Gæster blev syge på stribe: Nu kommer rengøringskanoner legeland til undsætning

Legeland Viborg meldte åbent ud, at mange var blevet syge, efter de lørdag besøgte stedet. Nu er legelandet klar til at gøre status over kundernes reaktioner.

2:28
Legeland Viborgs ejer, Kenneth Lovén, meldte onsdag ud, at de i weekenden havde været hjemsted for en superspreder-begivenhed, og at over 50 personer er blevet syge med det, der formodes at være Roskildesyge. Nu gør legelandet klar til at genåbne.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Legeland Viborg har haft en uge præget af alt andet end sjov og ballade. 

For mandag blev ejer Kenneth Lovén gjort opmærksom på, at hans legeland lørdag havde været hjemsted for en superspreder-begivenhed.

Flere end 50 personer har meldt, de er blevet syge, og noget tyder på, de er blevet ramt af Roskildesyge. 

Det meldte legelandet ud onsdag.

Men på trods af smitteudbruddet, ser det ud til, kunderne gerne vil besøge legelandet i den weekend, vi rammer nu.

Da TV MIDTVEST talte med legelandsejeren torsdag eftermiddag, var der kun ét selskab, som havde aflyst deres weekendbestilling.

- Jeg havde da frygtet, at mange flere ville melde fra, siger Kenneth Lovén.

Flere hundrede havde kommenteret og reageret på artiklen om smitteudbruddet det første døgn.

Nogle ville måske frygte en shitstorm efter et smitteudbrud, men indtil nu er den udeblevet.

Generelt har de fleste kommentarer været positive, efter legelandet stod frem og bekræftede, at legelandet havde dannet rammen om en superspreder-begivenhed.

- De fleste bakker op. Rigtig mange har skrevet til os, at det er synd for os. Og så er der nogle enkelte, som synes, det er for dårligt, siger han.

Ville selv holde fest der

Ejeren understreger, han synes, det er helt i orden at aflyse til arrangement i legelandet.

For ingen skal have det dårligt med at holde en fest hos ham.

Men Legeland Viborg gør også alt, hvad de kan, for at fjerne de sygdomsrester, der kunne risikere at gemme sig i det 3000 kvadratmeter store legeland.

Alt bliver gjort rent, og især spiseområdet og køkkenet får den helt store tur med skrappere rengøringsmidler end normalt.

Kunne du selv finde på at holde familiefest i legelandet?

- Ja, det har jeg gjort før, og jeg har selv rendt rundt her hele ugen, siger Kenneth Lovén.

Rimelig fortrøstningsfuld

Det er endnu for tidligt endegyldigt at slå fast, om smitten skyldtes syge gæster eller legelandets håndtering af hygiejne.

Men legelandet har generelt fået glade smileyer. Det fik de også for under en måned siden.

Fredag middag kommer der igen gæster i legelandet.
Fredag middag kommer der igen gæster i legelandet.
Foto: Kenneth Lovén, Legeland Viborg

Kenneth Lovén tror på, Fødevarestyrelsen også denne gang vil komme frem til, at man har handlet, som man skulle i caféen og køkkenet.

- Jeg er rimelig fortrøstningsfuld, men jeg er ikke ubekymret på nogen måde, for det vil være forfærdeligt, hvis det sker igen, siger Kenneth Lovén.

Hyrer rengøringskanoner

Kenneth Lovén satser på, legelandet kan genåbne fredag middag, så man kan holde åbent i weekenden, som man plejer på denne årstid.

For at sikre, rengøringen når i mål, overnatter han i legelandet fra torsdag til fredag og knokler på.

Fredag morgen rykker det helt tung skyts så ind. 

Her kommer nemlig rengøringskanoner, som skyder materiale ud, der skal dræbe al virus, som kunne risikere at sidde på overflader.

Har hjertebanken 

De kanoner bliver sat ind kampen mod virus de næste par måneder.

- Vi har lavet en aftale om, at de kommer en gang om ugen efter hver weekend, så vi kan gøre noget, siger Kenneth Lovén.

Han glæder sig til igen at kunne byde gæster velkommen fredag og håber på en helt almindelig weekend denne gang.

- Vi glæder os til at til at åbne, men jeg har alligevel lidt mere nervøsitet og hjertebanken. Jeg vil helst ikke have, der sker noget igen, siger han.