muted

Rosa fra Den store bagedyst er på fornavn med Danmark: - Det var nyt for mig at blive så kendt

quoteJeg blev genfødt som 59-årig den 4. oktober 2017. Der kom jeg med i bagedysten.

Rosa Kildahl

Rosa Kildahls tilværelse ændrede sig radikalt, da hun trådte ind på primetime-scenen i den bedste sendetid.

- Det var nyt for mig at blive så kendt. Jeg troede, jeg ville blive pebet ud, da jeg var med i bagedysten. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg har ikke fået kastet rådne æg eller tomater efter mig. Det har bare været positivt, fortæller Rosa.

Rosa Christensen, Rosa Kildahl, Rosa fra bagedysten. Kært barn har mange navne. Hun er ofte på farten, og TV MIDTVEST fulgte med et par dage. 

Rosa stiller op til mange selfies. Her ses hun med en af sine fans.
Rosa stiller op til mange selfies. Her ses hun med en af sine fans.
Foto: Privat

Hun bliver ofte genkendt, og hun møder sine fans med et smil og stiller gerne op til en selfie.

- Det er en kæmpe fordel af være kendt, hvis man vil etablere en forretning på det. Det er blevet en del af min produktportefølje at tage ud til forskellige ting ved siden af mit arbejde, fortæller hun.

Rosa er i gang med at bage i køkkenet i sit hus med udsigt over Glyngøre. En lille by på halvøen Salling, beliggende helt ud til vandet og ikke så langt fra Skive.

quoteGlyngøre er sådan et lille paradis, sådan en lille perle, der ligger midt i Limfjorden.

Rosa Kildahl

Senere på dagen skal hun på besøg hos sin datter Trine. Hun bor med sin kæreste Jonas en spytklat væk og har for nylig gjort Rosa til mormor.

Rosa i sit køkken i Glyngøre i gang med at bage en gulerodskage.
Rosa i sit køkken i Glyngøre i gang med at bage en gulerodskage.

- Trine og Jonas elsker min gulerodskage. Det var også den, jeg medbragte til casting til bagedysten for at vise, hvad jeg kunne. Den har fulgt mig fra start til nu. I dag bliver det en avanceret gulerodskage med hjerter med glaze, fortæller Rosa ivrigt, mens hun i højt tempo sætter den ene skål efter den anden på køkkenbordet.

Rosas gulerodskage hun medbragte til casting på DR.
Rosas gulerodskage hun medbragte til casting på DR.
Foto: Privat

quoteJeg har aldrig haft planer om at skulle være med i Den store bagedyst

Rosa

- Det var mit barnebarn, der syntes, jeg skulle melde mig. Hvad gør man ikke for sine børnebørn? Jeg googlede det og udfyldte et kæmpe ansøgningsskema. Hvad vil du helst? Være kaptajn på et fly eller stå på en scene? Noget i den stil blev jeg spurgt om.

Der er stor søgning for at komme med i programmet, som er et af de mest populære programmer på DR.

Rosa i studiet til tv-optagelser til bagedysten.
Rosa i studiet til tv-optagelser til bagedysten.
Foto: Privat

- Der er altid nogle unge, smukke mennesker med, som kan det der med glaze. Og så er der en homoseksuel og en, der nørder med alt muligt bagværk. Og den gamle. Det var så mig. At det så nok blev en anden rolle, som jeg kom til udfylde, det ved jeg ikke.

quoteJeg var lidt mere bramfri og ikke en typisk bagedystdeltager

Rosa

Bagedyst-holdet i 2017 hvor Rosa deltog.
Bagedyst-holdet i 2017 hvor Rosa deltog.
Foto: Privat

Rosa gjorde kometkarriere på tv-scenen som en af de ti deltagere i Den store bagedyst på DR i 2017. Hun tog seerne med storm. Hun var med i otte ud af ni programmer og røg ud i semifinalen, men havde allerede gjort sig så meget bemærket med sine friske og utraditionelle kommentarer, at hun kom på fornavn med Danmark.

quote Min mor havde et sidespring med en grønlænder

Rosa Kildahl

Foto: Privat

En stor familiehemmelighed blev afsløret, da Rosas forældre fortalte, hvem hendes biologiske far var.

Rosa blev født i den lille landsby Vilsted i Vesthimmerland. Hun kom til verden som nummer tre i en søskendeflok på 5.

- Da jeg blev født i 1957, så tror jeg, mine forældre tænkte; Hvad fanden er det der?, da de fik øje på mig, fortæller Rosa til et foredrag på Skive bibliotek. 

Rosa som barn med sin mor
Rosa som barn med sin mor
Foto: Privat

Som så meget andet i sit liv tager Rosa det meste med et smil, inden hun knækker sammen i et stort grin. Det gør hun også i fortællingen om at se anderledes ud med sit sorte hår og anderledes træk end sine søskende.

Rosa gik til dans som barn. Her ses hun med sin storebror.
Rosa gik til dans som barn. Her ses hun med sin storebror.
Foto: Privat

Foredraget er det første, Rosa holder siden marts, hvor hendes kalender med ét blev ryddet for foredrag og events. Tilhørerne på biblioteket er mest kvinder, og de smittes hurtigt af Rosas gode humør og evne til at takle selv svære episoder med humor.

- Min mor var med mellemrum indlagt på et sanatorium igennem et par år. Grønlandske patienter blev behandlet for tuberkulose i Danmark, og der mødte hun min biologiske far. Hun var væk fra sin familie og det hårde liv og skulle ikke andet end at slappe af. Jeg tror da også, jeg kunne blive lidt forelsket i sådan en situation, forklarer Rosa og retter opmærksomheden mod en af tilhørerne, hendes halvsøster Naja.

quoteVi har boet 15 km fra hinanden i 15 år uden at vide, at vi har den samme far

Rosa

Rosa forsøgte et par gange at få sine forældre til at fortælle, hvorfor hun så anderledes ud, men det lykkedes ikke for hende at lirke sandheden ud af dem, før hun var 59 år. Det var hendes datter Trine, der gerne ville kende sit ophav.

Rosas forældre. Hun var sin fars øjesten.
Rosas forældre. Hun var sin fars øjesten.
Foto: Privat

Det var ikke så vigtigt for Rosa, men da hun fandt ud af, at hendes far var Tittus Karlsen fra Grønland, ville hun gerne vide mere. Han døde i 1989 og stiftede aldrig familie. Et dokumentarprogram fulgte Rosa og Trine på en tur til Grønland. Hun fandt ud af, at hun havde syv-otte halvsøskende, som alle havde forskellige mødre.

Rosas biologiske far Tittus Karlsen.
Rosas biologiske far Tittus Karlsen.
Foto: Privat

- Sikke da en filur. Han fik mange børn, og ingen ved helt hvor mange. Han har ikke taget ansvar for nogle af dem. Han har bare taget den sjove del, griner Rosa.

Rosa med sin datter Trine på jagt efter deres familie i Grønland.
Rosa med sin datter Trine på jagt efter deres familie i Grønland.
Foto: Privat

Rosa drikker en kop kaffe med sin halvsøster en gang imellem, men ellers har hun ikke nær kontakt til den grønlandske side.

Rosa med sin halvsøster Naja.
Rosa med sin halvsøster Naja.
Foto: Privat

- Det er umuligt i en alder af 60 år at udvide sin familie med 70-100 nye familiemedlemmer. Jeg tror, at jeg er i familie med det halve af Grønland, hvis jeg tæller halvkusiner og grandkusiner med. Nu ved jeg, hvordan det hænger sammen, og det er det.

Rosa i nationaldragt på Grønland
Rosa i nationaldragt på Grønland
Foto: Privat

Rosa uden filter

Rosa er på Skive Bibliotek i forbindelse med, at hendes biografi ”Rosa uden filter” er udkommet. Hun har fortalt sin historie til Camille Lindemann, og bogen er blevet godt modtaget. Det har betydet en masse PR-arbejde rundt i landet.  

Rosa signerer sin bog hos Bog & Ide i Holstebro
Rosa signerer sin bog hos Bog & Ide i Holstebro
Foto: Privat

quoteJeg er en af de ældste Youtubere i Danmark

Rosa

Mange vil gerne have taget en selfie med Rosa. Både ældre, men også mange unge er fan af Rosa. Hun har især fat i de unge på sin YouTube-kanal, der hedder det samme som bogen ”Rosa uden filter”. Her laver hun gammeldags dansk mad og krydrer den med meninger om livets gang.

- Jeg har mange unge følgere, og jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er sådan en, der pakker tingene ind. Hvis jeg har en mening om noget, så siger jeg det også. 

Flæskesteg er den mest sete madvideo på kanalen med cirka 85.000 visninger. 50 procent af seerne er unge mellem 18 og 34 år. I alt har der været knap 1,5 millioner visninger på hendes kanal, hvor der i øjeblikket kan ses 50 madvideoer.

Udlært som smørrebrødsjomfru

Foto: Privat

Efter realeksamen var Rosa som 17-årig klar til at erobre verden, og hun tog til en moster på Djursland.

- Jeg har altid elsket at lave mad og stå i et køkken, så det endte med, at jeg kom i lære som smørrebrødsjomfru. Min hobby blev mit arbejde, siger Rosa, mens hun rører godt rundt i sin dej til gulerodskagen. 

Den skal i ovnen i cirka 45 minutter, og hun skal også nå at lave to mousser, inden hun sidst på dagen skal besøge sin datter og lille Frida.

Rosas gulerodskage

På Djursland møder Rosa som 20-årig sin første store kærlighed, Tommy. De bliver gift og får børnene Allan og Trine.

Rosa med sin første mand Tommy
Rosa med sin første mand Tommy
Foto: Privat

Eksem på hænderne tvang hende væk køkkenjobbet, og hun blev medhjælpende hustru i mandens autoværksted. Da det blev for trivielt, blev hun ansat i Post Danmark som postbestyrer i Glyngøre. Så læste hun markedsføring og blev ansat i Post Danmarks salgsafdeling.

Rosa arbejdede i 17 år hos Post Danmark
Rosa arbejdede i 17 år hos Post Danmark
Foto: Privat

quoteMin mand døde pludseligt af kræft, da jeg var 41 år gammel.

Rosa

- Vi savnede ham fra første sekund, siger Rosa tydeligt berørt. 

- Selv efter 20 år påvirker det mig. Det var en virkelig træls tid. Det forsvinder jo aldrig. Og hvorfor skulle det også det. Nogle siger, tiden læger alle sår. Det gør den ikke. Den gør bare, at det er til at holde ud. Det gør ikke noget at snakke om det, og man må godt være ked af det. Det var da så trist, mindes Rosa inden køkken uret afbryder. 

Kagen er færdig.

muted

Selvstændig med vand på flasker

Enmandsfirmaet H2O Branding har været Rosas levevej de sidste 12 år.

Hun sælger vand på en lille eksklusiv flaske, hvor firmalogoer trykkes direkte på flasken.

- Jeg havde været hos Post Danmark i 17 år, da jeg blev sygemeldt med stress. Jeg trængte til at trække stikket. Jeg sov en måned og valgte at sige op. Jeg var brændt ud i det job, som jeg ellers havde været glad for.

quoteHellere feje fortov med en tandbørste end tage på et arbejde, du ikke trives med.

Rosa

Rosa satte sig på skolebænken igen og blev ejendomsmægler, inden hun valgte at købe det lille skrantende firma H2O Branding for at blive selvstændig.

-  Energien kommer indefra. Den er indbygget i mig. Jeg er lynhurtig til at finde en plan, og så kan jeg bruge min energi på at få den til at lykkes. Møder jeg modstand, så bliver der arbejdet igennem.

Rosa har altid haft evnen til at vende modstand og hårde odds til energi og optimisme.

Hun brugte også en del energi på at finde en ny mand. Hun forsøgte sig med netdating, inden hun fik øje på Carsten Kildahl i Glyngøre.

quoteJeg lagde en strategi for at score ham. Jeg bagte på ham et års tid inden han fattede det.

Rosa

- Til sidst måtte jeg bare sige, skal vi ikke bare tage ud og spise, danse og så give den fuld gas. Så var vi sammen derfra, fortæller Rosa.

Rosa blev gift med Carsten Kildahl i 2017 i Glyngøre kirke.
Rosa blev gift med Carsten Kildahl i 2017 i Glyngøre kirke.
Foto: Privat

I oktober 2017 fyldte Rosa 60 år, og de valgte at blive gift ved samme lejlighed efter at have været kærester i 11 år. 

Det skete i samme uge som premieren på Den store bagedyst.

- Vi fik mere travlt ,end vi havde forestillet os. Det var ikke min plan, at vi skulle bombarderes af pressen der. De gik helt amok efter bagedysten. Jeg troede, de lavede sjov med mig, da de ringede fra DR og sagde, at pressen ville tale med mig. Det blev en uge, jeg sent glemmer.

Rosa til tv-optagelse i teltet til Den store Bagedyst i 2017, hvor hendes datter Trine kom på besøg.
Rosa til tv-optagelse i teltet til Den store Bagedyst i 2017, hvor hendes datter Trine kom på besøg.
Foto: Privat
muted

Tv tilbud og mange oplevelser

Rosas tilværelse blev markant anderledes efter bagedysten. Hun har været sammen med den ene kendis efter den anden.

Rosa med sangeren Christoffer.
Rosa med sangeren Christoffer.
Foto: Privat
Rosa under optagelse til tv-programmet "Sæt pris på Danmark" med Claus Elming og Hans Pilgaard.
Rosa under optagelse til tv-programmet "Sæt pris på Danmark" med Claus Elming og Hans Pilgaard.
Foto: Privat

- Lige pludselig blev jeg efterspurgt af de forskellige produktionsselskaber. Det kørte jo derudad med bagedysten, Vild med dans, Kender du typen, Lige i skabet, Natholdet, På tværs af Danmark, Sæt Pris på Danmark. Jeg kan knap nok huske dem alle sammen. Der har været rigtig mange gode oplevelser.

Især Vild med dans var en krævende udfordring for Rosa.

- Jeg lagde mig i selen for at gøre det så godt som muligt. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var 20 år længere.

Efter fire programmer blev hun sammen med dansepartner, Esbern Syhler-Hansen, stemt ud af seerne.

quoteDen lethed man har inde i hovedet, den kom ligesom ikke ud i fødderne i vores danse.

Rosa

Især en episode husker hun med glæde. Hun fik værten Sarah Grünewald til at bryde sammen af latter.

- Hver gang hun ser mig, så griner vi. Vi har lavet flere ting sammen siden, og det er altid en fornøjelse.

Rosa har det med at få andre til at bryde sammen af grin.
Rosa har det med at få andre til at bryde sammen af grin.
Foto: TV 2


muted

quote Familien betyder mest

Rosa

Rosas gulerodskage er færdig. Hun har lagt en hvid chokolademousse på toppen og lavet hjerter af blåbærmousse, som har fået rød glaze. Kagen bliver pyntet med friske jordbær, brombær og blåbær. Hun døber den en avanceret gulerodskage.

- Så får I ikke mere for den femøre. Bom Karl, siger hun og bærer kagen ud i bilen for at køre de 400 meter til sin datter Trine.

Rosa med den færdige avancerede gulerodskage.
Rosa med den færdige avancerede gulerodskage.

Rosa har været farmor i en del år og i 2020 blev hun mormor.

- Det, der betyder mest i mit liv i dag, er børn og børnebørn, siger hun med barnebarnet Frida i favnen.

Kagen falder i god jord. Trine mener, at det er den flotteste kage Rosa nogensinde har lavet. Hun slægter sin mor på med det gode humør og den positive tilgang til livet.

Trines kæreste er den professionelle cykelrytter Jonas Vingegaard. Det betyder en del alenetid, når han cykler i udlandet, så Rosa ser en del til sin datter og barnebarn. Det nyder hun i fulde drag.

- Jeg føler mig meget privilegeret. Så længe der er bud efter mig, så fortsætter jeg det liv, jeg har nu. Hvis jeg skal beskrive mit liv med få ord, så er det aktiv, fest og ballade og hygge, siger hun og smager på kagen.

Rosa har siden artiklen blev skrevet solgt sit firma H2o Branding, og koncentrerer sig nu om sit job med foredrag, mad på You Tube og andre repræsentationsopgaver.

Rosa med sit barnebarn Frida.
Rosa med sit barnebarn Frida.
45:07
Se hele udsendelsen "En dag med Rosa fra Bagedysten". Du møder Rosa i private rammer, hvor hun bl.a. bager en avanceret gulerodskage samtidig med hun sælger vandflasker, holder foredrag og signerer bøger.