Vestjysk succes med delebiler: - Det går ganske fornuftigt

ByensBil er nu oppe på 23 delebiler i Midt- og Vestjylland.

1:49
Indehaver af ByensBil, Arne Vestergaard Andersen. Se indslaget her.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Delebiler er udbredte i mange storbyer, men det har været svært at få konceptet til bide sig fast i det midt- og vestjyske.

Nu er et firma fra Højmark ved  Ringkøbing måske ved at knække koden.

ByensBil har 23 biler kørende i Ringkøbing-Skjern, Viborg og Holstebro Kommuner, og dertil kommer, at firmaet også er repræsenteret på Djursland.

- Det går ganske fornuftigt, hvis vi skal sige det på vestjysk, konstaterer firmaets indehaver Arne Vestergaard Andersen.

I Ringkøbing har firmaet netop taget delebil nummer fire i brug, og den bliver brugt så flittigt, at der måske også snart er brug for nummer fem.

Det koster 10 kroner i timen plus 2,6 kroner per kørte kilometer at leje en af firmaets biler.

Stort potentiale

Men hvad er forklaringen på, at ByensBil ser ud til at bide sig fast i markedet?

- For det første har vi kørt det som et fritidsprojekt, så vi har ikke skullet trække løn til os selv indtil videre. Dertil kommer den store fokus på miljøet, som vi ser i øjeblikket. Vi skal til at tænke anderledes og ændre vaner, siger Arne Vestergaard Andersen.

Han peger på, at det er vigtigt at have et så stort antal biler, at der er en til rådighed, når kunderne har brug for det.

- Hvor stort kan det blive?

- Jeg tror jo på, at det kan blive rigtig stort. Hvis man kigger på hele den danske bilpark, så holder den stille 23 timer i døgnet. Det må og kan vi gøre bedre. Så jeg er helt overbevist om, at der er mange af dem, der har to eller tre biler, der kan gå over på delebiler, hvis de kan være sikre på, at der er en til rådighed, når de er brug for det, siger Arne Vestergaard Andersen.