Atlet fra Herning på krykker et halvt år før OL

Bryderen Fredrik Bjerrehuus er blevet opereret ved knæet og holder jul på krykker. Til august skal han kæmpe ved OL.

Fredrik Bjerrehuus griner lidt over sin nuværende fysiske forfatning og det faktum, at han til august skal stå i sit livs bedste form på måtten i Japan.
Fredrik Bjerrehuus griner lidt over sin nuværende fysiske forfatning og det faktum, at han til august skal stå i sit livs bedste form på måtten i Japan.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Fredrik Bjerrehuus skal om godt et halvt år på medaljejagt ved OL i Tokyo.

Den 30-årige bryder humper dog i øjeblikket rundt på krykker. For to uger siden blev han opereret, efter at han i længere tid har døjet med problemer omkring det ene knæ.

Herning-bryderen var blandt de første danske atleter, der blev udtaget til OL, efter at han nåede semifinalen ved VM i 2019.

- Jeg havde trænet hårdt op til VM, og måske også trænet for meget.

- Under en off mat-træningssamling efter VM kunne jeg se en bue på knæet. Det var som en golfbold. Jeg tænkte; "det ser ikke godt ud", men det gjorde ikke decideret ondt, siger Fredrik Bjerrehuus.

2:20
Fredrik Bjerrehuus har kvalificeret sig til OL. Nu er han tilbage, hvor det hele startede. (Fra 2019)

Aflyst VM gav mulighed for operation

Bryderen fortæller, at bylden målte 3,4 centimeter. Det betød, at huden var udspilet, og han havde svært ved at bøje benet.

- Det begyndte at irritere mig, når jeg sad, og det gjorde ondt, når jeg gik, så vi fik tømt det ud. Vi fjernede væsken med en kanyle, siger han.

- Det var meningen, at jeg skulle til VM her i december, men efter en uge eller to, så kom det igen.

- Som bryder lander man i alle mulige forskellige positioner, så jeg tænkte, at der her går ikke. Så jeg fik en tid til en operation. Det var alligevel en del af den store plan, og så kunne jeg ligeså godt gøre det nu, når jeg alligevel ikke skulle til VM, siger han.

Træner igen fra januar

I løbet af januar genoptager bryderen så sin træning frem mod OL i Tokyo.

På grund af juletiden betyder den nuværende pause ikke det store i forhold til hans forberedelser til legene i Japans hovedstad.

- Nej, slet ikke.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang igen, og til at jeg kan gå. Jeg bor tæt ved Strøget i København, og det tager 30 sekunder for mig at gå forbi et butiksvindue.

- Lige nu bliver jeg overhalet af folk, der går med rollator, siger Fredrik Bjerrehuus.

- Det har været en rutsjebanetur

Bryderen griner lidt over sin nuværende fysiske forfatning og det faktum, at han til august skal stå i sit livs bedste form på måtten i Japan.

Generelt ser han tilbage på et 2020, der på grund af coronapandemien blev meget anderledes end forventet.

- OL blev jo udsat fra 2020 til 2021, og det var en gamechanger.

- Som bryder er jeg på mange træningssamlinger i udlandet for at få sparring, så coronaen har påvirket os en del.

- Det har været svært at holde motivationen oppe, og så har jeg haft et lidt dårligt knæ. Træningscentrene har åbnet op, men er så blevet lukket ned igen, så det har været en rutsjebanetur, fortæller Bjerrehuus.

- Jeg begyndte at se lyst på det i sommer og tænkte, at det hele nok skulle gå, siger han.

OL i Tokyo afholdes fra 23. juli til 8. august 2021.

/ritzau/