Heldig thybo vinder millioner - og sender Thisted på vej mod 2021-niveau

To spillere fra landsdelen er i løbet af weekenden blevet mange millioner rigere.

I løbet af 2021 blev to personer fra Thisted millionærer efter at have spillet ved Danske Spil. Nu har man allerede fundet 2022's første millionær.
I løbet af 2021 blev to personer fra Thisted millionærer efter at have spillet ved Danske Spil. Nu har man allerede fundet 2022's første millionær.
Foto: Pressefoto

For to af landsdelens Lotto-spillere har weekenden været ekstra sød. 

Både i Thisted og Viborg er der ifølge Danske Spil nu to personer, der er blevet adskillige millioner rigere. 

Det skriver spilselskabet i en pressemeddelelse

Den største gevinst er endt hos en spiller fra Thisted, der lørdag ramte syv rigtige tal og dermed kan hente syv millioner kroner fra Lotto. 

Kuponen er ifølge Danske Spil blevet købt hos tankstationen Kvix på havnen i Thisted.

På vej mod 2021-niveau

I Viborg er der blevet indkasseret lige knap 2,5 millioner kroner til en spiller med et såkaldt Plus-abonnement. 

De mange penge stammer fra Eurojackpot, hvor viborgenseren løb med en delt andenpræmie ved fredagens udtrækning. 

Med weekendens to heldige spillere er Thisted Kommune allerede godt på vej til at tangere antallet af nye millionærer i 2021. Her var der ifølge Danske Spil to nye millionærer.

I Viborg Kommune var der sidste år fem borgere, der kunne kalde sig millionærer efter at have spillet gennem Danske Spil.