Venstre kiler sig ind i Viborg

Venstre får overraskende posten som 1. viceborgmester i Viborg. Partiet har taget sig betalt for at være med i en bred konstituering.

201113_viborgkonstituering_0.jpg

Der var lagt op til det helt store drama i Viborg i går, men det blev den siddende borgmester, Søren Pape Poulsen (K), der endnu en gang tog borgmesterposten. Fra at sidde på et af de aller yderste mandater har han nu haget sig mere fast.

Pape ville den brede konstituering

En samarbejdsaftale med Dansk Folkeparti, Radikale, Socialdemokraterne og SF betød ellers at Søren Pape Poulsen kunne få borgmesterstolen igen, udenom Venstre, men det har borgmesteren ikke ønsket. I stedet er han gået efter den brede konstituering, og det har Venstre, med sine 12 mandater, taget sig godt betalt for.

Udover en 1. viceborgmesterpost, har partiet også fået formandsposten for Børn- og Unge udvalget, Teknisk Udvalg samt et nyt udvalg for investering, uddannelse og iværksætteri. Partiet har også fået fire poster i økonomiudvalget, men har givet det ene videre til samarbejdspartneren, Dansk Folkeparti.

Fordelingen af poster er rimelig

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med udfaldet. Forhandlingerne har kørt frem og tilbage og nu ser vi positivt på et fremtidigt samarbejde, lyder det lidt kryptisk fra partilederen.

- Vi har 12 mandater i byrådet og det skal selvfølgelig smitte af, men det gør det også. Sådan var det ikke før, men nu ser vi fremad. Jeg synes, det er blevet en rimelig fordeling, siger Nina Hygum.

På et gruppemøde i morgen aften fordeler hun posterne.