Nicolai hoppede for højt og for langt på sin mountainbike: Et farligt styrt og en brækket nakke

Han er dansk mester i springgymnastik, verdensmester i murerfaget og i seks uger kunne han kun gå 100 meter om dagen. Alligevel giver han ikke op.

5:13
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Denne artikel er med i sommerserien ”Fik du læst?”, hvor vi hver dag finder en artikel frem til et godt gensyn.

Nicolai Asmussen, 32 år, spænder hjelmen, lyner op i den kropsnære wind-breaker, klikker skoene i pedalerne, og så er han klar til udfordringerne i mountainbike sporet i Sir-Lyngbjerg ved Holstebro.

Han kender hver en kurve, hver en højdemeter, hvert et bump. Han har kørt her mindst 200 gange før.

Musklerne i den veltrænede krop er spændt op til udfordringer, for det er det, der driver ham. At køre hurtigere og hoppe højere og længere på cyklen på det udfordrende spor.

Musklerne i den veltrænede krop er spændt op til udfordringer, for det er det, der driver Nicolai Asmussen. At køre hurtigere og hoppe højere og længere på cyklen.
Musklerne i den veltrænede krop er spændt op til udfordringer, for det er det, der driver Nicolai Asmussen. At køre hurtigere og hoppe højere og længere på cyklen.
Foto: Privatfoto

Med 25 km i timen og fjedrene presset i bund kommer han til en nedkørsel, han kender ligeså godt som sin egen bukselomme, men alligevel går det galt denne dag i februar. Han har for meget fart på , og hoppet bliver for langt:

- Jeg kan ikke nå at dreje cyklen mod højre og fortsætte på sporet. Lige foran er der et stort træ, og det vil jeg for alt i verden ikke ramme. Så jeg flyver i stedet til venstre ind mellem to træer  ryger over styret og lander lige på hovedet, fortæller Nicolai Asmussen.

Han brækker nakken. Bruddet sidder mellem første og anden nakkehvirvel, og her tre måneder senere kan han stadig hverken bøje eller dreje nakken. Han har besvær med at synke og er følelsesløs på den ene skulder og i dele af sit kranie.

Skal have hjælp til det meste

På et splitsekund er hverdagen forandret. Han kan ikke passe sin murermesterforretning, ikke spille fodbold med sin lille søn Mikas og må have hjælp til det meste af sin kone Tina.

- For sådan en som mig skal der være action og udfordringer med hop og sving. Det er adrenalin på højt plan. Men jeg troede ikke, der var en risiko, så længe jeg var god til at gøre, det jeg gjorde.

Men selv for den bedste kan det gå galt, og Nicolai er nu i gang med at få sin krop til at fungere igen. De første seks uger har han kun kunnet gå 100 meter om dagen,. Nu kan han træne tre gange en halv time hver dag .

Lige nu venter han på lægernes dom. Enten skal han opereres i nakken, eller også skal han gennem et intensivt genoptræningsforløb.

- I starten tænkte jeg, at det er lige som at brække et ben. Det skal bare have tid til at hele. Men det kan slet ikke sammenlignes, og smerterne er voldsomme.

Nicolai Asmussen på det sted i Sir-Lyngbjerg, hvor han brækkede nakken.
Nicolai Asmussen på det sted i Sir-Lyngbjerg, hvor han brækkede nakken.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Ikke første uheld

Man skulle tro, at Nicolai for længst havde opbrugt sin uhelds-konto. Da han var halvandet år fik han skåret sin ene fod helt af i en havetraktor. Den blev syet på igen på Odense Universitetshospital, og efter adskillige operationer, fungerer den fint , bortset fra at den er tre numre mindre end den anden.

- Det med min fod har gjort virkelig ondt. Jeg kan huske, da jeg var barn, at jeg skød mig selv med en paintballpistol i maven, for at få smerten fra foden et andet sted hen. Nu er jeg blevet bedre til med tankens kraft og mindfulness at arbejde med smerte, og det bruger jeg nu med nakken, forklarer Nicolai.

Ukuelighed står malet i panden på ham. Alt det, lægerne har sagt, han ikke kunne, det har han gjort. Han er dansk mester i springgymnastik, verdensmester i murerfaget, og nu drømmer han om at komme tilbage på cyklen igen:

Jeg elsker at kæmpe for noget. Det bedste ville næsten være, at nogen sagde til mig, at jeg aldrig kommer til at cykle igen. Så ville jeg virkelig have den følelse: Det skal jeg vise dem, jeg kan.

Før uheldet var Nicolai gået i gang med at skrive en bog om sin turbulente start på livet , og hvordan den amputerede fod har formet ham til den fighter, han er i dag.

- Jeg tror, meningen med den brækkede nakke er, at jeg skal få skrevet bogen færdig og få mit budskab ud om, at der kan ske alvorlige ting i livet, men hvis man vender det til noget positivt, så kan man godt overleve det og komme stærkere ud på den anden side. Mit motto er, at man kan, hvad man vil.

Bruddet sidder mellem første og anden nakkehvirvel.
Bruddet sidder mellem første og anden nakkehvirvel.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST