Fem mænd mellem 29 og 42 år er på anklagebænken for at have frihedsberøvet og dræbt 41-årige Alf Villum Jensen ombord på fiskekutteren L1 Inger Katrine natten til 30. januar 2023.
Fredag klokken ni fortsætter retssagen med forklaringer fra de tiltalte. Det er den anden retsdag i sagen.
Det var Alf Villum Jensens første tur på kutteren.
De fem tiltalte nægter sig alle skyldige.
På sagens første retsdag forklarede en af de tiltalte, en 29-årig mand, at de havde været nødt til at pacificere Alf Villum Jensen, fordi han blev aggressiv og truende. De bandt hans hænder og ben med tape og snor, og kort efter havde han ingen puls og kunne ikke genoplives, lød det i retten.
TV MIDTVEST er til stede i retssalen i Holstebro. Du kan følge livebloggen fra den anden retsdag på vores hjemmeside.