Special Skills hjælper udfordrede unge mod drømmejobbet: - Det er en stor mulighed at få en uddannelse

Unge mennesker med udfordringer som eksempelvis ordblindhed fik fredag mulighed for at prøve erhvervslivet af til Special Skills. Der er nemlig brug for dem på arbejdsmarkedet.

2:08
140 unge med særlige udfordringer dystede i at vise deres arbejdskraft frem. De drømmer nemlig om, at der også bliver et arbejde til dem.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Danmarks erhverv har brug for arbejdskraft, og fredag bød på et Special Skills-arrangement i Viborg, hvor unge med psykiske og fysiske udfordringer fik mulighed for at snuse til de erhverv, de kunne forestille sig at bruge deres arbejdsliv på.

En af dem, der var med til arrangementet, var Ida Qwinten fra Karup.

- Jeg synes, det er spændende at komme ud og opleve sådan noget her og se, hvad vi kan lave efter 9. klasse, siger hun til TV MIDTVEST.

Hun er ordblind og har angst, og så er hun færdig med 9. klasse til sommer. Hun planlægger at gå i 10. klasse, men derefter ved hun ikke, hvilken retning hun gerne vil i.

Hun ved bare, at hun gerne vil have en uddannelse.

- Jeg synes, at det ville være en stor mulighed at få en uddannelse, når jeg er færdig i 10. klasse. At få et arbejde, det er noget, jeg gerne vil have, når jeg er færdig, så jeg kan tjene penge og få en bil og et hus og alt det der, siger Ida Qwinten.

Giver blod på tanden

Til arrangementet fik de unge mennesker mulighed at prøve kræfter med opgaver inden for landbrug, tømrerarbejde og en række andre fag.

- Jeg går og drømmer om at komme på maskinstation eller på en gård, hvor jeg kan have mange køretimer i en traktor. Jeg synes bare, det er fedt, når det larmer og brummer, siger Martin Nielsen, der også deltog.

Til dagligt går han på Viborg Ungdomsskole, og for ham giver det blod på tanden at være med til Special Skills.

Og det skal der til, for der venter en del skole, før han kan få sin drøm om at køre traktor på et landbrug opfyldt.

- Det har jeg det fint nok med, selvom jeg ikke er den bedste til at sidde stille. Men man skal yde, før man kan nyde. Det er det, jeg skal lave resten af mit liv, jeg skal til at uddanne mig til, så det handler selvfølgelig om at give den en skalle, siger Martin Nielsen.

Martin Nielsen drømmer om at køre traktor i landbruget. Og han er klar til at arbejde hårdt for at nå sit mål.
Martin Nielsen drømmer om at køre traktor i landbruget. Og han er klar til at arbejde hårdt for at nå sit mål.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Det er positivt, at de unge mennesker gerne vil uddanne sig, for samfundet har brug for den faglærte arbejdskraft. Og netop derfor er et arrangement som Special Skills, der henvender sig direkte til unge med udfordringer, der kan gøre vejen til arbejdsmarkedet besværlig, en god ting.

- Der er brug for alle hænder i Danmark. Det er vigtigt, at man finder sin rolle på arbejdsmarkedet, og det er super vigtigt helt fra den her alder at kunne identificere sig som nogen, der skal ud at spille en vigtig rolle på arbejdsmarkedet, siger Jette Fabian, der er afdelingsleder på Jobcenter Viborg.

Jette Fabian er afdelingsleder i Jobcenter Viborg, og hun fortæller, at der er brug for alle hænder på arbejdsmarkedet.
Jette Fabian er afdelingsleder i Jobcenter Viborg, og hun fortæller, at der er brug for alle hænder på arbejdsmarkedet.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Knud Ekholm er tømrermester i Alhedens Tømrer og Snedker i byen Frederiks, og spørger man ham er der hverken grund til eller mulighed for at sortere unge med fysiske eller psykiske udfordringer fra.

- Det er meget svært at få en håndværker i dag, og de er lige så vigtige som alle andre, så de skal bare have en chance, siger han.

For Ida Qwinten har det været en lærerig dag, og det er rart at føle sig velkommen på arbejdsmarkedet.

Det er nemlig en drøm for hende at få en uddannelse og et arbejde, så hun kan tjene sine egne penge.

- Det betyder ekstremt meget, for så kan jeg ligesom klare mig. Så føler jeg mig voksen i den forstand, siger hun.