VLTJ-tog kigger på nye ruter i landsdelen

Vemb-Lemvig-Thyborøn jernbanen kan få flere tog på skinnerne i Midt- og Vestjylland fra 2021.

Vemb-Lemvig-Thyborøn jernbanen kan få flere tog på skinnerne i Midt- og Vestjylland fra 2021.

VLTJ - eller Vemb-Lemvig-Thyborøn-jernbanen - er kendt af de fleste i Danmark og har endda sin egen sang. I over hundrede år har de orangefarvede tog fragtet passagerer frem og tilbage mellem Vemb og Thyborøn. Det har de gjort så godt, at politikerne nu vil have flere VLTJ-tog på skinnerne.

- Vi kigger på, om det kunne være en fordel, hvis VLTJ, den så berømte jernbane takket være Tørfisk, måske får en større del af togdriften helt ude mod vest, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre.

Arriva står i øjeblikket står for hovedparten af den regionale togdrift, men et nyt udbud fra 2021 kan sende VLJT ind i varmen og fordoble selskabets kapacitet.

- De kører jo en god lokaltrafik derude med nogle aldrende Y-tog, og de skal jo faktisk til at investere i nogle nye tog. Derfor kunne der være mening i at kigge på, om de for eksempel skal til at køre tog imellem Skjern og Holstebro og måske også andre strækningen, siger Pihl Lorentzen.  

Klar til investeringer

Det er ikke hverdagskost, at en lokal jernbane har udsigt til vokseværk, men selskabet bag VLTJ er klar til at løfte udfordringen.

- Det er selvfølgelig stort for os, at vi kan få lov til at udvide jernbanedriften for os og hele området. Vi har flere ting i spil, vi har også godstransport, vi arbejder på, så vi tror på, vi kan få meget på skinnerne i vores område, siger Arne Lægaard, der er bestyrelsesformand for Midtjyske jernbaner.

Formanden ryster ikke på hånden over de nye investeringer, en udvidelse vil blandt andet kræve køb af nye tog.

- Jeg tror på, at vi kan få synergien med, at vi kører i forvejen, så vi kan få det bedre, og vi kan få flere afgange, vi kan gøre det til en fornuftig pris, siger han.

Ifølge formanden har VLTJ ikke planer om at udvide driften til andre dele af landet.