Venstre ekskluderer byrådsmedlem
Venstre i Viborg ekskluderer det 73-årige byrådsmedlem, Leo Nørgaard efter længere tids uenighed. Det fremgår af en pressemeddelelse, som partiets lokalforening har sendt til TV MIDTVEST.
- Gennem to år har Leo Nørgaard adskillige gange vist, at han ikke ønsker eller er i stand til at acceptere og efterleve den præmis, han selv nikkede ja til, da han blev medlem, skriver formand John Madsen.
For Leo Nørgaard selv kom eksklusionen ikke som den store overraskelse. Han fortæller lørdag, at han selv var nået til samme erkendelse om byrådsgruppen.
- Som byrådsmedlem står vi for det nære, og jeg syntes ikke længere, at vi i Venstre gjorde nok for at læse og forstå eksempelvis høringssvar, siger Leo Nørgaard, der endnu ikke har besluttet, om han vil søge optagelse i et nyt parti.