Vil fortsat kæmpe for motorvejsnavn

Vil fortsat kæmpe for motorvejsnavn

Socialdemokraternes Thomas Jensen er langt fra tilfreds med det kompromis, der tirsdag blev indgået om det omstridte motorvejsnavn.

Tirsdag blev det afgjort, at Vejdirektoratet foreslår en deling af navnet på den motorvej, der kommer til at løbe mellem Silkeborg, Herning og Holstebro. Således skal vejen hedde Silkeborgmotorvejen på det stykke, der går gennem byen, mens både stykkerne øst og vest for Silkeborg kommer til at hedde Herningmotorvejen.

Den beslutning kalder det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen for "et kludetæppe af et motorvejsnavn" over for Herning Folkeblad.

- Jeg vil opfordre Silkeborg Kommunes borgmester til at fortsætte kampen for at minimum strækningen fra Aarhus til Funder kommer til at hedde Silkeborgmotorvejen, siger Thomas Jensen til avisen.

Han undrer sig samtidig over, at borgmesteren "lægger sig fladt ned og er glad for beslutningen".

- Vi skal absolut ikke stille os tilfredse her i Silkeborg set i lyset af at der lå en indstilling fra Vejdirektoratet om at rette helt op på fejlen ved at omdøbe strækningen fra Aarhus til Herning til Silkeborgmotorvejen, siger Thomas Jensen til Herning Folkeblad.