Fra Bruun til Rasmussen: TTH hyrer nu målmandstræner

Når Søren Rasmussen efter denne sæson indstiller sin aktive karriere, skal han være målmandstræner i Holstebro.

45-årige Søren Rasmussen spiller i øjeblikket i Ribe-Esbjerg - efter sommerferien bliver han træner i TTH Holstebro.
45-årige Søren Rasmussen spiller i øjeblikket i Ribe-Esbjerg - efter sommerferien bliver han træner i TTH Holstebro.
Foto: TTH Holstebro

En målmandslegende afløser fra næste sæson en anden hos TTH Holstebro.

Den vestjyske håndboldligaklub har i mange år brugt Michael Bruun som målmandstræner, men han har efterhånden så travlt med sine opgaver hos Dansk Håndbold Forbund og den tyske storklub Flensburg-Handewitt, at TTH nu har fundet en afløser.

Ny målmandstræner bliver 45-årige Søren Rasmussen, der efter en lang og flot karriere har besluttet at stille håndboldskoene på hylden efter denne sæson. Parterne har underskrevet en toårig aftale. 

- For mig er opgaven i TTH Holstebro meget attraktiv, da der er tale om en topklub i Danmark, og en klub med mange spændende ambitioner og drømme. Derfor er tiden nu inde til at stoppe den aktive karriere for at blive en god målmandtræner, for at gøre målmandsdelen endnu stærkere i TTH Holstebro, og ikke mindst for at blive en del af et trænerteam med to gode trænere i Søren Hansen og Claus Uhrenholt, siger Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.

Søren Rasmussen, der stammer fra Skive, spiller i øjeblikket i Ribe-Esbjerg. Han har tidligere været på kontrakt i Flensburg-Handewitt og har også vogtet målet for flere midt- og vestjyske klubber som Thisted, Viborg og Bjerringbro-Silkeborg. Dertil kommer 41 landskampe.

- Med sin lange og flotte karriere har Søren som person og som håndboldmand masser at byde ind med til klubben, til holdet og til vores målmænd. Han er en vindertype, og en som hele tiden forsøger at dygtiggøre sig selv og de personer, han arbejder med, siger direktøren i TTH Holstebro, John Mikkelsen.

Michael Bruun (th) har så travlt med sine opgaver i Dansk Håndbold Forbund og Flensburg-Handewitt, at TT Holstebro nu har fundet sig en ny målmandstræner.
Michael Bruun (th) har så travlt med sine opgaver i Dansk Håndbold Forbund og Flensburg-Handewitt, at TT Holstebro nu har fundet sig en ny målmandstræner.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix