Papes far Svend Poulsen er død
Søren Pape Poulsens far døde mandag.
Svend Poulsen, der var far til den tidligere konservative partiformand Søren Pape Poulsen, døde mandag i sit hjem i Bjerringbro efter i en periode at have været syg og ligget i sengen.
Svend Poulsen, der i sit arbejdsliv i mere end 40 år var landmand i Vejerslev, efterlader sig sin hustru Ruth Pape Poulsen.
Hun fortæller til TV MIDTVEST, at hun er afklaret med nu at have mistet sin mand.
- Jeg mistede min dreng, da han var kun 52 år gammel. Så kan jeg også klare at miste Svend. Han og jeg har haft 64 års ægteskab sammen. Vi har haft det godt. Søren kommer jeg mig aldrig over, siger Ruth Pape Poulsen.
- Svend var træt og mæt af dage. Så skal man have lov til at få fred. Det har han fået nu. Og nu er han sammen med Søren, siger hun.
Svend Poulsen døde, knap 12 måneder efter at Søren Pape Poulsen mistede livet. Den konservative partiformand døde pludseligt af en hjerneblødning 2. marts sidste år.
I slutningen af 2024 besøgte TV MIDTVEST Ruth og Svend Poulsen i deres hjem. Her satte de for første gang i et tv-interview ord på tiden efter deres søns død.