Flere hundrede håndværkere kan være blevet udsat for asbest

3F Midtjylland og 3F Holstebro er gået i gang med at opspore hundredvis af håndværkere, der kan være blevet udsat for asbest ved nedrivningsarbejde i Herning.

Ifølge 3F var der mange tons asbest på byggepladsen i Herning (arkivfoto).
Ifølge 3F var der mange tons asbest på byggepladsen i Herning (arkivfoto).
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Lige nu er fagforeningen 3Fs afdelinger i Midtjylland og Holstebro i gang med at finde frem til de håndværkere, der arbejdede med nedbrydningen af tagplader med asbest under et stort renoveringsprojekt i Herning. Det skriver Fagbladet 3F.

- Det bliver et kæmpe opsporingsarbejde, men det er nødvendigt. Der har overhovedet ikke været styr på håndteringen af asbest i forbindelse med renoveringen, siger Tommy Christensen, der er faglig sekretær hos 3F Holstebro til bladet.

Fra 2017 til 2020 blev 300 af Boligselskabet Fruehøjgaards lejligheder renoveret for flere hundrede millioner kroner. Ifølge Tommy Christensen var der i den forbindelse mange tons asbest på byggepladsen, og under nedbrydningen blev der ikke altid brugt åndedrætsværn af de udenlandske nedrivningsarbejdere.

- I begyndelsen havde de en miljøvogn til at klæde om og gå i bad, men den blev beslaglagt af en byggeleder, som skulle have et sted at holde møder, siger Tommy Christensen til Fagbladet 3F.

For fagforeningen er det vigtigt at finde frem til dem, der har arbejdet med asbesten, så de kan blive registreret i en asbest-protokol og få erstatning, hvis de senere i livet får lungehindekræft eller andre asbest-relaterede sygdomme.