Viborg fik uafgjort mod Sønderjyske

Viborg fik uafgjort mod Sønderjyske

Viborg er på ottendepladsen i Superligaen efter uafgjort mod Sønderjyske

Kampens spillemæssige kvalitet var ikke prangende fra nogen af siderne, til gengæld var intensiteten i nærkampene høj, og til tider var opgøret hårdt spillet.

Kampen var livlig i begge ender fra start, men som minutterne gik i første halvleg, satte hjemmeholdet sig mere på begivenhederne.

Viborg satte mange angreb op, men de helt oplagte chancer udeblev. Jeppe Grønning havde en nærgående, resolut afslutning efter en dødbold kort inden pausen, men målmand Martin Skender reddede med en refleks ved roden af stolpen.

Sønderjyske satsede på kontrachancer, og en fin én af slagsen bød sig syv minutter efter pausen, hvor et indlæg fra venstre fandt Tommy Bechmann i fri position, men den rutinerede angribers hovedstød strøg lige over mål.

Det gav Sønderjyske mod på mere. Få minutter senere tog Johan Absalonsen chancen udefra, og skuddet smældede på overliggeren.

I kampens sidste fase fornemmede man, at begge hold var godt tilfredse med en pointdeling, og der blev ikke investeret meget i at fremtvinge et sejrsmål.

Med den indstilling kunne det næsten ikke slutte anderledes end 0-0.

Mens Sønderjyske ligger nummer to, er Viborg nu på ottendepladsen i ligaen med 26 point efter 21 kampe.

/ritzau/