Tyske granater fundet i sø efter stor dykkeraktion

Det helt store udstyr blev fundet frem, da der skulle dykkes efter genstande fra 2. Verdenskrig.

Hjelmen her er en af de ting, der blev fundet i søen.
Hjelmen her er en af de ting, der blev fundet i søen.
Foto: Fotocollage Flemming Christensen

Gert Normann Andersen stillede med det helt store udstyr, da han hørte om en historie fra slutningen af 2. Verdenskrig.

Historien blev fortalt til ham af den 92-årige Jens Toft. Han tjente efter krigen i 1946 på en gård syd for Ribe.

Rygterne gik på, at tyske soldater havde smidt deres våben og udrustning i en mergelgrav i Hviding syd for Ribe.

- Sammen med naboen Karl fiskede jeg med en krog blandt andet et gevær op, og en måneds tid efter tog vi afsted igen og fik fat på en del granater og to maskingeværer, fortæller Jens Toft, mens han tænker 73 år tilbage.

Det var i 1946. 10 år efter som 29-årig vendte han tilbage, og denne gang dykkede han.

- Det gav en hel del af tyskernes personlige udstyr, gasmasker, stålhjelme og patrontasker. Jeg har siden drømt om at besøge søen igen.

Nyeste udstyr gav gevinst

Drømmen blev til virkelighed den 6. december. Gert Normann Andersen er kendt for sine dykkerekspeditioner på verdens have, og som ejer af JD-Contractor i Holstebro råder han over det nyeste udstyr til søgning af genstande på havets bund.

- Vi dykker ikke efter skatte. Det er historien, som, vi synes, er spændende. At finde en ny historie og få den af- eller bekræftet. Det er det, vi gør, fortæller Gert Normann Andersen, der styrede søslaget ved mergelgraven.

Søen er privat og ejes af gårdejer Mads Warming. Familien har aldrig, før ekspeditionen, givet tilladelse til at dykke efter våben i søen.

- Jeg håber, at de finder det der er. Våben med videre, så vi kan få ryddet op, så der ikke er mere at komme efter, oplyser han.

Søen blev scannet med det nyeste udstyr i jagten på fund fra de tyske soldater.
Søen blev scannet med det nyeste udstyr i jagten på fund fra de tyske soldater.
Foto: Anne Holst Moulvad

Han er meget imponeret over invasionen i forbindelse med dykket.

- Man kan måske godt sige, at det er at skyde gråspurve med kanoner, men jeg glæder mig til at se, hvad der er dernede. Det er især spændende, om der er en kanon.

For Jens Toft er det slut med at dykke selv, så han følger slagets gang fra familie Warmings lille hus ved søbredden. Det er første gang, han opholder sig ved søen lovligt.

- Jeg vidste godt, det var ulovligt dengang. Det var jo mørkets gerning. Jeg synes, at det er helt fantastisk, hvad der sker i dag. Det må jeg sige, siger han og lyser op i et stort smil.

Anderledes dyk

Gert Normann Andersen har foretaget mange dykkerekspeditioner på verdens have, og mange af hans fund findes på hans museum, Sea War Museum i Thyborøn.

Dagens operation er i en lidt anden skala, men udstyret er det samme.

- Det er selvfølgelig meget anderledes, for nu er vi inde i landet på en lille sø. Det som glæder os mest er, at vi ikke bliver søsyge i dag. Det er faktisk rimeligt blæsevejr i dag, og havde vi været til søs, så havde der været høje bølger, oplyser han.

- Vi tager det som en øvelse, for skulle det gøres op i kroner og øre, hvis det var en kunde, vi skulle gøre det for, så ville det være astronomisk dyrt. Vi har en stille periode i firmaet her om vinteren, og vi har jo grejet og folkene, så det koster stort set det samme.

Dagens fangst som bestod af alt fra granater og stålhjelm til et bundstykke til en kanon. Fundene vil senere blive brugt til en lille udstilling på Sea War Museum i Thyborøn.
Dagens fangst som bestod af alt fra granater og stålhjelm til et bundstykke til en kanon. Fundene vil senere blive brugt til en lille udstilling på Sea War Museum i Thyborøn.
Foto: Anne Holst Moulvad

Fremtiden bygger på historien

Jens Toft fra Højmark har hele sit liv beskæftiget sig med landbrug, maskiner og flyvere. Han er historisk interesseret og har blandt andet været med til at etablere Danmarks Flymuseum i Stauning.  Han har skrevet bøger om sit begivenhedsrige liv og har altid været drevet af eventyr.

Han følger hele dagen interesseret med fra søbredden, mens søen først bliver opmålt, scannet, analyseret og siden indtaget af tre dykkere.

Jens Toft dykkede selv i søen som ung. Nu kigger han til fra søbredden, men Gert Normans tropper undersøger søen.
Jens Toft dykkede selv i søen som ung. Nu kigger han til fra søbredden, men Gert Normans tropper undersøger søen.
Foto: Anne Holst Moulvad

Der går ikke lang tid, før der er gevinst. I krattet langs Ribe Landevej finder dykkerne blandt andet en snes 5 centimeters granater med hylster - alle til en PaK-kanon, nogle mortergranater, stålhjelme og gasmasker. De fandt også en bærbar computer, gryder, kander og flasker, som er havnet i søen på et langt senere tidspunkt.

- Men det mest spændende, vi fandt, var bundstykket til en kanon. Kanonen fandt vi ikke, men ved at fjerne bundstykket gjorde tyskerne kanonen ubrugelig. Den var nok for tung for dem at få smidt i søen, så måske har de efterladt den ved grænsen et sted i 1945, konkluderer Gert Normann Andersen.

Søværnets Minørkorps er orienteret om granaterne, som de skal uskadeliggøre, så de dermed ikke er til fare for mennesker i fremtiden, der skulle finde på at fiske i søen.

Sammen med Jens Tofts historie har ekspeditionen bidraget til, at eftertiden kan huske historien om tyskernes kapitulation og afslutningen på 2. Verdenskrig.

- Hele fremtiden bygger på historien, og derfor bruger jeg krudt på det, slutter Gert Normann Andersen.

De fleste af fundene kan ses på lille udstilling på Sea War Museum i Thyborøn sammen med Jens Tofts fortælling.

13:36
Jens Toft på 92 år vender tilbage til en mergelgravs-sø syd for Ribe for at lede efter udrustning og våben som tyskerne kastede i søen efter 2. Verdenskrig.
Foto: Hans Vittarp og Jens Svenning, TV MIDTVEST