HeartWork står der på elevernes skoleskema hos de 8 klasser fordelt på fem skoler i Herning, som er med i mit pilotprojekt. En gang om ugen i et helt skoleår besøger klassen det lokale plejehjem.

Jeg ved jo godt, at når vi er 50 lærere, så kan vi ikke bare gøre det vi har lyst til, men jeg tænker også, at det er vigtigt, at vi ikke har for rigide rammer, så vi kan bidrage med hvem vi er. Det er vigtigt for mig, hvis jeg skal blive i folkeskolen.

HeartWork er simpelthen noget, jeg har startet, fordi det blev vigtigt for mig at synliggøre og vise andre, hvad skole også kan være. HeartWork handler om at lave relationer mellem generationer og vise, at sammen skaber vi det gode liv. Det handler om at få skolen udenfor skolen, og så handler det om at hive det uden for skolen ind på skolen.

En tilfældighed

Det var et åbent plejehjem i Lind, der inviterede indenfor, og vi skulle bare over og synge. Vi skulle over og underholde, og så blev det synligt for mig, at det kunne så meget mere end underholdning. Det kunne fagfaglighed. Så jeg så en chance for at kombinere min fagfaglighed med en platform. Det gav mig en platform til, at alt det børnene lærer i skolen, det kunne vi komme ud og dele med nogle på plejehjemmet.

Jeg har kaldt det tryllestøv. Det er det, man får øje på, når man er med. Nogle gange har jeg måttet forklare børnene, at jeg faktisk har grædt, men det er glædestårer.

Fagfaglighed. Det er alt det, vi har bestemt, som er vigtigt for børnene at lære, og det er faktisk det, der blev hele omdrejningspunktet for mig, hvorfor skal de lære det? Synliggør vi for børnene, hvad det skal bruges til. Det er det projektet her kan. Vi lærer en masse, som vi ved er godt for børnene at lære. Vi giver dem redskaber. Dem skal de grave i jorden med, dem skal de grave i verden med, men det skal de jo gøre et sted. Så hvis det bare er på skolen de graver, så giver det ikke mening.

Jeg kalder det læringstransfer.  Det er, at det vi bruger et sted, kan vi anvende et andet sted. Vi skal ud og bruge det til noget. Det bliver brugbart og det giver mening. Det er det, jeg synes, vi nogle gange kan komme til at glemme i folkeskolen, at det skal give mening for barnet. Hvis vi sørger for, at det giver mening, så får børnene lyst til at lære. Så er det meningsfyldt læring.

Så det er blevet sådan et mantra for mig. Det handler om nogen og noget. Vi skal over og være sammen med nogen. I det her tilfælde på et plejehjem, men det kunne være alt muligt. Vi er sammen om noget, der er båret af relationer mellem generationer.

Og det har jeg fået lov til at sætte på skemaet på min skole, Lind skole. Vi kalder det HeartWork. Her tænker jeg eksempelvis samtidig billedkunst, musik og faget dansk ind. Man kan bruge alle fag. Eksempelvis i forhold til natur- og teknik, så skulle vi da over og lave planter ovre på plejehjemmet, og på plejehjemmet bidrog vi med noget. Vi ville gerne dele en oplevelse med vores ældre makker.
Så på mit skema står der HeartWork, på børnenes skema står der HeartWork, og børnene ved så, at vi arbejder med sang og musik, den danske sangskat, vi arbejder med musikinstrumenter, og vi arbejder med rim og rytme. Vi arbejder med alle de fagfaglige ting vi skal, og så går vi over på plejehjemmet og deler med nogen.

Det startede med, at der var mig og min klasse. Og så blev det udvidet til at blive et par klasser på skolen, og så fik vi en pilotskole med. Herning Kommune er inde over nu, og det er vigtigt for dem med evidensundersøgelser, så det ikke kun er fordi Belinda synes, det er en god ide. Kan det overføres til andre skoler, og andre lærere, kan de overtage noget, som én lærer synes er godt? Det er jo vigtigt, at det kan skaleres, uden at jeg er der. For jeg kan jo ikke være med hver gang. Og hvordan gør man det. Så derfor har vi udviklet på det og lavet nogle workshops, som interesserede lærere kan komme til.

Jeg kan se nogle børn profiterer af det her. Når jeg går på plejehjemmet kan jeg se alle mine børn har en mulighed for at bidrage. Måske også dem der ikke står øverst på trappen socialt eller dem der står øverst på trappen fagfagligt, altså dem der kan læse rigtig godt. Jeg kan se, at alle børn har en mulighed derovre.

Den første gang jeg kom på plejehjemmet og flaget var på halv, sank mit hjerte fuldstændigt, og alle børnene reagerede på sammen måde, for de ved godt, hvad et flag på halv betyder. Det kunne være en makker, de havde mistet. Så fik vi tilrettet programmet. Hold da op. Vi sørgede for, at vi havde snakket med dem om det forinden.  Jeg tænkte også, at vi skal have forældrekredsen med i de her ting. At vi kan miste. Sådan er livet jo også.
Det vi gør nu, er, at vi bruger det her projekt til at snakke om det, livet egentlig handler om.

Vi har også skullet forklare børnene, hvad glædestårer er. Det kan virke voldsomt for et barn at møde et menneske, som græder.

Sten på vejen

De største sten på vejen er, når noget er nyt. Alt nyt er svært. Det er svært for læreren, for der er mange, der skal overbevises undervejs. Jeg er tit gået hjem med julelys i øjnene, og har sprudlende fortalt om mine oplevelser. Men en ting er, at jeg oplever det, og sådan er det hver gang, man skal implementere noget nyt i folkeskolen. Vi implementerer mange nye ting hele tiden, og så skal man have andre til at tro på det, og det kan være svært. Og det kan være svært at stå alene. Så derfor er jeg så henrykt for, at jeg ikke står alene længere.

Det kræver mod og gøre de her ting og være frontløber. Det er også svært at kombinere to forskellige kulturer. Skolen er en kultur, og plejehjemmet er en anden kultur. Og vi skal have de to kulturer til at smelte sammen. Den sammenskabelse er ikke nem, fordi vi skal have forståelse for hinanden, men det er jo det, hele livet handler om. Når du er, som du er, og jeg er, som jeg er, kan vi så få et fællesskab, som er endnu bedre, og det er jo det, jeg synes, vi har vist med det her. Sammen kan vi så meget mere.

I starten var det kun mig. At smide en lille sten, og se ringe i vandet, og så håbe på, at andre kan se det. Det handler også om, at nogen skal have lov til at prøve det. Og jeg er lykkelig for, at Herning kommune er gået med ind i det. Det åbner nogle døre for mig, hvor jeg kan sige, nu kommer andre lærere til at prøve det, nu bliver de ambassadører. Nu håber jeg så på, at de spreder nogle sten på deres skole, så nogen nye har lyst til at prøve.

Og jeg skal også overbevise folk, som tænker i tal og grafer og cirkeldiagrammer. Nogle ting er svære at dokumentere, men det skal jeg jo. Det er bare rigtig rigtig svært at måle på de der parametre. Hvordan måler man f.eks. øget selvtillid? Det er meget nemmere at måle på, om man er blevet god til matematik. For det kan man lave en test på. Hvis det her skal løfte sig, så skal jeg kunne få de folk i tale. Det er den svære del. Jeg er god til at undervise, så der er mange af de der forretningsting, som kan være svært for mig. Hvordan gør jeg det bæredygtigt? Hvordan sikrer jeg, det er her i morgen? For i bund og grund er jeg bare god til at undervise.

Hvis jeg kan få lov til at vise børn, ældre, plejehjemspersonalet og lærere, at vi kan gøre en forskel for hinanden, så er missionen lykkes.  Så går jeg glad i seng. Så hviler jeg godt på min hovedpude.

Se hele udsendelsen om Belinda Hornshøj og hendes projekt 'Elever på plejehjem' lige her på tvmidtvest.dk.

Tekst: Anne Moulvad
Billeder: Belinda Hornshøj & Anne Moulvad
Portrætfoto: Lars E. Andreasen
Layout: Martin Orvad & Mass Lisby