Isaksen røg direkte i 14 dages isolation, da han fik lægens hårde besked

Gustav Isaksen kan igen drible og spille fodbold. Humøret er derfor højt, da han byder velkommen ved porten til sit nye hjem. Han er flyttet i hus nord for Rom og har sagt farvel til larmen og lejligheden i byens centrum.

Det er i de nye rammer, at Lazio-spilleren har sagt ja til at fortælle historien om en hæslig sommer, der bød på isolation og et totalt forbud mod at spille fodbold.

- Jeg blev skør i hovedet af bare at ligge og kigge op i loftet i 14 dage uden at vide, hvornår jeg kunne vende tilbage til en normal hverdag igen, fortæller Gustav Isaksen indledningsvist om mødet med den modstander, han ikke kunne drible forbi: Virussen mononukleose, også bedre kendt som kyssesyge.

Den danske landsholdsspiller havde ingen anelse om, hvad der ventede ham, da han i juli mødte op til sin tredje sæsonstart med Lazio. Men allerede få dage inde i den fysisk hårde preseason begyndte han at mærke, at kroppen ikke reagerede, som den plejede.

- Pludselig, efter en træning, kunne jeg bare mærke, at min krop var helt smadret, så jeg gik hen til en omgang massage i håb om, at det kunne løsne lidt op. Men mens jeg lå der på briksen, begyndte jeg at fryse helt vildt – og samtidig fik jeg rigtig ondt i halsen, fortæller Isaksen om det forløb, der fik ham til at gå direkte fra massagebriksen og ind til klubbens lægerum.

- Først troede lægen bare, det var halsbetændelse. Jeg tænkte, det var da heldigt, så var jeg snart klar igen. Men så begyndte jeg at få det mere og mere skidt.

Alarmklokkerne gik nu hos klubbens medicinske stab, der straks tog en blodprøve af landsholdsspilleren. Få timer senere kom svaret: Gustav Isaksen var testet positiv for kyssesyge. Farvel til fysisk aktivitet – nu var der dømt total ro på ubestemt tid.

- Jeg rykkede direkte i 14 dages isolation ude på klubbens anlæg, hvor jeg hele tiden blev overvåget af en læge. De var meget forsigtige og bange for, at jeg kunne smitte mine holdkammerater, så der blev ikke taget nogen chancer. Det var nogle hårde uger, hvor feberen også meldte sin ankomst, samtidig med at halsen hævede, og jeg næsten ikke kunne synke.

- Jeg ville så gerne hjem

Mens holdkammeraterne fortsatte sæsonforberedelserne, sad Isaksen alene tilbage – med usikkerheden som eneste selskab. Familie, venner og holdkammerater holdt sig på afstand.

– Der var en del fra klubben, der skrev til mig, og nogle af dem ringede også for at sige hej. Men det var svært i starten, fordi alle var bange for, at jeg kunne smitte. Det ville jeg heller ikke have på mig selv, så derfor holdt vi meget afstand.

- Det var som at være tilbage i coronatiden – bare helt alene. Jeg var rigtig syg en uges tid og havde det virkelig skidt. Men da feberen begyndte at falde, og jeg følte mig bedre, troede jeg, at det var ovre. Det var det så bare ikke, fortæller Isaksen, mens han synker lidt ned i sofaen, mens minderne om isolationsdagene vælder frem.

I Italien er der stor opmærksomhed på sportsfolk, der rammes af kyssesyge. Kommer man for tidligt i gang og belaster immunforsvaret, kan både milt og lever tage skade – og i værste fald kan sygdommen være dødelig. Derfor skulle han blive yderligere 14 dage på klubbens anlæg, så lægerne kunne holde øje med ham.

– Dér sagde jeg: "Hey, venner, nu stopper vi lige”. Jeg ville bare så gerne hjem. Så jeg fik lavet en aftale med klubben om, at min mor kunne rejse ned til mig. Så kunne hun overtage rollen som observatør af sin virusramte søn. Det gjorde en stor forskel at komme hjem til mit eget hus. Men jeg måtte stadig holde afstand fra folk i klubben, fordi de var bange for, at jeg stadig kunne smitte.

Måtte stå og vinke til sine holdkammerater

I kælderen i sit nye hus havde landsholdsspilleren fået lavet sit eget lille fitnessrum, da han flyttede ind. Det kom ham til gode, for her kunne han stille og roligt starte sin genoptræning – og en plakat på væggen med mors motto "Jeg kan – Jeg vil – Jeg skal", gav et ekstra boost på vejen.

- Det var en lang nedtælling, for jeg kunne se, at sæsonen begyndte at nærme sig, og alle træningskampene, man har i opstarten, blev spillet – bare uden mig. Man når at tænke mange ting, når man bare ligger derhjemme og kigger, reflekterer den tidligere FC Midtjylland-spiller.

Mens Isaksen knoklede i kælderen, begyndte det langsomt at lysne.

Efter mere end en måneds pause fik han stille og roligt lov til at begynde at træne i klubben igen, men i starten trænede han helt alene og havde stadig ikke tæt kontakt med holdet.

– Nogle dage stod jeg oppe på en balkon og vinkede ned til dem, og af og til kom Oliver Provstgaard lidt tættere på, så vi lige kunne få byttet et par ord. Det var det. Men det var virkelig fedt bare at komme ud i klubben igen – det holdt både kroppen og hovedet i gang. Så jeg følte mig ikke helt slået tilbage, da jeg endelig slap ud af isolationen.

Kampen mod kalenderen

Der gik næsten to måneder fra de første symptomer, til det hele var overstået – undervejs løb Isaksens blik dagligt mod datoerne, der var plottet ind med håndskrift på den halvårskalender, han har stående bag spisebordet.

I kalenderen har han – ud over klubkampe og dage med besøg fra Danmark – også noteret datoerne for Danmarks seks VM-kvalifikationskampe i efteråret.

- Min helt store drøm er at komme med Danmark til en slutrunde, og derfor gjorde det også ondt at se de to første VM-kvalifikationskampe komme tættere og tættere på. Jeg kunne jo godt se, at det ville blive en kamp mod tiden.

Siden Brian Riemer kom til, er den kreative kantspiller blevet tildelt en stor rolle på landsholdet. Derfor var der også godt gang i WhatsApp-beskederne mellem de to under sygdomsforløbet. Begge håbede til det sidste, at Isaksen ville nå at blive klar.

Men ingen af dem fik lov at bestemme i dette tilfælde. Lazio tog beslutningen – det ville ikke være forsvarligt at lade Isaksen rejse hjem til de to landskampe.

- De mente, det var bedre at blive og bruge landsholdspausen i klubben, så jeg kunne komme mig fysisk og blive mere tryg ved de taktiske elementer under vores nye træner, Maurizio Sarri. Så det var klubben, der prioriterede for mig. Jeg kunne ikke gøre så meget, selvom jeg rigtig gerne ville have været med, fortæller Gustav Isaksen, der nu er helt ovenpå igen.

Har ikke væltet sig i spilletid

Mens han så småt gør sig klar til at tage af sted til klubben og snupper et glas vand i køkkenet, fortæller han, at kyssesyge i flere tilfælde kan påvirke kroppen i op til et år. Men her, tre måneder efter at mononukleosen ramte ham, mærker han intet til sygdommen.

Til gengæld kan han ikke undgå at mærke, at kampformen ikke er optimal forud for ugens landskampe mod Belarus og Grækenland.

Lazio-træner Maurizio Sarri har været nærig med spilletiden og har kun tildelt ham35 minutter i de kampe, han har været til rådighed.

- Jeg ville selvfølgelig gerne have spillet noget mere, men jeg føler faktisk, at formen er god, og jeg har i hvert fald gjort alt for at stå så skarpt som muligt.

- Så nu glæder jeg mig til at komme hjem til landsholdet igen, slutter Isaksen, inden han – tilbage ved porten – siger farvel og hopper ind i sin blå Mini Cooper. Endnu en træning venter.