Vindmøllepark til vands

Ringkøbing-Skjern Kommune drømmer om at lave en vindmøllepark i Vesterhavet mellem Hvide Sande og Søndervig.

Havmoeller.jpg

Ringkøbing-Skjern Kommune satser behårdt på vedvarende energi. Mandag blev indviet en vindmøllepark på Lønborg Hede - nu er ambitionen at kunne lave en gentagelse - til vands - i Vesterhavet mellem Hvide Sande og Søndervig.

- Vi ser nogle beskæftigelsesmæssige muligheder for Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er det, vi forfølger, siger borgmester Iver Enevoldsen (V).

Ambitionen er et sted mellem 30 og 70 hav-vindmøller. Møller som skal serviceres, og som - i følge borgmesteren - ikke kan undgå at kaste arbejdspladser af sig.

Beboerforening: Var hellere fri

I Søndervig er begejstringen over kommunens klima-ambitioner delt. Ikke alle synes vindmøller - midt i den gode udsigt - er nogen god idé.

- Vi så da helst, der ikke kom nogen havmøllepark. Når man er nede og se solnedgangen, så har man ikke den der frie natur man ellers har, siger Ellen Marie Vestergaard, formand for Søndervig Beboerforening.

Planen er, at vindmøllerne skal placeres skråt ud for kysten, så de står 4,5 km fra land i Hvide Sande og 12 km fra land i Søndervig. Kommunenn håber, vindmølleparken står færdig i 2020.

 

2:03
Ringkøbing-Skjern kommune har en drøm. De vil gerne lave en vindmøllepark i vesterhavet tæt på kysten mellem Søndervig og Hvide Sande. Her skal 30 til 70 vindmøller i fremtiden skaffe energi og arbejdspladser.