Skybrud og tordenbyger: Voldsomt vejr rammer Midt- og Vestjylland fredag

Fredag eftermiddag og aften kan blive en våd fornøjelse, hvis du har planer om at opholde dig udendørs. DMI varsler tordenbyger og lokale skybrud.

Uvejret kan ramme store dele af Midt- og Vestjylland fredag eftermiddag.

Find brætspil, kakao og DVD-film frem. 

Den danske sommer viser sig fra sin bedste side fredag eftermiddag. Eller værste, alt efter om man er til regn eller sol. 

Et varsel fra DMI lyder, at vejret fredag eftermiddag kan blive mere voldsomt. 

00:57

Sådan så det ud sidst uvejret ramte Midt- og Vestjylland.

Luk video

Herning, Holstebro og Ringkøbing-Skjern er i kategorien gul i perioden mellem klokken 12.00 og frem til klokken 19.00. Gul i DMI-systemet betyder "Voldsomt vejr". Det betyder, at man forventer der kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min. Anbefalingen til borgerne lyder således. 

Læs også Usædvanligt koldt sommervejr

Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre. Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer. Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som f.eks. fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.

Risiko for voldsomt vejr andre steder

I den mildere blå kategori (risiko for voldsomt vejr) er tordenbyger og lokale skybrud en mulighed. DMI har sat Silkeborg, Thy og Mors, Ikast-Brande, Skive, Viborg, Lemvig, Struer og Vesthimmerland i denne kategori. 

Samme anbefalinger til borgerne i disse kommuner lyder om forsigtighed, hvis man skal færdes udendørs i tidsrummet 13.00-19.00. 

Læs også Kæmpehagl og oversvømmelser: Så voldsomt var uvejret

Den generelle vejrudsigt fra DMI for Midt- og Vestjylland lyder således fredag morgen. 

Først skyet og stedvis regn eller byger. I eftermiddag perioder med lidt sol, men mulighed for byger, der kan være med torden og give lokale skybrud. Højeste temp. op mellem 18 og 22 grader, og svag til let østlig eller skiftende vind. I aften nogen sol, dog med lokale byger, i nat tørt og først mest klart vejr, men efterhånden skyet fra vest med stedvis tåge. Temp. ned mellem 10 og 13 grader. Svag til jævn nordlig vind, der ud på natten drejer til nordvest og vest.

03:13

Juletræsavlere, landmand og haveejere omkring Hover og Ølstrup kunne sidst i juni se store skader efter uvejret.

Luk video