muted

quote Det er øretævernes holdeplads.

Gitta Malling, bestyrelsesleder Statens Kunstfond

Hun bor på Limfjordsøen Mors, er direktør på Limfjordsteatret og en dynamo i kulturlivet gennem mange år.

Den 55-årige Gitta Malling steg i graderne på kulturbarometeret, da den socialdemokratiske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen pegede på hende som den person, der i de næste fire år skal stå i spidsen for Statens Kunstfond.

- Jeg blev ret overrasket over, at kulturministeren spurgte, om jeg havde lyst til at være bestyrelsesleder for Statens Kunstfond. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var noget, jeg skulle.

Gitta Malling på besøg i kulturministeriet hos minister Ane Halsboe-Jørgensen
Gitta Malling på besøg i kulturministeriet hos minister Ane Halsboe-Jørgensen

- Jeg udnævnte Gitta Malling, fordi hun er knalddygtig, og fordi hun brænder for kunst og kultur i hele Danmark. Den allerførste uge jeg var kulturminister, var jeg på Gittas teater på Mors og se børneteater, hvor jeg oplevede scenekunsten og et teater, der var fuld af passion og arrangement. Det var tydeligt, at meget pegede tilbage på Gitta. 

Kaotisk opvækst Brød den sociale arv

Gitta Mallings barndom var præget af brud, skilsmisse og mange miljøskift. 

I sin tidlige barndom boede hun en periode hos sin mormor efter forældrenes skilsmisse. 

Hun er født i Rødovre, flyttede i 3. klasse til Fyn og i 7. klasse til Sønderjylland. Her fik hun sin studentereksamen, inden hun flyttede til København sammen med sin kæreste og senere ægtemand, Lars Lundt.

- Som barn lærer man at stå fast, når det stormer omkring en. For at overleve i et kaotisk hjem, så bliver man nødt til at stå fast. Det tror jeg nok, at jeg takker min familie for trods alt, siger hun med et skævt smil. 

- Jeg lærte at være stædig og stå fast. Stædigheden er godt forbundet til mig.

Gitta Malling, født i 1966, kælker med sin mor.
Gitta Malling, født i 1966, kælker med sin mor.

-  Når man snakker om at bryde den sociale arv, så er det oftest, fordi man gør noget radikalt andet end sine forældre. Min mor var lægesekretær og min far  ingeniør, så det er jo noget radikalt andet end mit hverv, men jeg har også brudt den sociale arv på nogle andre planer. Jeg har ikke båret det kaotiske liv videre til min børn, som jeg oplevede, fortæller Gitta Malling, men tilføjer med et stort smil, at hun måske har givet dem et andet kaotisk liv.  

- Jeg har haft mine børn med rundt i hele verden til festivaller og alt muligt, så måske er der noget, de skal have rettet op på, for de er blevet revet rundt til mange ting, fra de var helt små.

Gitta Malling til festival med sin førstefødte søn, Bastian, som i dag er 23 år.
Gitta Malling til festival med sin førstefødte søn, Bastian, som i dag er 23 år.
Gitta Malling som 5- og 55-årig. Hendes opvækst var kaotisk, men lærte hende at gå ud på dybt vand uden at blive bange.
Gitta Malling som 5- og 55-årig. Hendes opvækst var kaotisk, men lærte hende at gå ud på dybt vand uden at blive bange.
muted

Statens Kunstfond uddeler 500 mio. kr.

quote Kunsten fodrer vores fælles ubevidsthed

Gitta Malling, bestyrelsesleder Statens Kunstfond

Statens Kunstfond er Danmarks største kunstfond, der hvert år uddeler 500. mio. kr. til ca. 6000 projekter og kunstnere.

- Fonden har ret stor indvirkning på, hvad der sker i Danmark. Hvis Statens Kunstfond ikke uddelte de penge, så ville der være meget, der ikke ville ske og blive opdyrket og ikke ville eksistere, vurderer Gitta Malling.

Kunstfonden støtter udviklingen af nyskabende ideer, talenter og kunstoplevelser af høj kvalitet og har til opgave at få kunst ud i hele Danmark og støtte dansk kunst i udlandet.

Det er 54 udvalgte kunstnere/fagpersoner, som deler pengene ud og ikke embedsmændene eller politikerne.

-  Det er os, der har fingrene nede i pengekassen, men det er selvfølgelig også øretævernes holdeplads, fordi der desværre på ingen måde er penge nok til alt det, som vi alle sammen gerne vil støtte.

Udover at være bestyrelsesleder og et ansigt udadtil for Statens Kunstfond er Gitta Malling også blevet udpeget som udvalgsleder for projektstøtteudvalget for Scenekunst. 

Det er en post, som betyder adgang til at fordele mange millioner til f.eks. teatre og deres forestillinger. Hun er sammen med fire andre fagpersoner i udvalget i øjeblikket ved at læse 254 ansøgninger igennem.

Gitta Malling til møde i projektstøtteudvalget for Scenekunst, hvor der skal prioriteres benhårdt for at udvælge de ansøgninger, der skal have støtte fra Statens Kunstfond.
Gitta Malling til møde i projektstøtteudvalget for Scenekunst, hvor der skal prioriteres benhårdt for at udvælge de ansøgninger, der skal have støtte fra Statens Kunstfond.

- Der er simpelthen så mange gode ansøgninger. Vi har omkring 15-18 mio. kr. vi kan dele ud af i denne runde, og jeg har i hvert fald givet penge for 30. mio. på nuværende tidspunkt. Det er jo øv, for man vil faktisk gerne give mange flere, end man kan. Så der skal virkelig prioriteres, udtaler hun med en vis ærgrelse.

muted

Mors er mulighedernes ø

quote Her er meget muligt, hvis man gerne vil kunst og kultur

Gitta Malling gennem 20 år fra TV MIDTVESTs arkiv

De sidste 21 år har Gitta Malling boet i Nykøbing på Mors med sin mand Lars Lundt og deres tre børn, som er vokset op i det, som nogle vil kalde udkanten.

- Det er sjovt, når man snakker om det at være i udkanten, for hjertet er der, hvor man er, så derfor ser jeg verden ud fra Mors. Det er der, jeg bevæger mig ud fra, så jeg føler ikke, at jeg bor i nogen udkant af verden eller Danmark. Men jeg mærker nogle gange, at folk, især dem der bor i København, synes det er langt at komme herop. 

Familien har boet i det samme hus, ikke langt fra centrum, i alle årene.

Søndagsfrokost med mand, de to hjemmeboende børn og svigermor.
Søndagsfrokost med mand, de to hjemmeboende børn og svigermor.

-  De nære relationer er min mand og mine tre vidunderlige børn, og min svigermor må også godt blive talt med i den sammenhæng. Den tætte familie er det, som er fundamentet. Hvis der sker noget der, så kan jeg mærke, at jeg bliver sårbar, for det er det, der er min styrke. Det er fundamentet i mit liv, fortæller Gitta Malling.


Gitta Malling med sin mand Lars Lundt og børnene Bastian, Amanda og William.
Gitta Malling med sin mand Lars Lundt og børnene Bastian, Amanda og William.

Drømmen om et nyt Limfjordsteater

quote Hvis jeg havde vidst, det ville tage 15 år at realisere den drøm, så havde jeg tænkt mig om en ekstra gang.

Gitta Malling

Limfjordsteatret er en selvejende institution grundlagt i 1989. Det er professionelt drevet egnsteater for hele Mors og Thy med økonomisk støtte fra Morsø og Thisted kommuner samt staten.

- I Thisted har vi den gamle politigård, som er rigtig hyggelig og skæg, fordi den har været noget andet. Den har en historik.

Politigården i Thisted er nu en del af Limfjordsteatret i Thy.
Politigården i Thisted er nu en del af Limfjordsteatret i Thy.

- I Nykøbing har vi et nybygget teater til 30. mio. kr. Det startede allerede i 2004. Vi åbnede i 2019. Det har taget os 15 år.  Det er en lang proces. 

- Hvis jeg havde vist, at det tog 15 år, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde gennemført. Vi var ved at give op mange gange undervejs, hvor det skulle sparkes i gang igen med ny energi, men i dag er jeg stolt over det, vi præsterede, konkluderer Gitta Malling.

For to år siden var Limfjordsteatret færdigbygget. Flot, rundt og placeret nærmest i skolegården på Morsø Gymnasium. Og den placering var langtfra tilfældig.

- Vi er en del af en større helhed. Vi ligger i samme bygning som Morsø Gymnasium, Handelsgymnasiet og VUC & HF. Gymnasiet har et dramacollege, hvor de tiltrækker elever fra hele Danmark og udlandet. Det er et vigtigt kraftcenter, som giver noget tilbage på teatret, fordi vi har de unge i huset, og vi interagerer med dem hele tiden.

1.g elever fra dramalinjen fra Morsø Gymnasium får undervisning af Gitta Malling på Limfjordsteatret.
1.g elever fra dramalinjen fra Morsø Gymnasium får undervisning af Gitta Malling på Limfjordsteatret.

Limfjordsteatrets største sal er placeret i midten af den runde bygning med plads til 150 publikummer. Den egner sig godt til mindre, intime forestillinger. Teatret viser cirka 7 egenproduktioner og 30 gæstespil om året. 

Gitta Malling ser på forestillingen "Antihelte" med Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa, som er en af teatrets egne opsætninger.
Gitta Malling ser på forestillingen "Antihelte" med Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa, som er en af teatrets egne opsætninger.

Teatret har haft vokseværk siden Gitta Malling trådte til for 21 år siden. 

Den fastansatte medarbejderstab er gået fra 4 til 23 medarbejdere. 

Dertil kommer mange freelancekunstnere og andre løst ansatte. 

Der er ca. 70 forskellige igennem lønningssystemet hvert år. 

Selv betegner Gitta Malling sin ledelsesstil som anerkendende ledelse. I stedet for at se fejl og begrænsninger, fokuserer hun på medarbejderens styrker og muligheder.

Gitta Malling på sit kontor på Limfjordsteatret i Nykøbing.
Gitta Malling på sit kontor på Limfjordsteatret i Nykøbing.

- I dag er ledelse ofte noget, der handler om at organisere, og jeg er nok ikke den bedste til at sætte tingene i system. Derfor er det vigtigt, at jeg har nogle mennesker omkring mig, som er gode til det. Det er et teamwork, som jeg har brug for. Vi spiller hinanden gode, og det er vores styrke, pointerer hun.

Det at være leder kan godt nogle gange være et stort ansvar.

Det har jeg med mig fra min barndom. Jeg har det måske bedst derude, hvor det er lidt dybt, så jeg føler mig ikke tynget af mit ansvar som leder.

Fremtiden

Rollen som bestyrelsesleder og udvalgsleder i Statens Kunstfond er et lønnet tidskrævende arbejde, og kommer til at betyde, at Gitta Malling må vælge opgaver fra på Limfjordsteatret.

- Jeg kommer til at gå ned i tid på teatret, så vi skal have en anden ind til at tage mine opgaver, for jeg vil også gerne kunne fordybe mig i det nye job. Men jeg vil  ikke give slip på at Limfjordsteatret, fortæller hun. Det, jeg allerede har valgt fra, er at jeg ikke skal instruere noget de næste fire år. Det er et af de steder, at det er let at finde andre. 

Gitta Malling byder velkommen til møde i Statens Kunstfond i København. For at få tid til sit nye arbejde må hun sige farvel til arbejdsopgaver på Limfjordsteatret de næste fire år.
Gitta Malling byder velkommen til møde i Statens Kunstfond i København. For at få tid til sit nye arbejde må hun sige farvel til arbejdsopgaver på Limfjordsteatret de næste fire år.

Gitta Malling går fire travle år i møde, hvor hun mindst en gang om ugen er i København. Lige om hjørnet skal hun også være farmor, og det betyder meget for hende. Hendes søn Bastian på 23 år skal være far. 

Hun har desuden Amanda på 18 år og William 13 år.
Hun ser sig selv som aktiv også om 10 år.

- Om 10 år er mig og min mand blevet alene. Børnene er væk og ude af reden. Rent arbejdsmæssigt kunne udlandet trække igen. Vi vil ikke flytte, men samarbejdsrelationer med udlandet kunne være interessant, slutter hun.