Varer flyder på forkerte pladser: Dorthe oplever det dagligt, og Jack bliver trist
Flere gange om ugen bliver Jack Knudsens indkøbstur kilde til frustration, når varerne ikke er de rette steder på hylderne.
Sodavand på rengøringshylderne eller en yoghurt mellem ris og pasta.
Når Jack Knudsen er nede at handle i den lokale dagligvarebutik i Viborg, støder han oftere og oftere på varer, der har fundet vej til de forkerte hylder.
- Man bliver sgu lidt trist, når man ser alt det rod, siger Jack Knudsen.
- Det giver både ekstra arbejde for de ansatte, og det er også uhygiejnisk, lyder det.
Jack Knudsen har oplevet, at han kan finde de samme varer igen samme sted flere dage efter, og problemet fik ham til at lave et opslag i Facebookgruppen Vores Viborg.
I hans øjne er det et stigende problem, og han lægger selv mærke til varer, der har fundet et forkert sted hen omkring hver anden gang han handler.
- Finder jeg for eksempel nødder eller solbriller sætter jeg det selv på plads. Der går ikke skår af mig af at lægge de varer på plads, jeg ved jeg kan lægge på plads, siger viborgenseren.
Det sker også, at han finder varer, der hører til på køl eller frost, hvor han må bede en ansat om at smide varen ud.
- Det, der irriterer mig mest, er, når det er frostvarer eller andre ting, der skulle have været på køl.
Simpel opfordring
For de ansatte i butikkerne er problemet med til at give ekstra arbejde. Det kan Dorthe Gammelgaard Engkvist skriver under på. Hun har arbejdet hos 365discount i Viborg de sidste fem år.
- Det sker jo hver dag for os. Det kan være alt fra is ved spotvarer og bake-off, der ligger hist og her, siger butiksmedarbejderen.
Det kan være frustrerende.
- Jeg synes bare, det er irriterende. Det giver ekstra arbejde, og vi vil jo gerne have at butikken fremstår pæn og ren.
I modsætning til Jack Knudsen, ser hun det ikke som et problem, der er vokset, mens hun har arbejdet i butikken.
- Det var det samme for fem år siden, jeg er bare blevet mere opmærksom på det, siger Dorthe Gammelgaard Engkvist.
Er du en af dem, der en gang i mellem kan fortryde en ting, du har smidt i kurven, så er opfordringen fra butiksmedarbejderen simpel.
- Vil gerne have at de sætter varer de fortryder på plads. Vi har heldigvis også kunder, der sætter varerne på plads, og jeg plejer at takke folk for det, lyder det.