75-året for Munks død: Vedersøpræstens betydning deler vandene blandt de unge

Der er delte meninger blandt nutidens unge om, hvor vigtigt det er at huske historien om digterpræsten fra Vedersø.

For Lasse Helwig Larsen fra Ringkøbing er Kaj Munk ikke en heltefigur.
For Lasse Helwig Larsen fra Ringkøbing er Kaj Munk ikke en heltefigur.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Hænderne er få, da læreren i 2.C på Ringkøbing Gymnasium beder dem, der kender til historien om Kaj Munk, om at smide lappen i vejret. 

En af dem der undlader at markere er Lasse Helwig Larsen. Han har hørt navnet Kaj Munk, men meget mere end det, er det ikke blevet til. 

- Jeg behøver ikke have en helt for at forstå historien. Det vigtige er at forstå, hvorfor besættelsen og nazismen var en dårlig ting, i den forståelse er det ikke nødvendigt at have en heltefigur som Kaj Munk, forklarer Lasse Helwig Larsen fra 2.C på Ringkøbing Gymnasium. 

0:32
Hør Lasse Helweg Larsen forklare, hvorfor Kaj Munk ikke er er en nøgle til at forstå historien om anden verdenskrig. 

Hans klassekammerat Michela Gaulshøj Christensen er af en noget anden holdning. Både far og bedstefar har fra barnsben fyldt hende med historier om den kendte præst og modstandsmand fra Vedersø.

Hun har et klart bud på, hvorfor Kaj Munk har relevans for en ung generation, der er vokset op i en tid uden trusler for freden i Danmark. 

- Det er en vigtig ting at huske tilbage på, for på den måde at sikre det ikke skal ske igen. Også i det store billede, anden verdenskrig og koncentrationslejre, det er ikke noget vi skal opleve igen. Forhåbentligt er det en historie vi har lært af, for det er jo tit noget, der for de fleste er noget man har i undervisningen. Jeg har været i Berlin, hvor jeg blev klogere på historien ved de ting man kan se der, fortæller Michela Gaulshøj Christensen. 

0:27
Hør Michela Gaulshøj Christiensen forklare, hvorfor Kaj Munk har en stor betydning for nutidens unge. 

Historien om Kaj Munk er ikke en der er gået rent ind i barndommen hos Cathrine Lund Lukassen. Hun interesserer sig for anden verdenskrig, men det er ikke med fokus på det der skete herhjemme i Danmark. 

- Når man snakker om anden verdenskrig, så tænker man mere på de store personer. Hitler, Himler og Göring, man snakker bare mere om de store personer. Der er ikke mange i udlandet, der har kendskab til Kaj Munk, siger Cathrine Lund Lukassen. 

Kaj Munk blev fredag mindet ved begivenheder i både Vedersø og København.