Vil have højtvandsværn i Thorsminde

Havnechefen i Thorsminde Havn vil have lavet et højtvandsværn for at sikre mod fremtidige stormfloders hærgen.

Havnechef Leif Jensen på Thorsminde Havn vil lave et højtvandsværn i indsejlingen.

- Hvis vi tager sidste år (under Bodil red.), så havde vi jo en forhøjet vandstand på 3,60 meter over normalt dagligt vande, så det er jo et stort pres. På den lange bane er det meget vigtigt, at vi får lavet et eller andet, som kan holde vandet ude, siger Leif Jensen.

Og han bliver bakket op af én af havnens virksomhedsdrivende.

- Der er jo en frygtelig oprydning over alt, og al strøm til alle både, alt er skadet. Det koster en frygtelig masse penge hver gang. Hvis ikke vi får det lavet, så er jeg her ikke længere, for det her kan jeg ikke blive ved med at betale, fortæller smed Jean Kamstrup, der ejer Thorsminde Maskinværksted.

Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, vil have miljøministeren til at kortlægge stormflodsudfordringerne.

- Jeg vil bede miljøministeren om at lave en redegørelse, så vi kan få diskuteret politisk, om vi kan lave en medfinansiering fra statslige side, forklarer Thomas Danielsen.

Syv Limfjordskommuner sendte mandag et brev til netop miljøminister Kirsten Brosbøl (A), fordi de savner en økonomisk håndsrækning til at forebygge fremtidige stormfloder.

02:07 Luk video