Poul har opgivet: Har forsøgt at få sin hustru til Danmark i over 10 år
Poul Haubjergs ægteskab har i mere end 10 år udelukkende bestået af telefonsamtaler og sms'er. I den periode har de set hinanden fem gange.
Lørdag fortalte TV MIDTVEST om Peter Poulsen fra Hvam, som i et år ikke har kunnet få sin hustru fra Filippinerne til Danmark.
Poul Haubjerg fra Herning har ventet i endnu længere tid - faktisk helt siden 2014. Han blev dengang gift med kinesiske Zheng Hong, som han mødte på nettet. Hun er 53 år i dag. Han er 72.
- Jeg har været noget trist over det. Men jeg er faktisk nået dertil, at der ikke er mere at gøre for vores vedkommende, erkender Poul Haubjerg.
Han har altså mere eller mindre opgivet.
- De begrunder afslaget med, at vi ikke havde kendt hinanden ret lang tid, før vi blev gift, og vi taler ikke samme sprog. Og at der er stor aldersforskel, fortæller pensionisten fra Herning.
Mødte hinanden og faldt i hak
Det begyndte ellers så lyst og godt for Poul og Zheng Hong.
- Vi mødte hinanden på nettet og faldt hurtigt i hak. Som tiden gik blev vi enige om, at vi begge ville det samme, og så tog jeg til Kina i 2014, hvor vi blev gift, fortæller han.
Zheng Hong kom derefter til Danmark på et tre måneders turistvisum.
- Der havde vi udfyldt en ansøgning om familiesammenføring, som vi afleverede, fortæller Poul Haubjerg.
Afslaget kom i februar 2015.
- Så skulle hun rejse indenfor ni dage. Så hun rejste, og vi klagede.
Siden har sagen gået sin gang.
I mellemtiden har Poul Haubjerg besøgt sin hustru i Kina fire gange. Hun har været på besøg i Danmark én gang.
Deres ægteskab består i at skrive sammen hver dag - og så tale i telefon et par gange om ugen.
- Som dansker kan jeg ikke forstå, hvorfor systemet skal være sådan, lyder det fra Poul Haubjerg.