Morsingboer demonstrerede uden held: Udvalg skal beslutte, hvad der skal ske med Ørodde

Kommunalbestyrelsen på Mors vil udvikle det grønne område Ørodde i Nykøbing. Borgerne vil dog have, at det skal forblive præcis, som det er.

Ørodde i Nykøbing bliver af borgerne kaldet "Fælleden".
Ørodde i Nykøbing bliver af borgerne kaldet "Fælleden".
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Det var ikke den mest behagelige modtagelse, der ventede lokalpolitikerne på Mors, da de tirsdag eftermiddag skulle til afstemning om en ny kommuneplan.

Der var nemlig demonstration foran rådhuset i Nykøbing.

Demonstrationen bundede i, at flere borgere i Nykøbing er utilfredse med, at en fornyelse af byens grønne område Ørodde er en del af kommuneplanen, der var til afstemning. De vil nemlig gerne have, at Ørodde skal forblive lige præcis, som den er.

- Vi vil gerne råbe politikerne op og påvirke dem. Vi vil gerne fortælle dem, at vi ikke synes det er en god ide.

- Der er så mange borgere, der bruger det grønne område ude på Ørodde som afstresning, mental velvære og til at motionere i. Det er byens område, fortæller Pia Thorsen, der er arrangør af demonstrationen.

Pia Thorsen har selv tidligere stillet op til kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune for Enhedslisten.
Pia Thorsen har selv tidligere stillet op til kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune for Enhedslisten.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Der var forventet, at kommuneplanen ville blive stemt igennem. Det gjorde den også med 18 ud af 21 byrådsmedlemmer for planen. Langt fra det resultat, som Pia Thorsen håbede, men der er håb for demonstranten endnu.

Det står ikke skrevet i kommuneplanen, hvad der skal ske med Ørodde, som også kaldes ”Fælleden” af morsingboerne. Der er indtil videre nedsat et udvalg, som de næste to år skal finde ud af, hvordan man bedst udvikler områdets muligheder.

- Udvikle til hvad? Det skal ikke være på bekostning af borgerne, for Ørodde betyder meget for rigtig mange mennesker, siger Pia Thorsen.


Kommuneplanen er for borgerne – ikke politikerne

Borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), tager demonstrationen med ophøjet ro, og holder fast i, at udvalget skal finde den bedste mulige måde at bruge Ørodde på.

- Jeg synes, det er fint, at man giver sin mening til kende. Men vi har nedsat et udvalg, som skal bruge to år på at sige, hvordan vi bedst skal bruge området, og jeg synes, det er vigtigt, at det er sådan, vi bruger vores energi, siger han.

Og det havde borgmesteren 17 andre byrådsmedlemmer, der var enig i.

En af de tre uenige var Pia Storm fra Socialdemokratiet.

- Vi ønsker at udtage området af kommuneplanen, fordi jeg synes, vi skal lytte til borgerne. En kommuneplan er ikke for os politikere. Den er for de 20.000, der bor på øen, siger hun.

Pia Storm foreslog til kommunalbestyrelsen, at man udtog Ørodde af kommuneplanen inden afstemningen. Det var der dog ikke opbakning til, og derfor stemte hun nej til kommuneplanen.