Giftig blomst breder sig i landskabet: Engbrandbægeren er giftig for husdyr

Den økologiske svineproducent Trine Kammersgaard har travlt med at plukke den gule blomst, så hendes grise har noget at spise.

Den gule og - ved første øjekast - uskyldige blomst engbrandbægeren står her der og alle vegne i det midt- og vestjyske landskab. Men den er bestemt ikke velkommen overalt.

Den gule blomst er nemlig giftig og kan tage livet af heste og husdyr.

Derfor har den økologiske svineproducent Trine Kammersgaard fået travlt med at plukke blomster. Engbrandbægeren har nemlig fået ekstra godt fat på den mark, hvor hun regnede med at høste foder til sine grise.

- Vi er nødt til at fjerne den, da svinene ikke kan kende forskel på planterne, når de er tørret og blandet. Når den er frisk er den bitter i smagen, siger Trine Kammersgaard.

Derfor bruger økolandmanden sin tirsdag på at fjerne de gule blomster på den gammeldags facon - med hænderne.

- Vi startede et andet sted, hvor der egentlig ikke var så mange, så der var hele familien med. Så kom vi ned for enden af marken, hvor der bare var rigtig mange, og så gik familien lidt døde i det, siger svineproducenten med et smil.

Engbrandbægerne har blandet sig med rødkløveren på de marker, som hun plejer at høste foder fra.
Engbrandbægerne har blandet sig med rødkløveren på de marker, som hun plejer at høste foder fra.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Giver føde til 200 insekter

Nogle mener, at de mange engbrandbægere skyldes tørken i 2018, mens Anna Gudrun Worm, der er biolog og projektleder i Nationalpark Thy peger på mere vilde vejsider.

Og der er nogle dyr i den danske natur, som faktisk nyder af godt af den "giftige" blomst. Den er nemlig fødekilde for 200 insektarter. Blandt andet blodplet-sommerfuglens larver.

- Larven signalerer med dens sorte og gule farver signalerer, at den er giftig. Det er fordi, den ophober giftstofferne fra planten, siger Anna Gudrun Worm.

Derfor råder projektlederen til, at man kun fjerner de Engbrandbægere, der generer.

- Ude på naturarealerne er den en virkelig god nektarkilde, siger Anne Gudrun Worm.

Men for Trine Kammersgaard er der mange af dem, der generer. Hun skal nemlig bruge rødkløveren på hendes marker, så hendes grise har noget at spise denne vinter. Derfor fortsætter hun med at plukke, til de er væk.