Kristian Pihl genopstiller ikke ved næste valg: Jeg har aftjent min værnepligt i politik

Efter 29 år er det slut med politik for Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre.

Kristian Pihl Lorentzen er tidligere transportordfører for Venstre.
Kristian Pihl Lorentzen er tidligere transportordfører for Venstre.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Han fik 4595 personlige stemmer ved folketingsvalget 1. november 2022. Men ikke nok til at fortsætte som folketingsmedlem. 

- Jeg synes ikke, jeg er dømt ude, sagde den 61-årige Venstre-politiker umiddelbart efter valget til TV MIDVEST. 

Alligevel er konklusionen nu helt klar: Kristian Pihl Lorentzen er ikke at finde på stemmesedlen ved næste valg.

- Hvis jeg skal have et kapitel med kød på, så skal det være nu, jeg begynder på det, siger Kristian Pihl. 

- Havde jeg været 51 eller 55 år kunne det give mening, men næste gang, der er valg, er jeg omkring 65 år, og giver det ikke mening for mig, siger han. 

- Jeg har haft mange gode år i politik, men nu har jeg aftjent min værnepligt, siger politikeren, som til maj er pensioneret major i Forsvaret. 

29 år i dansk politik 

Kristian Pihl Lorentzen, som oprindeligt er fra Silkeborg, begyndte sin politiske karriere i Kommunalbestyrelsen i Kjellerup i 1993. 

Siden er det blevet til 29 år i dansk politik og en stol i Folketinget siden 2005. 

Op til valget i 2022 lagde Venstre-manden alle sine vågne timer i valgkampen. Alligevel blev det ikke til en plads på Christiansborg. 

- Lige efter valget var jeg træt af det. Der ville jeg da gerne vinde. Men efter lidt tid og overvejelser, så er det faktisk med lettelse og stor optimisme, at jeg kaster mig over et nyt kapitel, siger Kristian Pihl Lorentzen. 

- Det er en dejlig fornemmelse bagefter, fordi man er helt afklaret. 

Fra politiker til lobbyist – og måske fotograf

Selvom Venstremanden kalder fremtiden for et helt nyt kapitel, så kan han alligevel ikke slippe politik helt. 

- Jeg kommer til at beskæftige mig lidt med politik, ikke som politiker, men som kommunikationskonsulent, hvor jeg kommer til at beskæftige mig med politiske spørgsmål også – og jeg skal også holde oplæg om vores folkestyre, fortæller han og påpeger, at han mener, at folkestyret er i en værre tilstand, end da han begyndte som politiker. 

- Og det har ikke noget med mig at gøre - men noget med sociale medier, landsdækkende medier, som er med til at gøre historierne om politik overfladiske og så en tendens til, at man udelukkende interesserer sig for enkeltsager i stedet for at se på helheden, og desuden bare kan stifte et nyt parti, i stedet for at blive og kæmpe for at trække sit parti i en bestemt retning, siger han. 

Nu vil han bidrage til debatten om styret - men også begynde en karriere som lobbyist. 

- Jeg er ikke bange for at sige, at jeg bliver lobbyist. Jeg mener, lobbyisme er noget positivt, så længe, man spiller med åbne kort, påpeger han. 

Derfor skal han nu til at rådgive virksomheder og organisationer i at få kontakt til politikerne og føre sin sag. 

- Der er for eksempel er der ikke mange, der ved, at enhver borger har mulighed for at få foretræde og møde politikerne face to face i et kvarter. Det er jo en fantastisk mulighed, siger han. 

Men der bliver også tid til andet end politisk kommunikation for Kristian Pihl Lorentzen. Han har nemlig en bog eller to undervejs. 

- Jeg vil måske skrive mine erindringer efter 29 år i politik. Og så har jeg taget flere hundrede fotografier af møller og lavet research om gamle, historiskes møller. Jeg er ud af en gammel møllerfamilie, min tiptipoldefar var møller, så den interessen ligger nok i blodet, griner han.