Ulveforening politianmelder fåreavler for ikke at passe på sine dyr
Foreningen Ulvetid har anmeldt Berit Kiilerich Mouritsen for ikke at have sikret sine får mod ulveangreb.
Foreningen Ulvetid har politianmeldt fåreavler Berit Kiilerich Mouritsen for ikke at have sikret sine får mod ulveangreb. Det oplyser Foreningen Ulvetid til TV MIDTVEST.
Berit Kiilerich Mouritsens får blev 14. april udsat for et ulveangreb, hvor 18 får mistede livet. Og det er konsekvenserne af dette ulveangreb, der nu er blevet politianmeldt.
TV MIDTVEST har fået tilsendt anmeldelsen samt dokumentation for, at den er sendt til politiet.
I anmeldelsen står der blandt andet:
”Som dyreholder er man forpligtet til at sikre dyrenes velfærd, herunder at de har adgang til vand, føde og læ. Samme lovgivning forpligter husdyrholdere til at sikre deres dyr bedst muligt mod rovdyrangreb”.
Ole Pedersen, som er formand for Foreningen Ulvetid, siger til TV MIDTVEST, at anmeldelsen kommer i ”ren desperation”.
- Vi bliver udstillet som nogle sataner, der gerne vil have de her angreb på får. Det vil vi bestemt ikke, siger han.
- Det handler om, at vi gerne vil have de her dyr beskyttet. Så vi vil gerne have, at man sætter ulvesikre hegn op - eller beskytter dyrene på anden vis, fortsætter formanden.
Overrasket over anmeldelsen
Berit Kiilerich Mouritsen er overrasket, da TV MIDTVEST fortæller hende om politianmeldelsen mod hende.
- Jamen vi passer jo netop på vores dyr. På alle mulige måder, siger hun.
At hun ikke har et ulvesikret hegn skyldes, at hun ikke selv ejer den jord, hvor fårene går, forklarer hun.
- Jeg kan jo ikke sætte hegn op på noget jord, jeg ikke ejer, påpeger Berit Kiilerich Mouritsen.
Hun lægger ikke skjul på, at politianmeldelsen vækker store følelser hos hende, men hun tager den til efterretning – selvom hun undrer sig over fremgangsmåden fra Foreningen Ulvetids side.
- Foreningen kunne jo vælge at kontakte mig, i stedet for at gøre det gennem medierne, pointerer hun.
Har været politianmeldt før
Det er ikke første gang, Foreningen Ulvetid har politianmeldt Berit Kiilerich Mouritsen, fortæller Ole Pedersen.
- Dengang fik vi det svar, at det ikke var kendt, at der var ulve i området. Sådan er det jo ikke nu, påpeger formanden.
Berit Kiilerich Mouritsen bekræfter den tidligere anmeldelse.
- Jeg har prøvet det før, ja. Dengang var der ikke en sag.
Ole Pedersen fra Foreningen Ulvetid håber, at politiet nu vil rejse en sag.
- Vi har intet imod Berit, som har en sympatisk forretning. Vi gør det primært for, at de ulvesikrede hegn kommer op, siger han.
- Hele den her folkelige modstand mod ulven vil vi gerne have stoppet, understreger formanden for Foreningen Ulvetid.
Det er nu op til politiet, hvad der skal ske i forhold til anmeldelsen. Du kan se, hvad politiets næste skridt er, ved at klikke her.