DM i faldskærmsudspring: 100 springere fra hele landet gør sig klar til konkurrencen

Danmarksmesterskaberne i faldskærmsudspring foregår i år i Skive, og selv om konkurrencen ikke er i gang endnu, bliver der trænet flittigt.

Faldskærmsudspringerne bliver fløjet op i enten en Cessna Grand Caravan 208B eller en Cessna 182TRG.
Faldskærmsudspringerne bliver fløjet op i enten en Cessna Grand Caravan 208B eller en Cessna 182TRG.
Foto: Varde Faldskærmsklub

Luftrummet over Skive er de næste dage indtaget af omkring 100 faldskærmsudspringere.

Fra den 1. til den 14. juli bliver DM i faldskærmsudspring afviklet. 22 hold deltager i konkurrencen, men selv om den egentlige konkurrence ikke er i gang endnu, så bliver der allerede sprunget på livet løs.

Mange af holdene vil gerne have rusten banket af inden det for alvor gælder, og derfor er der arrangeret træning i dagene op til DM.

- Det er fortræning, så der er to dage, hvor holdene har mulighed for at komme og prøve nogle runder af, hvor de kan finde ud af, om samarbejdet fungerer og prøve rutinen af, fortæller Magnus Kaiser, der er næstformand i Faldskærmsklubben West Jump, som arrangerer DM.

Formationsspring og Free Fly

Der skal konkurreres i fire discipliner: Formationsspring AAA-række, Formationsspring A-række, Free Fly A-række og Free Fly B-række.

Og hvis det lyder som rent volapyk, så følger her en forklaring:

- Hvor de fleste kender mavespringsformationer, så er freefly en mere vertikal flyvning med hovedet oppe eller hovedet nedad, så der er lidt mere fart på, siger DM-deltager Jan Agger fra Varde Faldskærmsklub.

Selve konkurrencespringene begynder torsdag.

2:17
Du kan se hele TV MIDTVESTs reportage fra fortræningen lige her.