I dag begynder Skive Festival: Bliver Danmarks største festival i 2021

Skive Festival satser på 10.000 gæster til årets festival, og den bliver dermed årets største.

Der var 11.500 gæster til Skive Festival i 2019. (Arkiv)
Der var 11.500 gæster til Skive Festival i 2019. (Arkiv)
Foto: Bent Leth, TV MIDTVEST

Der er kolde øl i hanerne og livemusik med Drew Sycamore, Suspekt og Tessa, når Skive Festival i dag åbner festivalpladsen på Strandtangen for første gang i to år. Festivalen er endt med at blive den største i 2021 målt på antallet af gæster, fordi arrangørerne modsat mange andre festivaler valgte at udskyde til september i stedet for at aflyse.

- Det er selvfølgelig sjovt at prøve, men størst med 10.000 gæster fortæller også, at det er et mærkeligt år. Vi er bare heldige med, at restriktionerne forsvinder, siger Michael Eiskjær, der er formand for Skive Festival.

Han ser frem til, at pladsen bliver fuld af glade gæster fordelt over de tre dage, festivalen varer, og han håber, at de vil feste igennem, spise burgere, drikke øl og nyde musikken.

- Det bliver pissefedt. Det er simpelthen så dejligt, for det har godt nok været stille de sidste to år. Og det er fantastisk med vejret. I går gik vi og smurte solcreme på, selvom det er september, og vejret ser ud til at holde, siger formanden.

Mangler stadig frivillige

Det har dog ikke været uden udfordringer at blive klar til årets festival, for arrangørerne har haft svært ved at få fat i alle de frivillige, de har brug for. Derfor håber de fortsat her i 11. time, at flere har lyst til at hjælpe til.

- Det plejer mest at være lokale foreninger, der hjælper, men vi har skullet langt ud at hente frivillige den her gang for at få vagtplanen til at gå op. Vi er ikke dem, vi gerne ville være, men vi er godt på vej, siger Michael Eiskjær.

De foreninger, der leverer frivillige hænder, kan se frem til at få del i et eventuelt overskud fra festivalen.