Da tidligere håndboldprofil indså, at tiden var løbet fra ham, ændrede alt sig

- Gud, hvor er han ulækker.

Morten Bjerregaard husker sin mors stemme, der en onsdag aften skar gennem stuen i parcelhuset i Herningforstaden Gjellerup.

På skærmen dansede en 18-årig Gustav Salinas rundt i åben Burberry-skjorte og makeup i TV 2-programmet ’Dagens mand’.

Morten Bjerregaard sagde ikke noget.

Han vidste nok godt inderst inde, at hans mor nok ikke mente det sådan, som det lød. 

Men det var for sent. Ordene om den ulækre mand blev hængende. 

Og følelsen af at være forkert slog rødder i hans mave.

Noget i ham lukkede sig, og en årelang kamp om at skjule sig for omverdenen begyndte. 

Et ungdomsliv, han brugte sit på at løbe fra sig selv. 

På at kysse piger, han ikke havde lyst til, vinde kampe i håndboldhaller og altid spørge ind til andre, så ingen opdagede, hvor anderledes han egentlig følte sig.

Flygter fra sandheden

Når man møder 38-årige Morten Bjerregaard i dag, er det svært at forestille sig.

Smilende, entusiastisk og varm. Forlovet med Benjamin, som han har rejst hele jorden rundt med. 

Senest i TV 2-programmet ’Først til verdens ende’, hvor parret dyster mod fire andre par om at nå gennem USA først og vinde en kvart million.

Noget han slet ikke kunne forestille sig for blot fem år siden. 

Dengang blev al hans energi lagt i at skjule sig selv for omverdenen.

Bag mål, bag mikrofoner, bag præstationer. 

Samtidig skammede han sig over ikke at leve i overensstemmelse med den person, han godt vidste, at han var.

Han har altid vidst det. Og altid forsøgt at flygte fra sandheden. 

For med sandheden fulgte skammen.

Ekspert i afledningsmanøvrer

På håndboldbanen var Morten Bjerregaard altid på hjemmebane. Lige siden han startede i den lokale håndboldklub Hauge GIF som barn, blev sporten hans domæne. 

Og han var god til det.

Højre back. Hurtig. Topscorer.

Publikum jublede, og holdkammeraterne klappede ham på ryggen.

I de sene teenageår fik han en agent, spillede Håndboldliga i klubben HC Midtjylland, og blev nomineret som årets spiller i 1. division. 

Alt så godt ud. 

Men bag facaden var der en anden kamp. 

En kamp, der ikke stod på måltavlen. En overkompensation. 

For imens vennerne begyndte at tale om piger, blev Morten Bjerregaard ekspert i afledningsmanøvrer.

På håndboldbanen var maskulinitet valuta. I omklædningsrummet fandtes homoseksualitet ikke. 

Det var ikke ond vilje, fortæller Morten Bjerregaard. Det var bare et miljø, hvor sådan noget ikke fandtes. 

Og hvis det gjorde, blev det tiet ihjel.

- Jeg var simpelthen så god til at lukke den side af mig selv ned. Jeg havde ikke lyst til at være homoseksuel. 

Når nogen spurgte, hvem han var forelsket i, svarede han med et smil og et modspørgsmål. 

Elegant og ubesværet. Og helt igennem uærligt.

- Jeg ville jo egentlig bare gerne passe ind, siger Morten Bjerregaard. 

Så han kyssede med piger.

Hver gang med håbet om, at det ville føles rigtigt.

Men det gjorde det aldrig.

Bruger kaos som skjold

Det var ikke kun frygten for omverdenens dom, der holdt Morten Bjerregaard i skabet. Der var også en konkret virkelighed. 

For da han var 18, fik faren konstateret kræft. 

Samtidig blev hans mor ramt af to blodpropper. Det var, som om hun blev sendt tilbage til start.

Mistede dele af sit sprog, kontrollen over sin krop.

Og da faren seks år senere døde af kræftsygdommen, blev familien og 24-årige Morten Bjerregaard kastet ud i et kaos, der kom til at fungere som et slags skjold.  

- Jeg bildte mig selv ind, at det eneste, der betød noget, var min far og mor. Alt det med kærlighed og seksualitet... det kunne jeg ikke bruge tid på. 

- Det var en flugt og et skjold, jeg kunne retfærdiggøre.

En undskyldning for ikke at mærke sig selv. For ikke at tage stilling til det, der rumsterede indeni.

Mens han var åben og udadvendt på alle andre parametre, forsvandt seksualiteten ned i en aflåst skuffe. 

Og nøglen blev smidt væk.

Alene i Istanbul

Først da han begyndte på Journalisthøjskolen og senere flyttede til København i 2013, begyndte noget at ændre sig for Morten Bjerregaard.

På et udvekslingsophold i Istanbul i 2015 forlod han studievennerne i nattelivet.

Under påskud af at være træt og sulten.

Men i virkeligheden listede han i al hemmelighed ud i mørket.

Til en homobar.

- Det var den eneste måde, jeg turde gøre det på, fortæller Morten Bjerregaard.

I ly af natten i en fremmed by.

Og med mod fra alkoholen.

Morgenen efter vågnede han med blandede følelser.

Skam og forvirring. Men også lettelse. 

Siden gentog det ritual sig flere gange, hvor Morten Bjerregaard i al hemmelighed tog på homobar, når han var på rejser i udlandet. 

- Jeg kunne trække vejret. Jeg kunne være mig selv.

Og med den utvetydige erkendelse af, at det var i homomiljøet, han hørte hjemme, begyndte en knude i maven at tage form. 

- Jo længere tid man lever på en løgn, jo sværere bliver det at stå ved, hvem man er.

Tiden var løbet fra ham

Alt så godt ud på facaden. Godt job, godt netværk. 

Men indeni føltes det, som om han bedrog sig selv og alle omkring ham. 

Han frygtede folks velmenende spørgsmål om hans kærlighedsliv. Han havde forberedt tre forskellige løgnehistorier om hans kærlighedsliv for at kunne komme ud af potentielle samtaler. 

Havde forberedt modspørgsmålene, så folk ville tale om sig selv i stedet for at spørge ind til ham. 

Indtil Morten Bjerregaard på et tidspunkt ikke længere kunne overskue at møde nye mennesker. 

Skammen og skyldfølelsen tog fysisk form i hans mave. Isolation og depressive tanker overtog.

Han blev en skygge af sig selv. 

Og til sidst blev han bare hjemme fra sociale arrangementer, fordi han var udmattet af at lade som om. 

- Jeg har altid været enormt ekstrovert, og jeg kunne slet ikke genkende mig selv.

Samtidig blev han også ramt af en sorg.

For tiden var løbet fra ham.

Pludselig indså han, at han havde brugt sine 20’ere på at være en anden, end den han i virkeligheden var. 

Og dér stod han som 31-årig i den livskrise, der fik ham til at indse, at han ikke kunne leve i skjul længere. 

Der måtte ske noget. 

Så i foråret 2019 tog han orlov fra sit arbejde som journalist, fløj om på den anden side af jorden og boede hos sin homoseksuelle kammerat i Sydney.

Og for første gang lavede han ikke en afledningsmanøvre, når nogen spurgte, hvordan det gik med kærligheden. 

- Selvfølgelig skulle jeg om på den anden side af jorden, siger han i dag med et smil. 

Det var derfor ikke uden tvivl og overspringshandlinger, at han fik det fortalt til folk hjemme i Danmark. 

Faktisk skulle der gå næsten et år, før han var hele vejen rundt. 

Tavsheden på stranden

Han havde ventet på det perfekte øjeblik til at springe ud for sin storesøster i sommeren 2019. 

Men da søsterens mand og deres to børn var gået i vandet, lå Morten Bjerregaard pludselig alene med sin søster på stranden. 

Og der var stille mellem de to søskende. 

Søsteren opfangede det med det samme.

Det var den tavshed, der rejser sig som en mur, når nogen samler modet til at sige noget, de har båret på alt for længe.

Hun begyndte derfor at presse på.

- Jeg kan mærke, at der er noget, du gerne vil sige til mig. Hvad er det?

Han tøvede.

Han kunne næsten ikke få ordene ud over sine læber.

Med flakkende øjne og bankende hjerte, fik han fremstammet de ord, han havde frygtet så længe. 

- Jeg tror, at jeg er homoseksuel.

Og søsteren svarede straks:

- Nej, hvor godt!

Selvom han nok aldrig havde været i tvivl om, hvordan hun ville reagere, skyllede lettelsen ind over ham. 

Det var som at trække vejret for første gang.

Ordene, der havde sat sig fast

I de følgende måneder indviede Morten Bjerregaard flere og flere i, at han var homoseksuel.

Hver gang han gjorde det, blev det lettere. Han blev lettere. 

Og da han i november 2019 mødte Benjamin efter en Marvelous Mosell-koncert, blev hans verden vendt på hovedet. 

- Det var, som om alle andre i lokalet forsvandt, siger han med et smil.

Nu var det uundgåeligt, at han også skulle fortælle det til sin mor.

Hun var den sidste, han manglede at fortælle det til. Ikke fordi hun var imod det. 

Men fordi han var bange.

For hendes reaktion.

For ordene fra dengang med Gustav.

Blodpropperne havde ændret noget af hendes personlighed. Det var ikke altid forudsigeligt, hvordan hun ville reagere på ting.

Selvom han i dagene op til sammen med sin søster havde gennemgået potentielle udfald for samtalen, sad han overfor sin mor på plejehjemmet i Viborg med bankende hjerte og nerverne helt uden på tøjet. 

Men da han sagde det, smilede hun. Og da hun mødte Benjamin, elskede hun ham.

- Det var en af de største lettelser i mit liv.

Og væk var frygten for, at folk ikke ville kendes ved ham længere. Frygten for at folk ville syntes, at han var ulækker. 

Frygten, der havde været stor nok til, at han holdt sig skjult i 32 år.

- Alle de forestillinger, jeg havde om hende, blev gjort til skamme. Det gjorde alle mine forestillinger til alle mine venner og familie og kollegaer, siger Morten Bjerregaard. 

Ønsker at spejle sig selv

I dag holder Morten Bjerregaard sin forlovede, Benjamin, i hånden på gaden.

Han svarer igen, hvis nogen råber hadefulde ting.

Han gemmer sig ikke længere.

Dybest set var det nok manglen på sin egen accept, som Morten Bjerregaard var bange for.

- Jeg har skammet mig nok, siger han.

- Nu gør jeg det ikke mere.

I dag fortryder Morten Bjerregaard, at han ikke lyttede til sig selv noget før.

Han fortryder, at han er gået glip af de ting som forhold og seksualitet, som præger manges liv i 20’erne. 

For nu ved han, at der ikke var noget at være bange for. 

Nu ved han, hvordan det hele ender på den anden side af at springe ud. 

- Det er noget af det bedste, jeg har gjort i hele mit liv. Det er bare ærgerligt, at det kom 15 år for sent. 

Han håber, hans historie kan være et spejl.

For den teenager i Midtjylland, der sidder med en hemmelighed og tror, han er alene.

Det spejl Morten Bjerregaard selv manglede.

Se 'Først til verdens ende' fredag klokken 20 på TV 2 eller lige nu på TV 2 Play.