Zoo: Må vi få Jeres juletræ?

Jyllands Park Zoo ved Haunstrup har stor succes med at tage imod folks brugte juletræer.

Jyllands Park Zoo

Må vi få jeres brugte juletræer? 

Sådan lyder et opslag på Facebook fra Jyllands Park Zoo i Haunstrup ved Herning. 

Den lille zoo har de seneste to år modtaget folks aflagte juletræer som foder og legetøj til dyrene. I år er ingen undtagelse. 

-    Folk vil gerne hjælpe os med en god sag og give lidt godt til dyrene. Efter vi har delt opslaget på Facebook har over 300.000 været inde og se det, så folk kommer valfartende hertil med deres juletræer, siger dyrepasser, Janni Poulsen. 

De andre år er det gået over al forventning. Sidste år modtog Haunstrup Dyrepark således over 3000 juletræer. 

-    Det er da fedt, at folk gider bruge tid på at køre herud med deres træer. Nogle samler ligefrem sammen på vejen herud, det er da god stil. 

-    Nogle af dyrene kan spise dem, andre kan gemme sig i dem, mens andre bare leger med træerne, siger Janni Poulsen. 

I år er der indtil videre kommet 400 juletræer ind , men dyrepasseren forventer mange flere de næste par dage.