Menighedsråd vil lægge kirker i dvale det meste af året

Det er dyrt for menighedsrådene at blive ved med at vedligeholde kirker, der ikke bliver brugt, lyder det.

Menighedsrådene mener, at det er for dyrt at blive ved med at vedligeholde landets mange kirker.
Menighedsrådene mener, at det er for dyrt at blive ved med at vedligeholde landets mange kirker.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Mange steder i Danmark kan man se fra den ene hvidkalkede middelalderkirke til den næste.

Nu er man imidlertid i folkekirken begyndt at diskutere, om nogle af de cirka 2000 middelalderkirker skal lukkes ned og kun fortsætte som såkaldte lejlighedskirker.

Det skriver Jyllands-Posten.

Årsagen er ifølge avisen, at flere og flere fortsat flytter fra land til by.

Og ved at holde kirkerne lukket det meste af året og i stedet tage dem i brug til eksempelvis en julegudstjeneste, eller hvis nogen ønsker at blive gift i kirken, kan menighedsrådene spare penge på blandt andet opvarmning og løn til graveren.

- Der er nogle steder i landet et overskud af kirker og et underskud af penge til at vedligeholde dem.

- Så vi er nødt til at se på, om alle kirker i fremtiden skal vedligeholdes lige meget - selv om der er mange følelser på spil, siger Hans-Henrik Nielsen, der er formand for økonomi- og bygningsudvalget i Landsforeningen af Menighedsråd, til Jyllands-Posten.

2:08
Det har mødt kritik at provsterne i Skive vil sætte kirkeskatten op. Det får provsten i Skive til at tage hul på en ny diskussion.

Det er menighedsrådene, som har brugsretten over kirkerne, og dem, der skal beslutte, om en kirke skal blive lejlighedskirke.

Mette Moesgaard Jørgensen, der er provst på Mors, er enig. Hun siger til Jyllands-Posten, at tiden er kommet til et nyt syn på middelalderkirkerne.

- Skal de alle sammen bevares som i dag, eller skal nogle af dem gå i dvale?, spørger hun.

Landets biskopper har netop nedsat arbejdsgrupper i fire stifter, som skal undersøge, hvordan man kan føre en differentieret vedligeholdelse af kirkerne ud i livet.

Ulla Kjær, der er seniorforsker på Nationalmuseet, minder om, at menighedsrådene er forpligtede til at vedligeholde dem.

Hun tilføjer, at alle kirkerne har "enestående nationalhistorisk værdi", skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/