Med få måneders mellemrum under sommeren 1944 sprang to miner i luften og tog 12 fiskere med sig i døden.
11 kvinder blev enker, og 24 børn stod pludselig uden deres far og forsørger.
Det her er fortællingen om, hvordan Anden Verdenskrig blev altødelæggende og for alvor satte sine spor i det lille fiskersamfund, Klitmøller.
Klitmøller, 1. juni 1944:
Fiskekutteren Arken sejler ud for at fiske i Nordsøen. Omkring klokken 11.00 hører en anden kutter, Svanen, der fisker 300 meter derfra, en kæmpe eksplosion. Da Svanen når hen til Arken, er der kun vragrester tilbage og ingen spor efter besætningsmedlemmerne. De omkomne er: Fiskeskipper Chresten Odder Pedersen samt fiskerne Aksel Andersen Grønkjær, Karl Oddershede Pedersen og Chresten Christensen Odder. Alle fra Klitmøller. I politirapporten står der, at ”ministeriet må antage, at forliset skyldes krigsårsager”.
Ja, forliset skyldtes formentlig krigsårsager, da Arken med høj sandsynlighed sejlede på en af nazisternes mange miner i Nordsøen. Medierne var underlagt censur under krigen, og det var derfor ikke muligt for pressen at skrive præcis, hvad der var sket, og dermed direkte bebrejde tyskerne for de fire fiskeres død.
En af dem, der stod tilbage med sorgen og savnet, var Anders Madsen. Han var otte år dengang, han mistede sin fætter, fisker Chresten Christensen Odder.
- Det tog hårdt på min mor, for hun havde passet ham, da han var lille. Vi andre synes også, det var forfærdeligt, fortæller Anders Madsen, der i dag er 85 år gammel.
Mens de voksne havde svært ved at komme sig over chokket, var det anderledes for børnene.
- Vi var jo børn, så vi kom jo hurtigt ovenpå igen. Også de børn som det gik ud over. Dem, det gik ud over, blev faktisk lidt til vores helte. Det var vildt, at fiskerne ville sætte livet på spil for at tjene til føden. Vi synes som drenge, at det var modigt gjort, erindrer Anders Madsen.
Da det meste af chokket havde lagt sig, skulle det vise sig, at nazisternes miner ikke var færdige med at sætte sine spor i Klitmøller. To måneder senere led to fiskerkuttere samme skæbne.
- Det var næsten som om, det tog livet af de voksne. I lang tid, husker Anders Madsen.
Klitmøller, 3. august 1944:
Fiskekutterne Gefion og Emanuel sejler torsdag morgen ud fra Klitmøller for at sejle nogle dage ud for Thyborøn. Emanuel får dog motorstop og kommer på slæb efter Gefion. De sejler derfor hjem før tid. Hvad, de ikke ved, er, at nazisterne netop har lagt miner ud i Nordsøen, og en af dem støder de otte intetanende fiskere på. Ingen ser noget, men skibsvrag driver få dage senere i land. Dermed går det op for familierne i Klitmøller, at verdenskrigen igen viser sig fra sin grimmeste side. De omkomne er: Gefions fiskeskipper Albert Marinus Holler, Emanuels fiskeskipper Anders Andersen samt fiskerne Thorvald Andersen Grønkjær, Johannes Brund, Niels Christian Vegebjerg, Jens Emil Andersen, Thomas Christian Andersen og Kyora Grønkjær. Alle fra Klitmøller.
Tilbage i Klitmøller stod nu yderligere 18 børn uden deres far, og delte dermed skæbne med de seks, der tidligere på sommeren, oplevede det samme.
En af dem, der stod tilbage, var Kristian Holler, søn af fiskeskipper Albert Marinus Holler.
Trods den alvorlige ulykke blev Kristian Holler fisker, og det samme gjorde to af hans i alt ti børn, sønnerne Ivan og Klaus Holler. Selvom Kristian Holler var stolt, så var der også en frygt i ham, når de to sønner var afsted på havet sammen.
- Det var han ikke glad for. Hvis det var dårligt vejr, og vi ikke gav lyd fra os… Det var han ikke glad for, fortæller Klaus Holler.
Ulykken satte også en angst i Kristian Hollers kone Elly Holler. Hun fik aldrig et godt forhold til havet efter ulykken.
- Jeg kunne mærke på hende, hvor bange hun var. Jeg kunne se det på hende. Jeg tror, hun var bange gennem hele livet, fortæller Alice Odgaard Holler.
Klitmøller, 6. august 1944:
Fire dage efter, at kutterne Emanuel og Gefion sejler ud fra Klitmøller, får de pårørende vished om deres mænd og fædres skæbne. Særligt hårdt går det ud over Anine Andersen, der sidder i hjemmet på Bavnbak kun få hundrede meter fra havet. Hendes mand, to sønner og en svigersøn – besætningsmedlemmerne på Emanuel – dør alle sammen. Tilbage står Anine nu kun med en søn og datter.
Anine Andersens barnebarn, Anders Andersen – opkaldt efter Anines mand fiskeskipper Anders Andersen – kom meget hos sin bedstemor. Han er ikke i tvivl om, at hun aldrig kom sig over ulykken, der tog det meste af hendes familie.
- Hun var meget bitter, det var hun. Hun var meget tillukket, og der var dæleme ikke mange smil der. Det var der godt nok ikke. Hun kunne godt pludselig sidde henne i et hjørne og græde. Det var jo, når minderne kom. Det er der jo heller ikke noget at sige til, fortæller Anders Andersen.
Selvom ulykken fyldte meget hos bedstemor Anine Andersen, var det aldrig noget, som hverken hun eller Anders Andersens far, Viggo Andersen, snakkede om.
- Selvfølgelig har jeg hørt om den, men det er ikke noget, der er blevet snakket om i min familie, fordi det var ikke noget, de ønskede at tale om. Så det gjorde man ikke, siger Anders Andersen.
Først 28 år efter ulykken, i 1972, lykkedes det en journalist fra ugebladet Ude & Hjemme at få både Anine Andersen og Viggo Andersen til for alvor at åbne op.
- Der gik det rigtig op for mig, hvad der var sket. Jeg vidste da godt, at de var væk. At de var gået på en mine under krigen, men det var først, da det blad kom, at det sådan rigtigt gik op for mig. Det var ret specielt. Det må jeg sige. Det var det, husker Anders Andersen, som har læst artiklen mange gange siden – både for sig selv og med sin kone og børn.
Ugebladartiklen var med til at give Anders Andersen vished om ulykken, men i høj grad også en forståelse af, hvorfor hans bedstemor og ikke mindst far var, som de var.
- Han stod jo som ene mand i familien som 17-årig, så han fik et stort ansvar. Det har nok også påvirket ham. Helt sikkert. For han kunne godt være temmelig streng, fortæller Anders Andersen.
Fiskeriet var en naturlig del af hele familien Andersen, og Viggo Andersen skulle have fulgt i faderens og brødrenes fodspor – hvis altså ikke det var for ulykken. På grund af den blev hverken Viggo eller Anders Andersen fiskere, og fiskeriet som levevej stoppede derfor endegyldigt for deres slægt den sommer i 1944.
Det er nu 76 år siden, at de to ulykker gjorde 24 børn faderløse og kastede sorg over et hel samfund. Chokket har for længst lagt sig, og sorgen er svundet ind, men de dybe spor derefter er stadig at finde i Klitmøller.
Efterkommere af de 12 fiskere er her i dag i anden, tredje og fjerde generation. Selvom ikke mange af dem var født, dengang ulykken indtraf, så har det på forskellig vis påvirket dem og deres liv gennem tiden.
Èn ting er det, de efterladte bærer med sig så mange år efter - en anden ting er den evige påmindelse, som borgerne i Klitmøller får, når de besøger byens kirkegård.
Her er der rejst en mindesten, der til evigtid skal hylde de krigsforliste fiskekuttere og deres i alt 12 besætningsmedlemmer.
Stenen blev rejst året efter ulykken. Få måneder efter Danmarks befrielse, og dermed få måneder efter slutningen på den krig, der i den grad efterlod et forandret Klitmøller.
