Vold, voldtægt og videooptagelse gennem vindue: 46-årig mand får flere års fængsel

Retten i Viborg har talt, og derfor står en 46-årig mand nu til en fængselsstraf på 3,5 år.

Retten i Viborg
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

En 46-årig mand er ved retten i Viborg i dag blevet idømt tre og et halvt års fængsel for blandt andet vold, voldtægt og blufærdighedskrænkelser mod en 34-årig kvinde. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden dannede ellers par med den 34-årige kvinde tilbage i januar, men mod slutningen af måneden skulle han i følge anklagemyndigheden have udsat hende for vold og trusler, hvorefter han tiltvang sig sex med hende uden hendes samtykke. 

Det har retten nu givet anklagemyndigheden medhold i.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten har fundet tiltalte skyldig i anklageskriftet, og jeg finder straffen passende udmålt, siger specialanklager Pia Koudahl fra anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi.

Optog video gennem vindue og delte det på nettet

Udover vold og voldtægt er den 46-årige mand også dømt for at optage og dele video af kvinden i selskab med en anden mand. Det skulle han have fået fat på ved at bevæge sig ind i kvindens private have for derefter at optage igennem hendes vinduer.

Senere skulle han også have begået hærværk mod de samme to personers private biler, ligesom han også skulle have begået indbrud og hærværk mod kvindens hus.

Retten fandt den 46-årige mand skyldig i alle ovenstående episoder. Han selv har dog gennem hele sagen nægtet sig skyldig, og han har nu anket til Landsretten.