Vestre Landsret fastholder varetægtsfængsling i mystisk sag

Vestre Landsret stadfæster varetægtsfængslingen af tre personer i en sag, som politiet ikke vil fortælle nærmere om.

vestre_landsret.jpg

Vestre Landsret har i dag stadfæstet varetægtsfængslingen af tre personer. Hvorfor og hvad de tre personer har gjort, vil politiet ikke fortælle noget om endnu.

Onsdag den 21. december blev de tre personer af en dommer ved Retten i Herning varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Grundlovsforhøret blev holdt for dobbeltlukkede døre, og det er derfor uvist, hvad personerne er sigtet for, og hvor forbrydelsen er sket.     

Det sker ofte, at dommere lukker dørene ved grundlovsforhør, når sigtelserne er læst op, men det hører til sjældenhederne, at der er dobbeltlukkede døre, hvor ingen informationer slipper ud.

To af personerne valgte at protestere mod kendelsen, men i dag valgte Vestre Landsret altså at stadfæste kendelsen.