Frontalt sammenstød på hovedvej
Opdateret med flere oplysninger.
Hovedvej 11 har mandag aften været helt spærret nordøst for Thisted efter et frontalt sammenstød mellem to biler.
Ingen er kommet livstruende til skade, siger vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Vejen er nu genåbnet, skriver P4 Trafik, og der er ryddet op efter uheldet.
Sammenstødet skete mellem Skovsted og Østerild omkring klokken 18.15. En kvindelig bilist kørte i nordøstlig retning og stødte sammen med en mandlig bilist, som kørte i retning mod Thisted.
- Det tyder på, at den ene part skred ud, og den anden forsøgte at undvige, siger vagtchefen.
Den mandlige bilist er sendt til tjek på sygehuset i Thisted. Kvinden er sendt til sygehuset i Aalborg.
- Det er beskrevet som trauma men ikke livstruende, siger Simon Skelkjær.