To personer må nu skyde problemulv
To landmænd har nu fået tilladelse til at skyde problemulven i Klosterhedereviret. Yderligere en person venter på at få behandlet sin ansøgning.
Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til TV MIDTVEST.
- Der er givet i alt to reguleringstilladelser til problemulven i Klosterhedereviret, og yderligere en ansøgning er under behandling, oplyser kontorchef Jens Skovager Østergaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.
Tilladelserne er givet, efter Naturstyrelsen i slutningen af august kunne konstatere, at der havde været et ulveangreb på en fåreflok bag et ulvesikret hegn.
Det er første gang, at der er sket et ulveangreb på husdyr bag ulvesikret hegn, siden det i april blev gjort muligt at regulere ulve i forbindelse med angreb.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har tidligere oplyst, at reguleringstilladelsen kan søges af husdyrholdere med ulvesikrede hegn i kommunerne Lemvig og Struer syd for Limfjorden.