Axelgaard har Vingegaard som favorit på kongeetape
Efter dagens sprinteretape kulminerer klassementskampen torsdag med en sjældent brutal kongeetape, der slutter på frygtede Col de la Loze.
Se 18. etape af Tour de France uden afbrydelser på TV 2 Play
Bjergetape
171 km
Torsdag 24. juli 2025
Vif > Courchevel (Col de la Loze)
Start/mål: 12.20 / ca. 17.25
Se med på TV 2 og TV 2 Play 11.15
Favoritter
⭐⭐⭐⭐⭐ Jonas Vingegaard
⭐⭐⭐⭐ Tadej Pogacar, Felix Gall
⭐⭐⭐ Thymen Arensman, Ben Healy, Carlos Rodriguez, Tobias Johannessen, Lenny Martinez
⭐⭐ Valentin Paret-Peintre, Einer Rubio, Enric Mas, Primoz Roglic, Harold Tejada, Michael Storer, Santiago Buitrago
⭐ Ben O’Connor, Jordan Jegat, Cristian Rodriguez, Sergio Higuita, Gregor Mühlberger, Guillaume Martin Michael Woods, Warren Barguil, Callum Scotson, Raul Garcia Pierna, Ilan Van Wilder
BEMÆRK: Jeg giver kun Pogacar og Vingegaard en chance for at vinde fra et favoritopgør, og derfor har Florian Lipowitz, Oscar Onley og Kevin Vauquelin ikke fået stjerner, da jeg ikke regner med, at de går i udbrud og således får svært ved at vinde etapen. I analysen nedenfor har jeg afsnit, hvor jeg redegør for det forventede styrkeforhold mellem favoritterne, og trods de manglende stjerner regner jeg med, at Lipowitz er tredjestærkest.
Kort om etapen
Det er løbets kongeetape og med sine mere end 5600 højdemeter en af de mest brutale i nyere tid. Den har det hele med lange stigninger, mange højdemeter og tårnhøje højder, og der skal endda sluttes på frygtede Col de la Loze. Fra denne side er stigningen ikke så svær, som den er fra den velkendte side, men efter så hård en dag kan de første 13 km og ramperne mod toppen gøre stor skade.
Det er den etape, der passer Jonas Vingegaard allerbedst, og jeg regner med, at Visma iværksætter den store offensiv. Først skal de have forposter afsted på Glandon, og her får vi de første svar på, om Tadej Pogacar er ovenpå eller ej. Går UAE efter etapen, som han inden løbet klart indikerede, at de ville gøre, eller lader han også denne etape sejle, som han har gjort to gange i træk? I sidstnævnte tilfælde kan de dog stadig have et ønske om at holde Visma-forposter i snor, hvad der taler imod en udbrudssejr, men frygter han Vingegaard, kan han også vælge selv at sende forposter afsted. I sidstnævnte tilfælde har udbruddet en reel chance, fordi begge de to hold så har en interesse i at gøre forposterne brugbare og give lang snor
Visma vil formentlig begynde at lægge presset på Madeleine, men når de har sendt deres bedste bjergryttere afsted som forposter, er der grænser for, hvor stærkt de kan køre, hvad der igen giver udbruddet en chance. Jeg tror dog, at der er en god chance for et Vingegaard-angreb allerede på Madeleine, og hvis vi får et forfølgelsesløb hele vejen derfra mellem ham og Pogacar, har udbruddet ingen chance. Hvis derimod han venter til Col de la Loze eller ikke kan sætte Pogacar, får udbruddet igen noget luft og en mulighed.
Jeg tror dog, at det bliver hentet. Jeg regner nemlig med, at Vingegaard går all-in på Col de la Loze. Nu er det slut med at holde tilbage, og da hans vej til at sætte Pogacar altid er at slide ham ned, vil jeg tro, at han kører stigningen mere eller mindre som en bjergenkeltstart uden tanke for konsekvenserne – og så må Pogacar følge med eller køre kontra, hvis han kan. Hvis Vingegaard giver den fuld skrald på hele Col de la Loze, er det svært at tro, at et udbrud kan holde, og så må tiden vise, om Vingegaard eller Pogacar er stærkest. Som jeg argumenterer for nedenfor, tror jeg mest på danskeren.
Betydning for klassementet
Det er løbets kongeetape og utvivlsomt den etape, der kan gøre størst skade. Det sørger den samlede sværhedsgrad for, men det gør designet af Col de la Loze også. Modsat den velkendte og sværere opkørsel er denne vanskeligst over de første 13 km, mens den flader ud midtvejs frem mod nogle stejle ramper til sidst. Det taler for, at Jonas Vingegaard skal komme med sit angreb tidligt, hvor der også er medvind, og dermed er der lagt op til en alenlang finale, der kan blive endnu længere, hvis Vingegaard angriber og kommer væk allerede på Madeleine.
Med udsigt til en lang finale mellem verdens to i særklasse bedste bjergryttere regner jeg med gigantiske afstande, og dermed bliver det formentlig den klart vigtigste etape – i hvert fald hvis Vingegaard griber etapen an, som jeg tror. Som udgangspunkt er det også en etapetype, der passer danskeren godt. Det er utvivlsomt den, han har udset sig som sin bedste chance for at vinde tid på Pogacar, og med udsigt til at forskellen kan gøres enten på Madeleine eller på den nedre del af Col de la Loze, er det også her, han på papiret har den bedste chance for at vinde megen tid.
Ruten
Menuen i Pyrenæerne var voldsom, men det betyder bestemt ikke, at der er skruet ned for modbydelighederne i Alperne, der for andet år i træk vil være rammen om løbets afgørelse. Besøget på Mont Ventoux er formentlig årsag til, at der i år kun er to alpeetaper på programmet, men hvad der mangler i kvantitet, kompenseres der for i sværhedsgrad. Der lægges nemlig ud med et bæst af en kongeetape, som byder på tre store bjergpas, og som med små 5700 højdemeter må være en af de voldsomste bjergetaper i flere år. Det hele slutter endda i mere end 2300 m højde på toppen af frygtede Col de la Loze, der efter besøgene i 2020 og 2023 er med for tredje gang. Denne gang benytter man ganske vist en ny og lettere opkørsel, men kombinationen af etapens samlede sværhedsgrad, dens placering i løbet og målbjergets længe og højde bør stadig være rigeligt til at skabe et voldsomt drama. Denne torsdag kan vi trods fredagens bjergetape meget vel kende den samlede vinder, og Jonas Vingegaard vil utvivlsomt have udset sig netop denne dag som etapen, der passer ham bedst – ikke mindst når det hele slutter med et bjerg, som Tadej Pogacar kun har dårlige minder fra ved de to foregående besøg.
Med en distance på 171,5 km er der igen tale om en i moderne Tour-sammenhæng sjældent lang bjergetape, og den fører feltet fra Vif til toppen af Col de la Loze, der for første gang skal bestiges fra Courchevel- og ikke Meribel-siden. Startbyen ligger midt i Alperne lige syd for Grenoble, men fra start er arrangørerne nådige. Således lægger man efter en lille sløjfe ud med at køre mod øst og nordøst ad lange, lige og let stigende dalveje frem til byen Allemond, der nås efter 36,0 km, idet man undervejs kører dagens spurt allerede efter 23,7 km.
Umiddelbart herefter går det imidlertid for alvor løs, når man kører mod nord og nordøst op ad Col du Glandon (21,7 km, 5,2%), der er uden for kategori og en højst ujævn stigning. Starten er vanskeligst, da de første 5,8 km stiger relativt jævnt med 8,2% i snit, men derefter følger et længere plateau, der endda undervejs er let faldende, indtil stigningen efter 10 km igen tager fat. Her venter 6,6 med 8,0%, inden man igen rammer et plateau, der over 4 km igen inkluderer en lille nedkørsel, hvorefter stigningen til slut tager fat med 2,6 kilometer med 7,3% frem mod toppen, der i 1924 m højde rundes efter 62,3 km.
Herfra resterer fortsat 109,2 km, der indledes med en ret blandet nedkørsel med både tekniske og relativt lange, enkle passager. Den fører mod nordøst ned til byen La Chambre, hvor man med det samme forlader dalen for at køre mod nordøst op ad berygtede Col de la Madeleine (19,2 km, 7,9%), der ligeledes er uden for kategori. Der er tale om en helt klassisk stigning fra de franske alper, da den stiger nærmest helt jævnt uden udsving hele vejen frem til toppen, der i 2000 m højde rundes efter 104,6 km.
De sidste 66,9 km indledes nu med en igen meget blandet nedkørsel med både tekniske og lange, lettere passager, og som fører mod nordøst tilbage til dalen. Her drejer man mod sydøst for at køre ad en let stigende dalvej ind gennem Moutiers, der passeres efter 137,8 km, og frem til Brides-les-Bains, hvor etapen igen tager fat efter 144,2 km.
Herfra kører man nemlig mod sydøst, syd, sydvest, nord og slutteligt vest op ad Col de la Loze (26,3 km, 6,5%), der også er uden for kategori. Fra denne side er den vanskeligst i bunden, hvor den over de første 13 km stiger relativt jævnt med 7-9%, inden der venter 9 lettere kilometer, hvor stigningsprocenten holder sig under 7 og oftest også under 6. Derefter følger til gengæld det vanskeligste stykke med 10,2% over 1200 m, inden den næste kilometer er let faldende. Her rammer man en cykelsti, der benyttes over de sidste 4 km, og som er højst irregulær og igen lidt stejlere, da der efter plateauet venter først 2 kilometer med hhv. 7,9% og 9,6%, dernæst 750 m med 5,6% og slutteligt 650 m med 8-8,5%, inden man når toppen i 2304 m højde. Stigningen har undervejs en del hårnålesving, men de sidste kommer med 3100 m, 2800 m og 1600 m igen, og derefter er der kun en 90-graderskurve med 900 m, inden en let snoet og 4 m bred vej bugter sig ind på den 80 m lange opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5792 højdemeter.
Historisk
Col de la Loze har kun tre gange tidligere været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Tour de l’Avenir i 2023, hvor Isaac del Toro indledte sit comeback i løbet ved at vinde en spurt over Matthew Riccitello, mens Davide Piganzoli som nr. 3 smed 30 sekunder. Touren besøgte bjerget for første gang i 2020, da Miguel Angel Lopez tog en af karrierens største sejre ved at køre alene hjem med 15 sekunder ned til Primoz Roglic, der endelig lykkedes med at sætte Tadej Pogacar, ligeledes med 15 sekunder. Stigningen gjorde debut i Tour de l’Avenir i 2019, hvor Alexander Evans vandt en bjergenkeltstart med 12 sekunder ned til Michel Ries og 24 sekunder ned til Clement Champoussin. Touren var også ovre bjerget i 2023, da Felix Gall sejrede, og Tadej Pogacar kollapsede, men her havde man mål efter toppen i byen Courchevel. I alle de ovennævnte løb benyttede man en anden og stejlere opkørsel end den, der benyttes i år.
Vejret
Årets vejr har været meget blandet med både en kold og blæsende start og stegende hede undervejs, og det ser ud til, at løbet slutter, som det begyndte. Besøget i Alperne ser i hvert fald ud til at blive koldt og regnfuldt. Således lægges ud med en skyet torsdag, der kun vil have lidt sol. Temperaturen vil være 15 grader ved starten og i dalstykkerne generelt 20-21 grader, mens den vil være 19 grader et stykke oppe af Col de la Loze. I starten vil nedbørsrisikoen være 10%, men i bunden af første stigning vil den allerede være 40-45%, og sådan vil det være gennem hele etapen, hvor nedbøren vil falde som byger eller kraftige tordenbyge, idet den dog vil tiltage til 70% op ad Col de la Loze. Vinden er svær at blive klog på. Den vil bare være let (9-11 km/t), men retningen vil skifte meget. Den vil starte i nord og være i nordvest, når de rammer Glandon, mens den vil være tilbage i nord på Madeleine. Efterfølgende vil den igen være i nordvest, men det ser så ud til, at den går i vestsydvest undervejs på turen op ad Col de la Loze. Det giver side- og sidemedvind frem til Glandon, hvor der vil være sidemodvind på det meste af stigningen. Det gælder også på nedkørslen og på ad Madeleine, idet man efter toppen får først sidevind og siden medvind. Umiddelbar vil der være sidevind på hele den første del af Col de la Loze, men kan vi stole på, at reningen skifter, får man omkring Courcvel med 14,9 km igen mere side- og sidemodvind. Kort efter byen følger et stykke med modvind, inden man med 4 km igen får sidemedvind og slutteligt sidemodvind over de sidste 1600 m.
Analyse af 17. etape
Favoritterne
Da Tour-ruten blev præsenteret i oktober, var der mange ting, man kunne dvæle ved. Der var de mange puncheuretaper i den første uge, der var den første bjergenkeltstart i 21 år, og der var den usædvanlige bagtyngde, hvor alle bjergetaper var koncentreret over de sidste 10 etape.
Hvis der var én etape, der fik særlig opmærksomhed, var det dog nok årets kongeetape. Det siger sig selv, at en kongeetape pr. definition skal være voldsom, men i en Tour, hvor der generelt er skruet op for voldsomhederne, skal også den naturligvis have en ekstra tand. Derfor var der utvivlsomt mange, der fik noget galt i halsen, da de så, hvad Christian Prudhomme havde på menuen til løbets sidste torsdag.
Det er nemlig skrap kost. Mere end 5600 højdemeter er i hvert fald ikke det typiske billede for en grand tour. Man kommer ikke sjældent over 5000 højdemeter i Giroen, men det sker som regel på nogle af løbets ofte meget lange etaper. Årets kongeetape er skam længere end de fleste bjergetaper, der i moderne Tour-sammenhæng næsten altid er korte, men når vi taler 171,5 km, vil man i Giroen stadig tale om en kort etape – i hvert fald indtil man i 2024 begyndte at skrue ned for distancerne. De godt 5600 højdemeter er endda endnu voldsommere end på kongeetapen i 2023, hvor man nåede op på 5400 af slagsen på en etape af nogenlunde samme længde, og som allerede dengang blev beskrevet som noget af det vildeste, mange ryttere havde prøvet.
Det er virkelig også skrap kost, der er på programmet. Hele tre alpetinder er på programmet, og de er alle af den lange slags. Måske skal vi kun over de 2000 m én gang, men vi skal kysse den skarpe grænse alle tre gange, og til slut skal vi på Col de la Loze helt op, hvor luften bliver rigtigt tynd i mere end 2300 m højde. Dermed har etapen det hele: lange stigninger, mange højdemeter og tårnhøje højder.
Det er som bekendt alt det, et Vingegaard-hjerte kan begære, og derfor er der ingen tvivl om, at det var denne etape, Jonas Vingegaard zoomede ind på, da han planlagde, hvordan han skulle vinde Touren. At den samtidig kommer dybt inde i den tredje uge, hvor danskeren historisk har haft en overhånd, har kun gjort det til en endnu mere oplagt chance, og er der en dag, hvor nedslidningsstrategien har størst chance for at få effekt, er det på denne etape. Det er nu, vi skal se, om vi stadig lever i en verden, hvor Vingegaard restituerer bedst og er bedst i de høje bjerge, hvis de kommer sent i en grand tour, og om Tadej Pogacar stadig kan slides ned, eller om han simpelthen bare er blevet for god.
Etapen har endda en lidt symbolsk karakter. Den etape, der kommer tættest på denne, hvis man ser på nyere Tour-historie, er den omtalte kongeetape i 2023. Det gør den både i forhold til distance, design og antallet af højdemeter, og ikke mindst fordi man skal over Col de la Loze. Det skulle man som bekendt også dengang, og når Vingegaard stadig kan tillade sig at drømme lidt om en Tour-sejr, handler det jo om, at det var på netop den etape, at Pogacar var både ”gone” og ”dead”.
Der er dog to markante forskelle på de to etaper. Den ene vil Vingegaard glæde sig over. Denne gang er der nemlig mål på toppen, som der også var, da Miguel Angel Lopez indviede det ”nye” bjerg ved at vinde ved første besøg i 2020 – på en dag, hvor Pogacar i øvrigt også havde det svært og smed 15 sekunder til rivalen Primoz Roglic. Det vil alt andet lige altid være en fordel, fordi risikoen for at smide vundet terræn på en nedkørsel, hvor han i dag er mere forsigtig, selvfølgelig er til stede.
Den anden væsentlige forskel ærgrer han sig til gengæld over. Man skal bestige Col de la Loze fra en ny og lettere side, og den er altså ikke så brutal som den, der er blevet benyttet de første to gange. Som den kendte opkørsel er den ret ujævn nær toppen, hvor den har nogle stejle ramper, men derudover er den sværest i bunden. Her gør de første 13 km også ondt med de 7-9%, men derefter følger altså også ni ret lette kilometer, hvor det bliver svært at gøre forskelle. Det er meget anderledes end den klassiske opkørsel, der er 5 km kortere, men er lettest i bunden og til gengæld er meget svær over de sidste 6-7 km.
Det betyder ikke, at det er et let bjerg. Vi taler trods alt om hele 13 svære kilometer, inden den flader ud, og når stigningen samtidig kommer efter så voldsom en dag med to så lange stigninger, kan man gøre rigeligt med forskelle allerede her. At den så efterfølgende flader ud, vil ikke betyde, at der automatisk kommer en regruppering, hvis man allerede sidder spredt mand mod mand. Tværtimod betyder stigningens voldsomme længe, at der er masser at tid til at øge, selvom det bliver lettere frem mod de sidste ramper.
Med alle disse ord har jeg allerede ”afsløret”, at det er denne dag, Visma planlægger det helt stor attentat. Når Vingegaard på hviledagen sagde, at han var klar til at satse 2. pladsen, er det formentlig denne etape, han har i tankerne. I de ord lå jo en indikation af, at han ikke skal vente til sidste bjerg, når han har så meget tid, der skal vindes, og det kunne jo lugte af en stor offensiv allerede på Madeleine.
Det tror jeg også, han har i tankerne, men helt sikker er jeg ikke. Col de la Loze er i sig selv så langt et bjerg, at han godt kan tillade sig at vente. Det gælder særligt, når der desværre for ham vil være modvind på Madeleine. På denne etape er Col de la Loze så voldsom, at han godt kan tillade sig at vente til finalen, og så kan han vente med den store offensiv til 19. etape, hvor man i højere grad skal angribe tidligt, hvis man skal vinde mere tid, da målbjerget her er noget lettere.
Mit gæt er dog stadig, at Vingegaard planlægger den store offensiv, selvom modvinden er en streg i regningen. Han er helt sikker af den overbevisning, at en lang finale er til hans fordel, så jo tidligere han kan få en duel mand-mod-mand, jo bedre. Det havde bare været lettere, hvis der havde været medvind på Madeleine, for nu bliver det dels vanskeligere at sætte Pogacar, og dels slider Vingegaard mere på sig selv, hvis han skal forsøge at slide sin rival ned med det hårde tempo, som er hans vej til at knække sloveneren.
Den første del af den plan er at få forposter afsted. Jeg føler mig helt overbevist, at en eller to – formentlig to – af Simon Yates, Sepp Kuss og Matteo Jorgenson skal skydes afsted på Glandon. Måske klatrer Victor Campenaerts endda så godt, at han også kan blive relevant som forpost, men det er som udgangspunkt kun klatrerne, der kan få den rolle.
Jeg regner nemlig med, at udbruddet kører sent. Der er ganske vist ca. 40 km frem til bunden, men jeg tror, at Lidl vil forsøge at holde det samlet frem til spurten. Nu har Jonathan Milan reelt vundet trøjen, og derfor kan det godt være, at de lader spurten fare, men da de alligevel ikke kan vinde etapen, og da Milan stadig kan miste trøjen, hvis Pogacar vinder begge bjergetaper og i Paris – men det er med al sandsynlighed også det, der skal til – kan de vel lige så godt hamre sømmet i med det samme ved at vinde den tidlige spurt.
Derefter er der stadig 15 km, hvor man kan få et forspring, og det ser man faktisk tit, fordi alle sparer sig til stigningen. Det er bare også sandsynligt, at angrebskampen bliver lang, og at eksempelvis Bahrain vil holde det i snor, så Lenny Martinez kan køre væk på Glandon, fordi han er på udebane i den flade start, men skal ramme udbruddet, hvis han vil vinde bjergtrøjen, hvad der i forvejen ser svært ud, når der er 40 point på Col de la Loze. Mit gæt vil derfor være, at udbruddet først kører på Glandon, og selv hvis der kommer tungere folk afsted forinden, vil de næppe få et forspring, der gør, at de kan overleve stigningen, hvor jeg regner med en byge af angreb.
Allerede her får vi et signal om, om Pogacar er bange eller ej. Inden løbet indikerede han klart, at han meget gerne ville vinde denne etape og have revanche efter nederlaget for to år siden. Hvis UAE med det samme kører så stærkt på Glandon, at de går efter etapen, er det en klar indikation på, at sloveneren ikke føler sig mærket.
Det er dog også givet, at Visma forsøger at få forposter afsted, og det kan UAE angribe på to måder, hvis de er bange for Vingegaard. De kan forsøge at holde forspringet så lille, at forposterne ikke bliver brugbare. Hvis de gør det, kan det være svært at se, om Pogacar er bange eller ej, for så vil det ske med hårdt tempo – og hårdt tempo kan både tolkes som frygt for forposter og som et udtryk for at ville vinde etapen. Hvis til gengæld UAE selv begynder at sende forposter afsted – og det er den anden måde at reagere på Visma-forposter – er det en indikation af, at sloveneren er bekymret. I det tilfælde vil han nemlig nok vurdere, at han har mere glæde af sine forposter til at begrænse en krise, end Vingegaard har af sine for at vinde tid, og i den situation er de nødt til at lade udbruddet få et forspring, fordi de så har en fælles interesse i at gøre forposter brugbare.
For nogle dage siden havde jeg sagt, at et udbrud ikke havde en chance, fordi Pogacar ville vinde etapen, men så sikker er jeg slet ikke længere. Som jeg beskrev grundigt i gårsdagens analyse, ser jeg klare svaghedstegn hos sloveneren, og han har nu to gange givet afkald på etaper, han tydeligvis havde bestemt sig for at vinde. Det kan derfor sagtens ske for tredje gang, og at han hellere sender egne forposter afsted fremfor at jagte etapen – eller bare undlader at køre stærkt, fordi det er Vingegaard, der har glæde af det hårde løb.
I det scenarium har udbruddet en ret god chance. Da vil det være Visma, der skal starte presset, men det kan de ikke gøre alt for tidligt. Det er vigtigt, at deres forposter kan bruges, og jo længere de venter, jo bedre er chancen for et udbrud. Samtidig er Visma mildt sagt ikke stærke, hvis de har sendt deres bedste klatrere afsted som forposter, og hvis Matteo Jorgenson stadig er i krise, og derfor er der altså grænser for, hvor hårdt et pres de kan lægge, når først de går i gang. De kan dog få hjælp, for jeg har en ide om, at Felix Gall, Carlos Rodriguez og/eller Ben Healy vil angribe fra distancen, og så har vi set, at top-10-holdene kommer frem.
Hvis så Vingegaard samtidig venter med sit angreb til Col de la Loze, hvor det kan være godt at have forposter på det ”flade” stykke, er chancen for en udbrudssejr stor. Den første forudsætning for det scenarium er naturligvis, at UAE ikke går efter etapen, og med tanke på, at Pogacar har virket sårbar, og at han to gange har smidt etapehåndklædet i ringen, anser jeg det som ret sandsynligt, at han er klar til at droppe også denne etape.
Om udbruddet holder, vil derfor meget afhænge af, om Vingegaard lykkes med et angreb på Madeleine. Hvis han gør det, og vi får det vildeste forfølgelsesløb allerede derfra, bør et udbrud være dødsdømt. Hvis Vingegaard og Pogacar kører fuld gas og endda samler forposter op undervejs, bliver alle hentet næsten uanset, hvor stort et forspring de har.
Det bliver mere tricky, hvis Vingegaard ikke kan sætte Pogacar, for hvad gør han så? Han kan så fortsætte med at føre hele vejen til toppen, men det er også risikabelt i modvind. Han kan derfor også kalde forposter tilbage allerede her. Det vil så være for at fastholde presset på Pogacar, men så vil han mangle dem i finalen, hvis han kører væk. Den sidste mulighed er at vente på, at Pogacar eller han selv får hjælpere op, og hvis det sker, har udbruddet en ret god chance for at sejle væk igen.
Med andre ord kan udbruddet godt hold. Hvis UAE ikke går efter etapen eller er stærke nok – og særligt førstnævnte synes sandsynligt – hvis Vingegaard med sit svage hold venter til Col de la Loze, eller hvis han stopper en offensiv på Madeleine, fordi han ikke kan sætte Pogacar, er vejen banet for en udbrudssejr.
Jeg tror dog, at de bliver hentet. Hvis Madeleine-offensiven mislykkes, vil det være klogest at kalde forposterne tilbage for at holde presset på Pogacar, for de er bedre brugt her end i medvinden på Col de la Loze, hvor han alligevel vil være mere overladt til sig selv, fordi det går op ad resten af vejen.
For det andet tror jeg, at Vingegaard går all-in på Col de la Loze. På Ventoux og Superbagneres holdt han igen, fordi han blev for sårbar i modvinden, men den form for konservatisme er der ikke råd til længere. Skal han vinde Touren, skal han satse det hele, og derfor må han køre stigningen, som var det en bjergenkeltstart. Han sætter ikke Pogacar med sine accelerationer, men gør det med sit tempo, og det må derfor være planen: hvis ikke han er kommet væk på Madeleine, skal Col de la Loze køres så stærkt som muligt fra top til bund, og så må Pogacar følge med, hvis han kan – og hvis han så får Pogacar i nakken til sidst, er det bare ærgerligt. Så vinder sloveneren Touren, og så kan Vingegaard kun sige, at han i det mindste satsede alt på at vinde løbet.
Mit gæt er derfor, at det bliver samlet, og at vi får et blodbad. Måske er Visma svage, og måske opgiver Pogacar etapen, men hvis Vingegaard kører Col de la Loze som en bjergenkeltstart, kan han vinde ufatteligt meget tid.
I det lys går jeg med Jonas Vingegaard. Det kan nok ikke undre dem, der læste min analyse fra i går, hvor jeg allerede erklærede, at jeg blev overrasket, hvis ikke danskeren kunne sætte sloveneren på denne etape. Jeg vil ikke lave en grundig gennemgang af de svaghedstegn, jeg så på Ventoux – dem kan I læse udførligt beskrevet i analysen – men de var der. Pogacar opgav pludselig en etape, han tydeligvis gik efter, han skar de tænder, han altid går, når han graver dybt, og hans kontraangreb, da Vingegaard havde slidt sig selv halvt ihjel ved at føre i den hårde modvind, var så tamt, at danskeren ikke blot hurtigt lukkede, men endda havde overskud til med det samme at køre kontra. Og selvom Vingegaard derefter atter sled sig selv ned i modvinden, kunne Pogacar kun akkurat vinde 2 sekunder til sidst.
Jeg nævnte også fire forbehold. Vingegaard skal ikke være for mærket af gårsdagens styrt, men det lyder heldigvis til, at det var en biting. Pogacars mulige svaghedstegn skal ikke bare være udtryk for en sygdom, han nu er kommet sig over, og hvorvidt det er tilfældet, kan vi selvsagt ikke vide. Jeg kan også være bekymret for, om Visma er for svage til at lægge det pres, Vingegaard skal bruge, og jeg kan være bekymret for, at der er modvind på Madeleine, hvorfor danskeren risikerer at slide sig selv for meget ned allerede her, inden han rammer medvinden på den første del af Col de la Loze.
Alle bekymringer er reelle, men én ting kan vi i hvert fald sige med sikkerhed: det slovenske overmenneske, der nærmest uden at anstrenge med lethed satte Vingegaard på Hautacam, findes ikke længere. Spillebanen er mere lige nu, og spørgsmålet er så, om den er forskubbet så meget, at danskeren nu pludselig er den bedste.
Det tror jeg, at den er. Jeg har en ret klar deja-vu-fornemmelse i forhold til 2023. Dengang var første svaghedstegn fra Pogacar det meget svage angreb, han kom med på 15. etape, og det ”svage” angreb har vi nu set to gange på både 14. og 16. etape. Begge gange havde han endda bolden helt på sin spillebane, fordi Vingegaard førte alene i modvinden, og argumentet med, at han ”bare” kørte defensivt, holder ikke, for hvorfor angriber en mand, der bare vil forsvare sig?
Den sidste afgørende faktor er etapens karakter. Som jeg beskriver i den omtalte analyse, passede Ventoux-etapen Vingegaard elendigt. Designet, modvinden og hviledagen talte alt sammen for, at det ville blive meget svært at sætte Pogacar. Alligevel fik han tvunget sloveneren i defensiven på en etape, hvor alt var forket i forhold til Vingegaards ønsker. Nu kommer vi til den slags etaper, der virkelig passer danskeren, og hvis det ikke lykkes ham at sætte Pogacar på Madeleine, tror jeg, at det vil lykkes på det svære første stykke i medvind på Col de la Loze. Kommer han først af med ham, plejer han ikke at blive hentet, og så må tiden vise, hvor meget han kan vinde. Jeg tror stadig, det bliver meget svært at vinde Touren, når afstanden er så stor, men hvis ikke Vingegaard har sin tredje dårlige dag i løbet – og dem har han jo pludselig fået – tror jeg, at han vinder etapen.
Selvfølgelig kan det sagtens være, at jeg undervurderer Tadej Pogacar. Det har jeg gjort før, og læren har jo været, at hver gang Vingegaard gør det godt på en Pogacar-etape, svarer Pogacar igen på en Vingegaard-etape. Denne gang har vi bare set svaghedstegnene på både en Vingegaard- og en Pogacar-etape, og det læser jeg som enten sygdom eller – mere sandsynligt – træthed. Det handler i hvert fald nok ikke om, at Pogacar har udviklet sig og er blevet bedre i bjergene, for så havde den eksplosive Ventoux-etape haft en andet forsøg.
Undervurderer jeg Pogacar, eller har Vingegaard en dårlig dag, leverer han formentlig endnu en magtdemonstration ved at køre fra alt og alle, men Pogacar har også den fordel, at han kan vinde, selvom han kun er næstbedst. Det er den luksus, man har, når man bare skal følge med, og den luksus har han benyttet på de to seneste modvindsetaper. Hvis Vingegaard kører den bjergenkeltstart, jeg forventer, skal Pogacar ”bare” følge med. Derefter kan han køre kontra, når danskeren betaler prisen, særligt når vinden bliver ugunstig på den sidste del af stigningen, eller han kan vinde spurten, som han gjorde på 14. og 16. etape. Derfor har sloveneren selvsagt en langt mere direkte vej til sejr end danskeren.
Da jeg forventer, at Vingegaard går all-in, er de to kamphaner så meget bedre end de andre, at jeg ikke kan se, at der er andre, der kan vinde et favoritopgør. Jeg vil derfor straks gå til udbryderne, men skitsere, hvordan jeg ser styrkeforholdet mellem de øvrige klassementsryttere.
Her bliver jeg meget overrasket, hvis ikke Florian Lipowitz er tredjebedst – og med afstand. Det har han været på de to øvrige store bjergetaper, og denne etape er den, der passer bedst til hans dieselmotor. Den eneste lille joker er, at vi ikke helt ved, hvad han kan i højderne, men det gik nu meget godt med de højder, de nåede i Dauphiné. Mit gæt er derfor, at han igen bliver ”best of the rest”. Derefter går jeg med Felix Gall, der har været svingende, men normalt er god på de store bjergdage, som vi så på 14. etape. Hans nedtur på Ventoux læser jeg som et udtryk for etapens karakter. Derefter har jeg Tobias Johannessen, der har vist sig bedst på de store bjergdage, som vi så i Pyrenæerne, men det er klart, at gårsdagens maveproblemer kan betyde, at han går helt ned. Jeg så de første små svaghedstegn fra Oscar Onley på Ventoux, hvor etapen passede ham, og jeg udelukker ikke, at han går ned, men jeg rangerer ham stadig som den næste. Da Ben Healy pludselig har rejst sig, og så ud til at få gang i dieselmotoren på 14. etape, kunne noget tyde på, at han faktisk har en styrke på denne form for etape. Alt ved ham er usikkert, men jeg vil placere ham som den næste. Derefter tror jeg faktisk mest på Carlos Rodriguez, der synes i fremgang og er skabt til denne etape, mens jeg først har Primoz Roglic som den næste. Han har nemlig kun været god på de eksplosive etaper, der passer ham, mens han har haft det svært på begge de to store bjergdage, der passer ham dårligere. Fra toppen af klassementet tror jeg, at Kevin Vauquelin, hvis begrænsninger i bjergene har været mindre end frygtede, men tydelige, får det vanskeligst, og jeg regner med, at han kommer kortere end Adam Yates, der har vist, at han har niveauet til at blande sig langt fremme med klassementsrytterne og kun for alvor skal føre igennem, hvis Pogacar har planer om den helt store offensiv.
Mine øvrige bud er udbrydere, og her er mit bedste bud Felix Gall. Østrigeren har holdt igen indtil nu, men på denne etape tror jeg på, at han går i udbrud. Han vandt på Col de la Loze i 2023, og han talte allerede om denne etape inden løbet. Nu kan han endda gøre det uden alt for megen risiko. Ja, han kan tabe placeringer, men om han bliver nr. 7, 8 eller 9, er næppe alt for vigtigt, og han har næsten 10 minutter ned til den 11. plads, ingen gider at have.
Det er klart, at han har været så svingende, at jeg ikke er helt tryg ved ham, men jeg læser nedturen på Ventoux – hvor han kom igen, da motoren var varm – som et klart tegn på etapens karakter. Han var flyvende på den anden helt store bjergetape, som altid har været hans styrke, og i 2023 var han bedst i den tredje uge. Han har før haft det skidt i dårligt vejr, og jeg er bekymret for hans nedkørsler, men han klarede det dårlige vejr på 14. etape storartet, og Col de la Loze er så langt, at han kan komme tilbage, hvos han mister lidt på nedkørslerne. Derfor bliver han mit bedste udbrudsbud.
Det andet oplagte bud er Thymen Arensman. Han var skræmmende stærk i lørdags, og det forventer jeg, at han er igen. Gårsdagens nedtur handlede formentlig om, at han altid har det svært efter en hviledag, og at han ikke passede til den eksplosive etape. Vi har i år lært, at Arensman kører, som vinden blæser, men dybt inde i hans elskede tredje uge, tror jeg, han bliver svær at stoppe på en stor bjergdag som denne. Han får endda det dårlige vejr, han elsker, og vi ved, at han kan klare højderne. Han har nemlig allerede vundet én kongeetape i Vueltaen med et stort soloridt, og det var på gigantiske Sierra Nevada 2500 m over havets overflade.
Jeg er nødt til at have Ben Healy som den næste, men det er selvsagt med usikkerhed. Han lignede en mand, der igen var ved at gå ned, som han plejer, og som har det svært i de høje bjerge, men på den helt store bjergetape i lørdags, kom han efter en skidt start ufatteligt stærkt tilbage. Nu viste han så på Ventoux, at han stadig er frisk, og at han kunne klare i hvert fald én lang stigning. Forløbet i lørdags kan indikere, at denne slags store bjergetaper passer hans dieselmotor bedre, end man skulle tro, men det kræver, at han tør satse, for han har kun godt fem minutter ned til 11. pladsen. Han kan være så bange for denne etape, at han er atypisk passiv, men hvem tror på en defensiv Healy? Selv på 14. etape forsøgte han at gå i udbrud, selvom han havde fået klø to dage i træk.
Dernæst går med Carlos Rodriguez. Han er den fra top-10, der risikerer mest med et angreb, men når man er blevet nr. 4 i Touren, tør man formentlig godt satse. Han har i hvert fald været i udbrud den ene gang efter den anden, og jeg bliver næsten overrasket, hvis ikke han prøver igen. Han har bare også skuffet alle de forrige gange, og det gør ham til et usikkert kort. Det gjorde han endda også på den helt store bjergdag i Pyrenæerne, som burde være den slags etape, der passede ham bedst. Han har endda en historik for at gå ned i den tredje uge, og nu styrtede han endda i dag. Heldigvis har holdet intet meldt ud om hans tilstand, og det må læses som et godt tegn. Jeg så et klart tegn på fremgang på Ventoux, og måske er det i år, at han faktisk bliver bedre og bedre og ikke det modsatte. Hvis det sker, er dette i hvert fald en etape, der passer ham meget bedre end Ventoux-etapen.
Egentlig ville jeg gerne rangere Tobias Johannessen højere. Man kunne frygte, at han var bange for at gamble med sin top-10, men vi så på 14. etape, at det slet ikke var tilfældet. Nu betyder hans maveproblemer fra i går dog nok, at han tænker sig om to gange, inden han går i udbrud, og selvom meldingen er, at han har det fint igen, er det klart, at der er en risiko for, at han går ned. Hvis til gengæld han er fit for fight, og hvis han angriber på samme måde som i lørdags, står han meget stærkt. Mønsteret både fra Dauphiné og dette løb er nemlig, at han nu er bedst på de store bjergdage, og han har samtidig en god historik for den tredje uge.
Derefter går jeg med Lenny Martinez. Det havde jeg forsvoret inden løbet, fordi han har en ret dårlig historik i forhold til holdbarhed, men i dette løb er han bare blevet bedre og bedre. Han imponerede mig virkelig i lørdags, hvor han i hvert fald ikke sparede på sig selv med sit store soloridt, og alligevel holdt han længe stand, da han blev hentet. Jeg vil altid være varsom med at satse min pensionsopsparing på den svingende franskmand – særligt når han også bruger kræfter på bjergpoint – men fortsætter den opadgående tendens, ved vi, hvor vildt et topniveau han har haft i år, og dette er en etape, der i forhold til design og højder passer storartet med kongeetapen i Romandier, hvor han slog en vis Joao Almeida.
Kan Valentin Paret-Peintre gøre det igen? Den franske lottokupon har da i hvert fald fundet formen, og vi så i Giroen sidste år, hvor højt hans topniveau kan være. Sidste års Giro var dog også svagt besat, og det var først i går, at man fornemmede, at han måske også kan være med i et felt som dette. Vi er også ved at lære ham at kende, og de to grand tour-etaper han har vundet, har været i mere eksplosivt terræn. Jeg kan godt frygte, at han ikke er skabt til de helt store bjergdage, men på den anden side ved vi meget lidt om det. Han har i hvert fald staturen til at absorbere en etape som denne godt, og med den form, der synes i fremgang, er det bestemt ikke umuligt, at han kan gøre det igen.
Jeg har også stadig en vis tro på Einer Rubio. Han var allerede god på begge de to bjergetaper i Pyrenæerne, og min fornemmelse er, at han efter Giroen er i fremgang. I Giroen nåede han et niveau, han ikke tidligere har nået, og han har endda en vis historik for at være god i den tredje uge. Nu kommer vi endda op i de højder, hvor han burde have en fordel, men han har – både i Giroen og her – stadig til gode at vise, at han har det topniveau, der skal til for at vinde. Han har bare virket så godt kørende og lignet en mand i så megen fremgang, at det måske kommer nu.
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Enric Mas. Han var virkelig langt fra sit niveau i Pyrenæerne, og jeg er ikke alt for imponeret over præstationen på Ventoux. Han fik et stort forspring, og selvom han var voldsomt handicappet af modvinden, forsvandt det som dug for solen – og det gjorde det allerede i vidt omfang inden modvinden. På den anden side var det heller ikke en etape, der passede ham, og han var i hvert fald nok bedre end i sidste uge. Når vi ved, hvilken dieselmotor han har på de store bjergdage i den tredje uge, er han nødt til at stå højt på vinderpotentiale. Jeg er bare slet ikke overbevist af ham endnu, og derfor handler rangeringen mere om potentiale end forventning.
Jeg åbner en dør for Primoz Roglic. Mit gæt er, at han bliver hos Lipowitz, men har han egentlig så meget at miste? Ganske vist er det et angreb på hans holdkammerat, men for Red Bull gør det ingen forskel, om de bliver nr. 3 med den ene eller den anden. En rytter af hans status har intet at miste ved at satse, for han kan ikke bruge en 5. plads til meget. Han er også så langt efter, at UAE og Visma ikke nødvendigvis vil reagere, og Picnic er ikke stærke nok. Problemet er bare, at et angreb fra Roglic formentlig fremkalder en reaktion fra Oscar Onley, og pludselig har vi alle klassementsrytterne i offensiven. Det er trods alt nok mere, end UAE vil acceptere, og derfor tror jeg, at det bliver lukket ned. Samtidig tror jeg som sagt, at han får en sværere dag på en etape som denne, men selvfølgelig er Roglic stadig så god, at han har en reel chance for at vinde, hvis han får friheden.
Hvad så med Harold Tejada? Jeg var virkelig overrasket over ham i lørdags. Indtil nu har han været klart bedst i eksplosivt terræn med begrænsninger på de store bjergetaper, men nu kørte han pludselig sit livs etape på en stor bjergdag. Det er klart, at han kommer meget langt, hvis han har de samme ben på denne etape, og han får da i hvert fald nogle højder, han vil være komfortabel med. Hans historik tilsiger bare, at dette er for voldsom en etape for ham, men ingen kan jo benægte, at han i lørdags på den helt store bjergdag blev nr. 12 efter at have fulgt favoritterne næsten hele vejen.
Michael Storer er aldrig blevet den faktor, jeg havde troet. Det ser ikke ud til, at det bliver i denne Tour, han finder det vilde topniveau, han havde i foråret, men måske kan han nå det alligevel. Han så ikke helt ringe ud i søndags, hvor etapen bare passede ham dårligt, og derfor kan han måske alligevel være i fremgang. Der er bare også en vis usikkerhed ved ham. Indtil nu har han faktisk været bedst på lidt kortere stigninger end disse, som det var tilfældet i Alperne i år, eller da han i 2021 var flyvende i Vueltaen. På den anden side kørte han sin allerbedste bjergetape i den uheldige Giro på 16. etape, der var den etape, som kommer tættest på en stor bjergdag som denne.
Jeg synes, at det går langsomt for Santiago Buitrago med at komme sig. Det er rigtigt, at han ikke var så langt fra at vinde på Ventoux, men med tanke på, at han sad på hjul i modvinden hele tiden og alligevel blev sat til sidst, var det altså en skuffende præstation. Det var endda på en eksplosiv etape, der burde passe ham, mens hans historik på denne slags etaper er noget mere begrænset. Den er der dog, for han var ret god i de høje bjerge i sidste års Tour, og højderne vil han i hvert fald elske. Han skal bare have forbedret sig voldsomt siden i går, hvis han skal vinde.
Jeg er jo også nødt til at nævne Ben O’Connor, men det er i et håb om et mirakel. Hans niveau i dette løb har været lige så trist, som man kunne have forventet inden sæsonen, men der er måske en smule håb. Dette er nemlig en stor bjergetape, der er designet helt efter hans hoved, og vi får samtidig noget af det O’Connor-vejr, han elsker. Vi så jo i Vueltaen, hvor stor forskel der er på ham på de eksplosive dage og de store bjergdage, og det giver håb. Problemet er bare, at han i dette løb og i denne sæson heller ikke har været god på de etaper, der burde passe ham.
Jeg har været imponeret over Jordan Jegat. Inden løbet regnede jeg ham mere som puncheur end klatrer, men han har klaret de store bjergetaper uventet godt. Han har dog også klart vist, at de fleste på denne liste er bedre end ham, og det vil være overraskende, hvis han på Glandon kører væk sammen med alle de gode bjergryttere, der vil angribe her, og derefter giver dem alle klø. Der er også en risiko for, at han går ned, for han er et meget ubeskrevet blad, men holder han det niveau, han har haft indtil nu, bliver det til et godt resultat – uanset om han går i udbrud eller ej.
Cristian Rodriguez har været en af de helt store skuffelser. Spanieren har været flyvende i år, men i dette løb har han kun haft én god dag. Det er da også den, der giver håb, for det kom på en halvstor bjergetape, men det hjalp ham bare ikke på 14. etape, hvor han skuffede på den etape, der minder mest om denne. Hvis han pludselig finder de ben, han havde på 12. etape, hvor han blev nr. 10, burde han dog have potentiale på en etape som denne – hvis altså ikke han skal blive hos Vauquelin, for han har endnu ikke været i offensiven og ligner derfor måske en ren hjælper.
Genfødslen af Sergio Higuita har været en af de store overraskelser. Næsten lige så overraskende har det været, at han har været bedst på de store bjergetaper, men måske er han ved at transformere sig. Det er i forvejen længe siden, vi har set ham blande sig i spurter, mens han tidligere i år pludselig kørte med de bedste på Thyon 2000, der er et meget svært bjerg i Romandiet. Også i dette løb har han været god på de store bjergetaper, og nu kommer vi endda op i højderne. Det vil dog stadig være overraskende, hvis han vitterligt kan vinde en bjergetape som denne.
Løbet har også bekræftet den genfødsel af Gregor Mühlberger, vi så i Dauphiné. I Pyrenæerne var han endda bedre end Mas. Han skuffede måske lidt på Ventoux, men han blev fra udbruddet trods alt stadig nr. 11, og baseret på det, vi har set de seneste år, er det faktisk på de store bjergdage, han nu om dage synes bedst. Topniveauet rækker nok bare ikke til at vinde.
Det har godt nok været skuffende at se Guillaume Martin i dette løb. Franskmanden har ellers rejst sig i år, men det har vi slet ikke set i dette løb. Tværtimod har skuffelserne hobet sig op, og det gik endda helt galt på Ventoux. Jeg frygter, at det kan være et tegn på, at han er ved at gå ned, men vi kender ham omvendt også. Han er bedst, når hans dieselmotor kommer i gang, og derfor passer denne etape ham bedre. Det er bare bemærkelsesværdigt, at han i dette løb har haft så svært ved at ramme udbruddene, og derfor tror jeg desværre først, at han bliver god sidst på etapen, når udbruddet for længst er kørt.
Jeg var egentlig glad for at se Michael Woods i Pyrenæerne, hvor han fandt et niveau, jeg ikke troede, han stadig havde. Tilsvarende stor var min skuffelse til gengæld på Ventoux, hvor han skuffede på en rigtigt Woods-etape. Nu kommer vi til en etape, hvor selv den bedste Woods normalt ville komme til kort, og derfor vil det overraske mig, hvis han vinder. Når det er sagt, var det jo altså netop på den slags etaper, han gjorde det hæderligt i Romandiet.
Warren Barguil har i dette løb været endnu et eksempel på en veteran, der har genfundet et højt niveau sent i en grand tour. Han har endda transformeret sig lidt og synes nu bedst på de store bjergdage som denne. Med de ben, han havde på 14. og 15. etape tror jeg, at han kan komme ret langt fra et udbrud, men desværre tror jeg ikke, at han får lov. Det ser ud til, at han skal blive hos Onley på de vigtige etaper for klassementet.
Derfor har jeg også min skepsis i forhold til Callum Scotson. Også han har i dette løb fundet nogle ben, der måske for hans vedkommende endda er bedre end nogensinde. Hans 19. plads på den første store bjergetape var i hvert fald sensationel, og kan han klare højderne, burde han derfor også komme langt på denne etape. Problemet er bare, at han ser ud til at være Galls bodyguard. Det kan han slippe for, hvis Gall går i udbrud, og han går med, men så skal han jo føre sig selv til døde.
En overraskelse i dette løb har været Raul Garcia Pierna. Han har klatret sensationelt godt. Det er til gengæld også klart, at han trods alt har sine begrænsninger, men sandt er det, at han klarede de to store bjergetaper ganske fremragende. Han var ikke så god på Ventoux, men det indikerer måske, at hans motor bare er bedst på de store bjergdage. Derfor kan han fint lave et godt resultat her igen.
Endelig vil jeg pege på Ilan Van Wilder. Løbet har ganske vist bekræftet, at hans potentiale i bjergene er til at overse, men han kørte jo en ret flot Ventoux-etape. Det var så også en etape, der passede ham bedre end denne, men han blev trods alt også nr. 29 på lørdagens store bjergdag. Efter en skuffende start på løbet synes han i fremgang, og derfor vil jeg ikke længere udelukke, at han kan lave et fornuftigt resultat her, selvom han formentlig ender som hjælper for Paret-Peintre i et udbrud.
Jeg tror ikke, at Florian Lipowitz tør gamble med 3. pladsen med et udbrud, selvom han er kendt for at tage chancer, og jeg tror heller ikke, at Visma giver ham lov. Oscar Onley har også klart sagt, at han ikke har planer om at satse med et udbrud, som han næppe heller får lov til af Lipowitz, og det samme gælder for Kevin Vauquelin, der formentlig er i rent forsvarsmode. Hvis Visma er tro mod deres plan om at satse alt på at Vingegaard i Alperne – og det er jeg tryg ved, at de er – burde det være umuligt for Sepp Kuss, Simon Yates, Victor Campenaerts eller Matteo Jorgenson at få chancen, for de vil blive kaldt tilbage uanset hvad (og jeg regner heller ikke med et højt niveau fra Yates og Jorgenson). Adam Yates har niveauet til at vinde etapen, men det er meget usandsynligt, at Pogacar sender sin vigtigste mand afsted som forpost, og selvom de har klatret vildt, burde Jhonatan Narvaez og Tim Wellens ikke kunne vinde en etape som denne, hvis de sendes afsted som forpost. Emanuel Buchmann, Pablo Castrillo Anders Johannessen og Alexey Lutsenko skuffer fortsat, og selvom der er fremgang, ser jeg ikke nok fra Aleksandr Vlasov, der passer dårligt til etapen og ikke bryder sig om vejret. Aurelien Paret-Peintre imponerede i lørdags, men han har altså begrænsninger i de høje bjerge, mens Clement Berthet og Alex Baudin skuffer. Etapen er for voldsom for Valentin Madouas, Xandro Meurisse, Romain Gregoire, Julian Alaphilippe, Simone Velasco, Clement Champoussin, Axel Laurance, Neilson Powless, Luke Plapp, Mauro Schmid, Ivan Romeo, Frank van den Broek, Thibau Nys og Joe Blackmore samt Bruno Armirail, der virker træt – ja, selv for overmennesket Quinn Simmons. Endelig har Emiel Verstrynge og Ewen Costiou gjort det flot på de store bjergetaper, men det er svært at se dem vinde i dette terræn.
Forsidefoto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
