Undgå kø på store hjemrejsedag

Der forventes trængsel på både veje og skinner i løbet af mandagen.

Vejdirektoratet forventer tæt trafik, og på Storebæltsbroen også lav sigtbarhed.
Vejdirektoratet forventer tæt trafik, og på Storebæltsbroen også lav sigtbarhed.
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Pakkerne er åbnet, julemaden indtaget og det er tid til at vende snuden hjemad.

Mandag er det 2. juledag, som er kendt for at være en af årets travleste rejsedage.

Ifølge Jakob Riis-Petersen, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter, er det især mellem 11 og 15, at der forventes at være flest biler på vejene.

- De fleste vælger lige at spise morgenmad og pakke bilen, inden de begiver sig ud på vejene, siger han.

- Kan man undgå tidsrummet 11-15, og i stedet tage afsted tidligt på morgenen, sent på eftermiddagen eller først på aftenen, undgår man bedst den værste trafik.

Det vil være formentligt både være i øst- og vestgående retning, at trafikken bliver tæt mandag. Især på E45 fra Aarhus til Kolding forventes der trængsel på vejene.

Vindstød af stormstyrke

Vælger man at tage turen hjemad sidst på dagen mandag, skal man dog være opmærksom på vejret.

I morgen sidst på eftermiddagen og i aftentimerne vil der nemlig være risiko for vindstød af stormstyrke.

Ifølge meterolog Peter Tanev fra TV2 Vejret vil det i løbet af eftermiddagen kunne påvirke trafikken på Storebæltsbroen og Øresundbroen med restriktioner.

Travlhed på skinnerne

Også på skinnerne er 2. juledag år efter år en travl dag. DSB oplever dog, at antallet af passagerer på denne dag ikke lige så højt, som i dagen før jul. Dette skyldes formentligt, at flere vælger at tage hjem allerede på første juledag eller vælger at holde en længere juleferie hos familien.

Især i østgående retning - fra Jylland mod København - forventes der travlhed på 2. juledag, siger informationschef hos DSB Tony Bispeskov.

- Det er et mønster, vi ser år efter år. Vi har set, at der var flest, der rejste modsatte vej op til jul, og det betyder, at der vil være størst travlhed i den modsatte retning i dagene efter.

Tony Bispeskov understreger dog, at der vil blive påsat flere vogne alt efter, hvor højt man hos DSB kan se, at efterspørgslen ligger i juledagene.

- I særdeleshed i julen, men også efter corona, er der flere, der bestiller pladsbilletter, og det gør det meget nemmere at få logistikken til at hænge sammen med efterspørgslen, siger han.

Der er ifølge Tony Bispeskov meget få, der ikke køber pladsbilletter i juledagene.

- Mange har regnet ud, at når man både skal frem og tilbage, og har en del mere bagage med end sædvanligt, vil man gerne have styr på det, så man ikke havner i en situation, hvor man bliver nødt til at stå op undervejs, siger han.

Han anbefaler, at man i juledagene sørger for at bestille en pladsbillet og samtidig møder op i god tid inden afgang, da der kan være trængsel på perronerne.

Desuden forventer Sund & Bælt, ifølge TV2, meget trafik mellem klokken 10.00 og 14.00 i vestgående retning mod Fyn og Jylland og mellem klokken 11.00 og 16.00 i østgående retning mod Sjælland. Lige nu advares der om tåge på broen med sigtbarhed ned til 100 meter.