Festen i Hillerslev var i fare: Nu bliver der alligevel hyldest for Vingegaard i barndomsbyen

Det var tæt på at de lokale i Jonas Vingegaards barndomsby ikke fik sin fest. Men nu redder brugsen dagen.

Sidste år så festen i Hillerslev sådan ud.
Sidste år så festen i Hillerslev sådan ud.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Festen er reddet.

Indbyggerne i Jonas Vingegaards barndomsby - Hillerslev - får alligevel lov til at fejre deres byhelt til de sidste to etaper lørdag og søndag.

For byens Dagli'Brugs har taget storskærmsarrangementet i sine hænder.

- Det er utroligt vigtigt, for alle føler jo, at når det er Vingegaards fødeby, så bakker man op om ham, siger Ole Pedersen, som er brugsuddeler i Dagli'Brugsen i Hillerslev.

Brugsuddeler Ole Pedersen har sammen med bestyrelse og frivillige sikret festen.
Brugsuddeler Ole Pedersen har sammen med bestyrelse og frivillige sikret festen.
Foto: Ib Christensen (Arkiv, TV2 Nord)

Men med forventningen om stor opbakning kunne brugsens lokaler ikke længere række til hyldestfesten.

Derfor har de fået en til at sponsorere forsamlingshuset, for at der er plads til alle, som ønsker at se med.

På Facebook reklamerer Dagli'Brugsen i Hillerslev for festen.

Et fælles arrangement

Uanset hvad havde brugsen holdt et arrangement, men med den store interesse måtte de rykke i større lokaler.

- Vi har hele tiden planlagt, at når han kom i gult, så skulle vi have et arrangement i brugsen. Men mange sagde så, at når vi alligevel holdte et, kunne vi så ikke finde et sted med mere plads, siger Ole Pedersen.

Indtil videre håber Ole Pedersen, at der kommer over 100 personer, men hvor mange der reelt dukker op, får han først at se i weekenden.

Selvom brugsen i forvejen havde planlagt en lille fest, kræver det lidt mere nu, hvor de er rykket i større lokaler. For brugsen skal diske op med forsyninger, som de lokale kan købe.

- Brugsens bestyrelse og venner af brugsen har sagt, at det må vi klare, så det er et fælles arrangement. Der er vi heldige, at vi har en masse, som støtter op om os, fortæller Ole Pedersen.

Derudover har de samarbejdet med kanalen EuroSport, som har givet tilladelse til at vise Tour de France på storskærmen.

Sidste år var der også fest, da thyboen vandt sit første Tour de France. På søndag kan han så gøre det igen.

- Man vil jo rigtig gerne bakke op om det, for det er noget, vi kan være fælles om. Man er jo stolt som indbygger over, at en af vores lokale gør, som han gør, siger Ole Pedersen.