyret på Struer-skole

Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

14 fyret på Struer-skole

Som følge af et millionstort underskud har Limfjordsskolen i Struer måttet fyre 14 medarbejdere.

Et chok har ramt de ansatte på Limfjordsskolen i Struer. På grund af økonomiske problemer har hver sjette mistet jobbet. Lederen af skolen skyder skylden på politikerne i byrådet, der sidste år valgte at droppe planerne om at bygge en ny skole i midtbyen - og det har fået mange forældre til at flytte deres børn til en anden skole.

Det har ført til et underskud på op mod syv millioner kroner, der har ført til, at skolen har afskediget 14 ud af de 90 ansatte. Det drejer sig om otte af lærere, fire pædagoger, to pædagogmedhjælpere, mens viceskolelederen bliver overflyttet til en tilsvarende stilling på skolen i Bremdal.

- Det er selvfølgelig rigtig trist i forhold til de medarbejdere, vi må sige farvel til. Og det er rigtig trist i forhold til børnene, for når alt kommer til alt, handler det jo børnene, siger Claus Rokkjær.

I flere år kæmpede både forældre og halvdelen af byrådet for, at der skulle bygges en ny skole i midtbyen som erstatning for Østre Skole og Gimsing Skole. Men til sidste endt et snævert flertal med at renovere Gimsing Skole i stedet og flytte alle eleverne fra Østre Skole derover - og det har fået i alt 60 elever til at forlade skolen.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Struer Kommune, Steen Jakobsen erkender, at politikerne bærer en del af ansvaret for underskuddet på skolen.

- Underskuddet er skabt i en tid, hvor vi diskuterede skolestruktur, og derfor er vi indstillede på at komme med en eller anden form for kompensation. Og det, der bliver lagt op til, er 2,5 millioner kroner, siger Steen Jakobsen.

Skoleleder, Claus Rokkjær, fortæller, at de tilbageværende lærere på Limfjordsskolen skal undervise mere til næste år, og derfor bliver der mindre tid til for eksempel læsevejledning og forældrekontakt.