Vildsund Marked nr. 144 skudt i gang

I dag blev det årlige Vildsund Marked skudt i gang, og arrangøren melder om fulde huse. (arkivfoto)

"Det har ikke været sommer i Thy, før man har besøgt Vildsund Markedet!"

Sådan lyder arrangørernes slogan, og kl. 10:00 i formiddag kunne de så invitere interesserede inden for til Vildsund Marked nr. 144.

- Der er totalt udsolgt af pladserne til kræmmere. 80 procent er gengangere, og 20 procent er nye. Der er ikke noget, der er anderledes - ikke andet end at Linse Kessler kommer i år, griner Mads Bjerg Jensen Ohlsen, der er medarrangør og ejer af Nordisk Tivolipark.

Markedet byder på i alt 200 kræmmere, heste- og smådyrsmarked og på masser fest og musik i to forskellige telte.

Mindre politiopbud i år

Tidligere har Thisted Lokalpoliti været talstærkt til stedet for at holde de op mod 100.000 gæster i ørerne. Men det bliver anderledes i år.

- Vi har vurderet, at det ikke er nødvendigt. Tidligere har der ikke været det store behov i forhold til de ressourcer, vi havde sat af. Arrangøren plejer at have fint styr på det derude, fortæller Kell Svenningensen, der er vicepolitiinspektør hos Thisted Lokalpoliti.

Han understreger dog, at politiet har patruljevogne i nærheden, hvis der skulle ske optøjer.

Vildsund Markedet forsætter indtil torsdag, hvor det slutter kl. 24:00.

TV MIDTVEST sender i aften live fra markedet. Se med kl. 19:30!