VFF ligner mere og mere et nedrykningshold

VFF ligner mere og mere et nedrykningshold

Det var et fortjent nederlag, da Viborg FF søndag tabte 1-3 på udebane mod Randers FC i Superligaen.

Viborg ligner efterhånden et fast element i den tunge ende af Superligaen, hvor klubben efter søndagens nederlag nu ligger under nedrykningsstregen, to points efter AGF.

I kampen mod Randers var det kronjyderne, der fra begyndelsen pressede på, og det gav hurtigt bonus. Jonas Kamper slog et hårdt, fladt indlæg. Bolden havnede hos Viborgs Thomas Dalgaard, der uheldigvis fik sendt bolden i eget net; og det endda på sin egen 30-års fødselsdag - unægteligt ikke den bedste gave i dagens anledning!

Spillet hang ikke sammen for Viborg, og gæsterne var sjældent i nærheden af målet. Der var heller intet, der fungerede for superliga-topscorer Thomas Dalgaard, som man kun lagde mærke til ved selvmålet.

Schwartz for 11. gang

Randers FC var til gengæld velspillende og var bedst fra start til slut, hvor hjemmeholdet især havde overtaget på midtbanen.

Særligt kantspillet fungerede godt, og netop kantspillet var nøglen, da Randers FC midt i første halvleg kunne udbygge føringen. Her satte Adama Tamoura sig igennem, slog et præcist indlæg i Viborg-feltet, hvor Randers' topscorer, Ronnie Schwartz, dukkede op og sparkede bolden i mål for 11. gang i denne sæson.

Randers satte Nicolai Brock-Madsen på banen mod slutningen af kampen, og han skulle kun bruge et par minutter på at score. Han fulgte op på en ripost, og scorede let hjemmeholdets tredje mål.

Igennem hele kampen havde Randers FC flere chancer, og kunne have lavet flere mål. Især Viktor Lundberg havde flere gode muligheder, men det blev alligevel til en stensikker sejr til hjemmeholdet.

Viborgs Wilton Figueiredo pyntede på resultatet dybt inde i overtiden, da han reducerede til slutresultatet 3-1.