Vestager afviser vækstpakker til Udkantsdanmark

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) afviser nu alle idéer om at lave mindre vækstpakker, der er rettet mod specifikke brancher eller geografiske områder, der slås med lav vækst og høj ledighed.

Strand4.jpg

 - Det er meget svært at fintune stimuli på den måde. Det mest ligefremme er at sørge for, at vores kreditfaciliteter virker, så virksomhederne kan låne penge, siger Margrethe Vestager til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Afvisningen kommer til trods for, at store dele af Danmark stadig lider under den økonomiske krise. Beskæftigelsen er således i det seneste år faldet i 6 af 11 landsdele, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, er overrasket over meldingen fra Vestager. Han siger til Jyllands-Posten, at regeringen i langt højere grad bør satse på målrettede og branchespecifikke væksttiltag, der kan styrke økonomien og nye arbejdspladser i de danske regioner og udkantsområder.

/ Ritzau