Bilbrancen er under pres: - Alt vores salg går i stå

Bilforhandlerne savner vished om, hvordan registreringsafgifterne på bilerne kommer til at se ud efter nytår.

Henrik Lysgaard, der er indehaver af Bilforum Herning, savner klarhed om, hvad der kommer til at ske med registreringsafgiften næste år.
Henrik Lysgaard, der er indehaver af Bilforum Herning, savner klarhed om, hvad der kommer til at ske med registreringsafgiften næste år.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Regeringen har endnu ikke påbegyndt forhandlingerne om, hvordan registreringsafgiften skal skrues sammen fra 2021. Elbilkommisionen kom ellers for to uger siden med sine anbefalinger til, hvordan afgiften bør beregnes fremover, men det har ikke fået skatteminister Morten Bødskov til at indkalde til forhandlinger.

Hos bilforhandlerne betyder uvisheden om, hvad en benzin-, diesel eller elbil kommer til at koste, at de mangler kunder.

- Al vores salg og hele vores branche går i stå, når det er, som det er nu, og det er jo ikke en sjov situation at være i, siger Henrik Lysgaard, indehaver af Bilforum Herning.

Indtil en ny aftale er på plads risikerer en plug-in hybrid som en Ford Kuga at blive noget dyrere ved årsskiftet.

- Den vil måske stige med mellem 80.000 og 100.000 kroner til næste år, og så tror jeg ikke, der er lige så mange, der vil vælge den bil, siger Peter Griebe Nielsen, der salgstrainee ved Ford-forhandler Bjarne Nielsen i Holstebro.

DF venter på invitation

I Dansk Folkeparti undrer de sig over, at regeringen ikke har inviteret til forhandlinger endnu.

- Vi har haft nogle tekniske gennemgange af Elbilkommissionens rapport, men egentlige forhandlinger er der faktisk ikke kommet gang i endnu, og det er ret skuffende, siger skatteordfører for Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær.

Skatteminister Morten Bødskov har ikke haft mulighed for at medvirke i et interview i dag, men i et skriftligt svar til TV MIDTVEST skriver han, at han forventer, at regeringen snart vil indkalde til forhandlinger.