Kommentar: Hatten af for NK's løndebat

Dan Hirsch Sørensen
Dan Sørensen er sportsredaktør på TV MIDTVEST og står bag serien 'Fodbolddrengene i Rom'.
Dan Sørensen er sportsredaktør på TV MIDTVEST og står bag serien 'Fodbolddrengene i Rom'.
Foto: Claus Klok, TV MIDTVEST

Rasmus Nissen Kristensen fra Brande er en klog og reflekterende ung mand, der selvfølgelig skal tage imod alle de millioner, som skiftende europæiske fodboldklubber betaler ham. Men i dokumentaren "Fodbolddrengene i Rom" tager han hul på en vigtig strukturel debat i vores samfund. At der er visse faggrupper, der ikke får den løn, de burde have.

Nu er det min kone, Rasmus NK og jeg taler om i dokumentaren. Hun har i en lang årrække været børnehaveklasseleder, og hun får slet ikke den løn, hun fortjener. Det er der så også mange andre faggrupper, der heller ikke gør. Det er det, Rasmus NK pointerer, da vores snak falder på de mange millioner kroner, som professionelle fodboldspillere på det niveau tjener.

Selv om Rasmus NK siger, at han godt kan blive flov og skamme sig lidt over sin løn, når man sammenligner med andre brancher, er det ikke ensbetydende med, at han vil eller skal sige nej til en årsløn i millionklassen. Det er der næppe heller nogen af os andre, der ville sige nej til.

Men hatten af for Rasmus NK, der anerkender, at der er nogen i vores samfund, der udfører meget vigtige funktioner, men som slet ikke bliver honoreret derefter. Det er flot af en 26-årig ung fodboldspiller at sætte fokus på en skævvridning i vores samfund. 

daso_dsc_3578.jpg
Af Dan Hirsch Sørensen
Sportskommentator

Dan har spillet 200 superligakampe for AGF, Ikast FS og Vejle Boldklub og var anfører i en stor del af tiden. Han ragede i øvrigt et hav af røde kort til sig. Efter fodboldkarrieren har han også beskæftiget sig med sport. Nu betragter han spillet fra sidelinjen for TV MIDTVEST som sportskommentator.