Politi sender varsel forud for højrisikokamp: Fans kan blive tilbageholdt i op til en time

For at forebygge fan-uroligheder mellem FC Midtjylland og Brøndby IF vil det ene holds fans blive tilbageholdt efter kampen.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Der er meget på spil, når FC Midtjylland søndag aften tager imod Brøndby IF i Superligaens mesterskabsspil.

Begge hold er med i kampen om det danske DM-guld, og af den grund forventer Midt- og Vestjyllands Politi et ekstra højt spændingsniveau mellem de to holds fans.

- Vi håber naturligvis på en fredelig aften, men vi har vurderet - blandt andet på baggrund af vores erfaring fra tidligere kampe mellem de to hold - at risikoen for uroligheder blandt fansene vil være højere søndag end normalt, udtaler politiinspektør Martin Løye, der er linjechef for beredskabet i Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Fans vil blive tilbageholdt

For at mindske risikoen for uro har politiet derfor valgt at tage flere forebyggende tiltag i brug. Blandt andet er hjemmeholdet FC Midtjylland blevet påbudt at tilbageholde fansene på udebaneafsnittet, indtil politiet vurderer, at de berørte tilskuere kan forlade stadion.

Politiinspektøren understreger, at udeholdets fans naturligvis ikke vil blive tilbageholdt længere tid, end politiet finder det nødvendigt, men at det kan vare i op til en time efter slutfløjt.

- Det skal være trygt at gå til fodbold, og når vi har valgt at bede værtsklubben holde tilskuerne fra udebaneafsnittet tilbage, når de øvrige tilskuere forlader stadion, så er det netop for at sikre tryghed og forebygge uroligheder mellem de to klubbers fangrupper, forklarer politiinspektør Martin Løye.

Kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF begynder klokken 18.00 på MCH Arena, og den forventes at blive overværet af 12.000 tilskuere.